Reportage fra samtale om Marie Curie – Et lys i mørket med Frances Andreasen Østerfelt og Anja C. Andersen, interviewet af Johan Olsen på Bella Scenen på Bogforum, søndag d. 28. oktober

Af Mia Nikander

Fotograf: Mia Nikander

Hvordan kan man bedst fortælle livshistorien for en af de største kvinder inden for videnskaben, Marie Curie, og hvorfor er det relevant at fortælle denne historie den dag i dag? Skaberne af Marie Curie – Et lys i mørket, Frances Andreasen Østerfelt og Anja C. Andersen satte sig med Johan Olsen for at tale om Curies liv, hendes forhold til manden Pierre og kvinder i videnskabens verden.

Når man taler om kvinder inden for fysik og kemi, er det sjældent, at man støder på en person, der ikke som minimum kender til Marie Curie. Sådan er det, når man er et af de få mennesker i verdenshistorien, som kan bryste sig af at have vundet to Nobelpriser. Måske netop grundet denne velkendthed er man i dag nødt til at benytte sig af lidt uortodokse måder at skildre hendes liv og ære hendes minde på.

Frances Andreasen Østerfelt og Anja C. Andersen har i hvert fald bestemt sig at gå tegneseriens vej – med hjælp fra illustratoren Anna Blaszczyk – af hvilken grund de på sidstedagen af Bogforum befandt sig på Bella Scenen med Johan Olsen for at tale om den polske pionær inden for videnskaben.

Som noget af det første spørger Olsen de to forfattere om, hvad Curie står for, og både Østerfelt og Andersen er enige om, at hun er beviset for, at alt kan lade sig gøre. De udfordringer hun mødte på sin vej – nervøst sammenbrud, husbondens død og så videre – var ikke nok til at holde hende fra at opnå de videnskabelige gennembrud, hun er kendt for den dag i dag.

Men at Curie havde så stor succes med sin forskning, er både en fordel og ulempe for nutidens videnskabskvinder, fordi hun bruges som bevis på, at kvinder godt kan blive anerkendte videnskabsfolk. Men som Andersen påpeger, kan det ikke være rigtigt, at kvinder skal vinde to Nobelpriser for at blive anerkendt i samme grad som deres mandlige kollegaer. Så selvom hun er et forbillede for mange kvinder, kan man også risikere at hendes berømmelse og virke bliver brugt mod kvinder.

Denne kønskritiske og -politiske tilgang til Curie er da også noget, de to forfattere så vidt som muligt har forsøgt at inkorporere i den grafiske roman, da de selv som kvindelige videnskabsfolk ikke har kunnet undgå at deres køn har haft en indflydelse på deres oplevelser inden for deres respektive felter. Og netop derfor bliver samtalen også gennemsyret af det, såsom når der langes ud efter det nedsættende udtryk “12-talspiger”. Andersen er af den holdning, at det er en måde at kaste skylden for, at drenge klarer sig dårligt i skolen over på pigerne i stedet for at forlange af drengene, at de gør en indsats. Hun påpeger desuden, at hvis det havde været omvendt, så ville det blot blive betragtet som status quo, og der ville ikke være debat om at reformere skolesystemet for bedre at tilpasse pigerne.

Jeg fandt mig selv fuldstændig opslugt af diskussionen om dette, og som minutterne går, bliver jeg mere og mere overbevist om, at jeg skal have fingrene i denne tegneserie. Ikke kun på grund af min i forvejen store entusiasme for grafiske romaner, men også på grund af disse passionerede videnskabskvinder. I deres ord denne søndag skinner deres ønske om at sprede Curies livshistorie og deres indsats for at give kvinder mere plads og anerkendelse igennem. Her er der ikke kun tale om videnskabens felt, men også inden for kunsten, hvilket man oplever med de rosende ord de sender i retning af Blaszczyk for hendes illustrationer, som ifølge dem kunne fortælle historien lige så godt uden teksten. Denne støtte og beundring er dybt inspirerende.

Jeg bliver derfor glædeligt overrasket, da jeg ender med at vinde et signeret eksemplar af Marie Curie – Et lys i mørket, og de glimt jeg har fået af indholdet indtil videre, gør mig meget spændt på at kunne sætte mig ned og fordybe mig i illustrationerne, i Østerfelts og Andersens fortælling og ikke mindst i den fantastiske Madame Curies liv.