Anmeldelse af Chigozie ObiomaFuglenes Gråd, udgivet på Klim d. 31. oktober 2019. Oversat fra den engelske originaludgave An Orchestra of Minorities af Hans-Jørgen Birkmose

Anmeldt af Maiken Gadegård Sørensen

Foto: Maiken Gadegård Sørensen

Fuglenes Gråd er en af de fortællinger, der bliver hos dig. Obiomas hjerteskærende tragedie om den nigerianske fjerkræavler Chinonso føles, gennem al sin magiske Igbo-kosmologi, ganske enkelt ægte.  

Chigozie Obiomas Fuglenes Gråd er den populære nigerianske forfatters anden bog, og den bringer bestemt ikke læserens forventninger til skamme. Denne fængslende fortælling fører læseren igennem tre besværgelser, hvorigennem hovedkarakteren Chinonsos skæbne fortælles af hans skytsånd til guden Chukwu (altings skaber i Igboernes kosmologi)Vi følger Chinonso, der forelsker sig i rigmandsdatteren Ndali, hvis familie ikke vil kendes ved ham, før han har fået en videregående uddannelse. Derfor rejser han til Cypern for at studere på universitetet i håb om derefter at kunne gifte sig med den kvinde, han elsker.  

Fuglenes Gråd er en bog om forelskelse, som kræver alt. Om sorg, brud, raseri og tilgivelse. Den går igennem hele kataloget af store følelser, men berører dem på en anderledes og fængslende måde, som i den grad sætter tankerne i gang om, hvad mennesker nogle gange gør for kærlighedenDet, at fortællingen kanaliseres gennem hovedkarakterens chi, hans skytsånd, gør den utroligt bedrøvende, og det efterlader én dybt berørt af virkelighedens bitre hårdhed. Vi lider med Chinonsoreflekterer med skytsånden og dømmer med Chukwu.  

På vandring gennem virkeligheden 

Fuglenes Gråd er en bog som foregår i en fuldkommen magisk verden, men samtidig i fuldstændig virkelighed. Romanen er spækket til randen med gammel traditionel Igbo-visdom og Chinonsos skytsånd, som er romanens fortæller, fører os igennem Igboernes åndeverden i et højstemt sprog, der mest af alt minder om det, vi ser i de græske eposser. Andre steder er Obiomas sprog som at lytte på en stammefaders tale: 

AKANAGBAJIIGWE, universet dvæler ikke ved fortiden, der flokkes som krager om udbrændte ildsteders stank. Det smeder derimod videre, altid undervejs på fremtidens snoede sti, og standser kun kort ved nuet for at hvile fødderne som en udmattet rejsende. Så snart det har hvilet ud, drager det videre, vender aldrig om. Dets øjne er tidens øjne rettet evindeligt fremad og aldrig bagud.

Vandringen gennem den afrikanske åndeverden sætter også perspektiv på vandringen gennem det at være menneskeSå selvom skytsånden til tider flyver højt i sine smålange monologiske indfald om Igbo-kosmologi og tidløs visdom, så er mængden af virkelighed ganske betagende. En virkelighed, som får én til at gribe lidt fastere om bogen og måske næsten istemme sig fuglenes gråd.  

Som Obioma i sit efterskrift bemærker, i kor med Nigerias litterære forkæmper Chinua Achiebe, så egner fortællingen sig ”for en, hvis primære kærlighed er litteratur og ikke religion, filosofi eller lingvistik”. Og hvad er litteraturen, hvis ikke det er alt det ægte: alt det som er virkelig ægte, ved det at være menneske?