Anmeldelse af David Wallace-Wells: Den ubeboelige klode. En historie om vores fremtid, udgivet på Forlaget Klim d. 1. november 2019, oversat af Steffen Rayburn-Maarup  

Anmeldt af Kristine Kold Vestergaard Strandsby  

Foto: Kristine Kold Vestergaard Strandsby  

Klimakrisen har sneget sig ind i næsten alle aspekter af vores hverdag. På daglig basis konfronteres vi med dystre prognoser, der forudsiger et stigende havniveauflere naturkatastrofer og massedød. Det kan til tider være svært at finde hoved og hale i en verden, som forandres hurtigere end nogensinde før. Men det er netop det, David Wallace-Wells forsøger Den ubeboelige klode 

”Det er værre, langt værre, end du tror.” Sådan indleder David Wallace-Wells sin bog Den ubeboelige klode. En historie om vores fremtid, som siden udgivelsen på engelsk tilbage i februar 2019 efterhånden har etableret sig som et klimakritisk manifest.  

Den indledende sætning er toneangivende for bogen, som kort fortalt er en analyse af, hvorfor vi alle løsningerne til trods, vælger vores egen undergang. Baseret på det data, vi allerede er i besiddelse af, og interview med de forskere, der ved mest, tegner Wallace-Wells et billede af, hvad det faktisk vil betyde for vores klode, vores civilisation og vores fremtid, hvis temperaturerne fortsætter med at sige. Og det ser mildest talt ikke opløftende ud.  

Det ser sort ud 

Wallace-Wells’ gennemgående kritik er, at du og jeg og alle andre er gået ind i vor tids største krise med lukkede øjne. Vi har ignoreret alle advarslerne fra klimaforskerne, som gentagne gange har råbt op om deres foruroligende fund, men tilsyneladende for døve øren 

Selv i Hollywood ved man, at alle katastrofefortællinger kickstartes af netop sådan et scenarie. At politikerne og befolkningen ikke lytter til forskerne, før det er for sentWallace-Wells nævner selv film som The Day After Tomorrowder i fiktionens skygge eksperimenterer med forestillingen om en verden ødelagt af klimaforandringerne – en verden uden os. Som Wallace-Wells selv påpeger, er det på sin vis paradoksalt, at så forglemmelig en film er blevet et så mindeværdige symbol på netop dette værste-falds-mareridt, som han undersøger i tolv kapitler med mørke titler som ”Varmedød”, ”Døende have”, ”Kvælende luft” og ”Økonomisk sammenbrud”.  

Her beskriver Wallace-Wells detaljeret en klode lammet dagligt af orkaner og monsuner. Fænomener, som vi førhen kendte som ”naturkatastrofer”, men som vi snart blot vil betragte som ”dårligt vejr”. Han beskriver, hvordan millionbyer og handelscentre vil blive oversvømmet af vand. Skovbrande vil æde sig igennem verdens lunger. Infrastruktur som el og rindende vand vil pludselig være en luksus for de få. Verden vil mangle mad. Krige vil uundgåeligt bryde ud. Konsekvensen er millioner af mennesker på flugt, fordi planeten ikke længere kan være hjem for nogen. 

Er der virkelig ikke håb for fremtiden?  

Samtlige af bogens kapitler indeholder retfærdigvis rædsler nok til at udløse panikanfald i selv de mest optimistiske af dem, der tænker over klimaforandringerne. Det er barsk læsning, og ”hvis du er nået hertil, er du en modig læser,” bekender Wallace-Wells selv blot halvvejs inde i bogen.  

Overordnet set fornemmer man dog en tydelig investering i netop litteraturen som en mulig måde at forestille sig og bearbejde den allestedsnærværende klimaproblematik på. I et litteraturteoretisk perspektiv retter denne investering sig generelt imod to væsentlige potentialer: et kritisk og et utopisk. Det kritiske potentiale beror på, at menneskeheden står på en tærskel, og ved at flytte handlingen frem i tid kan litteraturen således sætte fokus på, hvad der sker, hvis vi fortsætter  samme destruktive kurs. Det utopiske potentiale er ideen om, at litteraturen kan opfinde eller anvise nye leveformer og måske skubbe os i retningen af en mere bæredygtig eksistens.  

Jeg forholder mig generelt skeptisk til en litteratur som Den ubeboelige klode, som så entydigt vægter det kritiske potentiale frem for det utopiske. Det betyder ikke, at Wallace-Wells ikke er skarp i sin formidling af klimaproblematikken og langt hen ad vejen har ret i sin kritik. For det har han uden tvivlMen det har den overordnede ærgerlige effekt, at man som læser efterlades forarget, men handlingslammet. Vred, men opgivende