Anmeldelse af Martin Kongstad: Casper, udgivet på Politikens forlag d. 8. oktober 2020

Anmeldt af Arvid Kühne

Foto: Arvid Kühne

Kan man blive venner med Casper? Dette var den originale titel på den nye biografi om Casper Christensen, men hen ad vejen gik det op for Kongstad, at spørgsmålet var for banalt, og at han alligevel ikke kom frem til et svar på det. Søger man en traditionel biografi der dokumenterer hele Caspers liv på en lineær facon, vil man blive slemt skuffet. Den er skrevet af en mand der hader biografier, og styrken ved den tilgang vil for nogen være dens svaghed.

En biografi om Casper Christensen havde næppe vakt min interesse, hvis ikke det var fordi den var skrevet af Martin Kongstad. Hans mildest talt chokerende litterære debut, Han danser på sin søns grav, står stadig så stærkt i mit hoved, at jeg blev nødt til at give denne biografi en chance. Heldigvis er det i lige så stor grad Kongstads bog, som det er Caspers. Kongstad forsøger gennem bogen at blive klog på, hvem Casper egentlig er, og det er mildest talt et udfordrende projekt. Bogen dokumenterer de mange positive sider af Casper, men efter Caspers eget ønske dykker den også i den grad ned i de mørke sider af hans liv og person. Casper er et ganske frustrerende menneske at følge, for han kan på samme tid virke intelligent men også utrolig narcissistisk og indbildsk.

At skrive om at skrive

Bogens tilgang til biografigenren er at skrive om selve processen med at skrive en biografi, og bogen minder mere om et meget langt interview. Som Kongstad lod mig fortælle i et interview, hed det greb ”new journalism”; Kongstad placerer sig selv i biografien, og er fortalt fra hans synspunkt, og hans tanker om processen. Der er ingen kapitler i bogen, ingen slavisk gennemgang af Casper fra barn til voksen. Og dog er der alligevel en skjult rød tråd, der følger Caspers liv i en logisk rækkefølge. Man lægger bare ikke mærke til det fordi Kongstad springer så meget frem og tilbage i tiden. Han laver også en masse sidespring, der slet ikke handler om Casper, men det er især her, Kongstad flexer sine litterære muskler: 

”Man solidariserede sig med arbejderklassen i min opvækst, støttede allehånde strejker og gik i murerskjorter og Kansasjakke, skønt man underviste psykologi på universitetet. At man samtidig foragtede arbejderklassens kultur, blev forklaret med, at den var fordummende og havde til formål at dulme masserne og forhindre den bevidstgørelse, som uundgåeligt ville føre til revolution.”

Der er mange andre eksempler på disse sidespring, men Kongstad får dem viklet naturligt ind i fortællingen. På den måde oplevede jeg bogen som en ganske naturlig forlængelse af Kongstads forfatterskab. Er man ikke bekendt med hans forfatterskab og læser bogen på grund af dens emne, tror jeg derfor, der er mange, der vil synes biografien er utroligt frustrerende. Både på grund af de mange svinkeærinder, men også fordi den nægter at ”mætte” læseren, forstået på den måde at den hele tiden giver smagsprøver på aspekter af Caspers liv, som man har lyst til at læse mere om, for derefter med det samme springe videre til noget helt andet. Jeg følte også selv den frustration til tider, når interviews med personer, der både var interessante og havde interessante ting at sige om Casper, kun blev skænket to-tre siders tekst. Overordnet set synes jeg, det var en rigtig interessant måde at tackle biografien på, men jeg ville alligevel ønske, at Kongstads modstriden mod genren ikke gik ud over de interviews han udførte. 

Hvem er Casper egentlig?

Overraskende nok er det mest interessante segment i bogen ikke engang skrevet af Kongstad, men af Casper. Læseren får nemlig adgang til Caspers dagbog. Dagbogen dokumenterer Caspers tur til Thailand efter at han var gået mentalt ned: 

”En bekendt fortalte, at han kunne fornemme at Iben var et træ for mig, som jeg kunne gribe om, når verden faldt sammen. Han mente det godt, men ordene irriterede mig alligevel. Skulle det betyde at jeg ikke kunne klare mig uden hende? Vi søger tryghed, det gør alle, men når man først har opnået det, kan det være noget af det mest klaustrofobiske”

Bogen kom under huden på mig et par gange, såsom Caspers konfrontation med ekskæresten Lotte og tidspunktet hvor Kongstad taler med Caspers søn, men ultimativt ender med at udelade selve interviewet fra biografien, fordi det var for voldsomt for Casper. Men dagbogen var nok dér, jeg følte mest sympati for ham, for han skriver virkelig godt og hudløst ærligt. Men vigtigst var det tidspunkt, hvor jeg som læser følte, man kom allernærmest Casper. Man kan ikke lade være med at håbe på en bog fra ham selv en dag.