Anbefaling af Andrew Taylor: Den tavse dreng, udgivet på Forlaget Klim d. 30. august 2018, oversat af Hans-Jørgen Birkmose.

Anbefalet af Ditte Plauborg Larsen

Foto: Forlaget Klim

Andrew Taylor har skabt en historisk kriminalroman, der bringer noget helt nyt på bordet: at vise barnets bevidsthed. Charles er blevet stum følgende hans mors mord under den franske revolution i Paris og fragtes i sikkerhed til England, hvor han står overfor lige så stor fare, total ensomhed, og nye fjender. Edward Savill, ægtemand til Charles’ mor, sendes af Charles’ onkel Rampton til Charnwood for at hente drengen hjem til sin engelske familie fra hans franske beskyttere, der er flygtet fra kaosset i Paris. Men på Charnwood eskalerer omstændighederne, og Charles og Savill står overfor en enorm opgave: at finde hinanden, trods stumhed og et fremmed land.

Du holder din mund. Ikke et ord til nogen. Uanset hvad du ser. Uanset hvad du hører. Forstår du det? Du holder din mund. I al evighed.

Knik-knak. Som at knække en valnød.”

Således starter Andrew Taylors roman, Den tavse dreng, med samme sætning som Charles’ PTSD starter. Han har set sin mor blive dræbt under optøjerne ved den franske revolution, og er nu stum, på trods af at dem, der har kendt ham, står ved at hans intellekt bestemt aldrig har fejlet noget.

Charles’ mor, Augusta, forlod over 10 år forinden Edward Savill, der siden har taget sig af deres datter, Elizabeth. Augusta har haft en række elskere, og Charles’ faderskab står derfor hen i uvished, men en ting er sikker: Charles er ikke Savills søn.

Synsvinkler skaber nye græsgange

Synsvinklen skifter mellem den stumme Charles og Savill, der kæmper for at få drengen med sig, trods hans personlige kvaler over at være hanrej. Greven, Count de Quillon, der påstår at være Charles’ far, Monsieur Fournier, og den tyske Dr. Gohlis, har lejet sig ind på det engang rige, nu ganske forfaldne Charnwood, og forsøger selv at beholde Charles, trods Savills officielle papirer, der ultimativt giver ham lov til at tage Charles med magt om nødvendigt. Da Charles forsvinder, indledes en kamp mod tiden, for alt tyder på, at den, der har kidnappet Charles, står bag mordet på hans mor.

Taylor giver et fantastisk blik ind i hovedet på Charles, der ved, at hans overlevelse afhænger af at han ikke siger et ord – herunder inkluderet skrift og enhver form for gestikulation. Når læseren følger Charles, er det det oprørte barnesind, der er i fokus. Charles drømmer og fantaserer sig til lege og den frihed, som han ikke har i den virkelige verden, og skaber sig en ven, Louis, af Dr. Gohlis’ écorché, der støbes af døde drenge for at få indblik i den menneskelige anatomi, som Gohlis fortæller Charles om, i et forsøg på at chokere Charles ud af stumhed.

”’Forældrene tager pengene og drikker sig sanseløse i den nærmeste knejpe,’ fortsætter lægen. ’Og en videnskabsmand tager drengen.’ Han rækker en forbavsende lang arm ud og griber Louis om højre håndled. ’Den døde dreng. Videnskabsmanden overlader drengen til en anden, som kan kunsten at flå huden af en krop.’”

Men fremfor at chokeres over støbningen af en afdød, hudløs dreng, finder Charles sin nye legekammerat, den eneste, han kan tale til, for han kan tale med Louis oppe i hovedet. Nu er han ikke alene på det faldefærdige, ensomme Charnwood længere, og han har endelig en, han kan fortælle ting til. Men lige så meget som Louis for en tid er en trøst, bliver han også Charles’ største skuffelse.

Samtidig kæmper Savill med greven om, hvem der har retten til Charles, og udsættes for et tandindgreb af Gohlis, der sender ham ud i febertåger, under hvilke han hører nogen gå igennem de papirer, han har med sig. Her begynder især hans og læserens mistænksomhed over franskmændenes ærlighed at vokse. Hvilke længder vil greven gå til for at beholde drengen, der muligvis er hans søn?

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Huset Charnwood er gammelt, slidt og forfaldent, og ligger 3-4 dages ridt fra London. Charles får et gammelt tyendekammer som soveværelse, hvor der udenfor står et stort træ, der om natten kradser på vinduet og laver uhyggelige lyde. Charles er bange for, at træet prøver at komme ind til ham, og sikrer hver aften sit vindue mod indtrængning, og ligger i sin seng og lytter, og frygter at høre lyden knik-knak, der minder om valnødder der knækkes.

I haven er der et bassin, hvori der står en statue af Neptun, som har mistet sin trefork. Charles svinger mellem at være bange for Neptun (og glad for at han ikke har sin trefork), og ønske at Neptun ville blive levende, så han kunne beskytte Charles mod en tyendedreng, der er efter ham, og næsten drukner ham i bassinet.

Det er i høj grad elementer som disse, der sætter stemningen for romanen. Charles, der i slidt og beskidt tøj render rundt i et endnu mere slidt og forfaldent hus, afgiver fornemmelsen af både Charles’ ensomhed, og den håbløshed, der synes at ligge omkring den forældreløse dreng, der ikke kan finde trygheden. Ligeledes trækkes læseren ind i den næsten thriller-lignende stemning når man får den unge drengs frygt helt ind på livet. Frygten for knik-knak lyden er gennemgående, og som læser er man lige så opmærksom på den truende lyd, som Charles er, for man kan ikke undgå at udvikle en stærk beskyttertrang overfor drengen, der virker så fortabt og så godt som helt alene i verden.

Andrew Taylor har her skrevet et mesterværk af en historisk kriminalroman, der emmer af spænding, frygt, og det der lille touch af håb om en bedre fremtid midt i alt det hæslige. Savills bevidsthed er skarp, årvågen og interessant at følge; Taylor formår at balancere mellem Savills egne usikkerheder, og de ting, han er sikker på, uden at fremstå forklarende.  Denne klare bevidsthed, som arbejder totalt på et realplan, er den perfekte kontrast til Charles’ PTSD-ramte barnebevidsthed, der i højere grad er fokuseret på basal overlevelse og et konstant ønske om tryghed. Er du til spænding, historisk fiktion, krimi, eller vil du bare prøve noget nyt med wow-faktor, så er Den tavse dreng en sikker vinder.