Essay om litteratur som oplevelse med udgangspunkt i ”Synd, sygdom og skønlitteratur” arrangeret af Folkeuniversitetet d. 2. marts 2018
Af Imone Dahl
Fotograf: Imone Dahl
Jeg oplever ikke længere, at litteratur er forbeholdt støvede biblioteker og mennesker med en forkærlighed for tweed. Litteraturen har længe været for læsehestene, men den er nu gået over lænestolens bredder og er at finde ude i virkeligheden – du hørte rigtigt: i virkeligheden. Det er nemlig blevet populært som aldrig før at træde ud i det offentlige rum for at møde litteraturen. Dette bevidner mit instagram-feed også om i stor stil – nu er billederne af bøger ikke længere akkompagneret af vamsede tæpper og glohede tekopper med skåle fyldt til randen af mørk chokolade på 72% – i stedet er det overfyldte lokaler fyldt med stolesæder besat af ivrige læsere, der skal have et glimt og en signering af deres store idol: forfatteren. Litteraturen har gennemgået en transformation fra at være noget, som primært eksisterede i det private rum, til at det nu i stor stil er det offentlige rum, som er den primære scene. Nu er det således ikke længere den hjemlige hygge, der er tilbehøret til litteraturen, men i stedet det offentlige kulturliv med et nyt tilbehør af flydende kost bestående af vin, øl og drinks. Litteraturen har ændret karakter og appellerer nu til den ivrige kulturbruger, der søger oplevelser, performances og underholdning.
Forført af Facebook og Instagram
Jeg er selv blevet en stor tilhænger af det nye koncept ”litteratur som oplevelse” og bliver derfor straks forført af Facebook- og Instragramopslag om møder med forfattere, men også om forskere, der formidler deres viden, samt fine ordspil med litteratur og noget til ganen, som ”vin og vinterdigte” eller ”poesi og pilsner”. Kan alle delene kombineres, er jeg solgt. For et stykke tid siden var jeg eksempelvis til et arrangement med overskriften ”Synd, sygdom og skønlitteratur” arrangeret af Folkeuniversitetet i forbindelse med deres vidensfestival ”La Belle Époque”. På arrangementets begivenhed på Facebook blev konceptet solgt gennem udsædvanlige buzzwords som ”homoseksualitet”, ”fetichisme” og ”sadomasochisme”, der alle var lægelige diagnoser, som kom til i slutningen af attenhundredetallet. I løbet af aftenen ville vi blive underholdt af en sexologiprofessor, en litteraturlektor og en forfatterinde, og sidst, men ikke mindst, ville der blive serveret en dekadent sjus i pausen, som var man på et af de sjuskede beværtninger tilbage i La Belle Époque. Hele treenigheden var at finde til arrangementet, så de sølle firs kroner var uden tvivl givet godt ud for entré. Jeg tog derfor min kæreste under armen en kold fredag aften, for at vi skulle få en rigtig litterær oplevelse.
Dekadence, sjusser og homolig
Under aftenen i selskab med ”La Belle Époque” var jeg ikke vidne til en klassisk forelæsningsopsætning i et auditorium, men nærmere et forsøg på at udnytte rummets potentiale til at understøtte indholdet fra foredragsholderne. Arrangementet blev afholdt i Caféen i Studenterhuset i Aarhus, der er et lettere aflangt rum med murstensvægge, og hvor belysningen denne aften bestod af røde lamper, hvilket skabte en dekadent stemning. Før arrangementet for alvor gik i gang, rådede sexologiprofessor og konferenciers Christian Graugaard med humor i stemmen os tilskuere til at købe noget at drikke oppe i baren, så foredraget ikke blev alt for kedeligt. Han optrådte med ren komik fra start, hvor han tog entertainerrollen på sig, og der blev grint og smilet i de introducerende minutter, før han tog fat på det, vi egentlig var der for at høre: seksualvidenskaben og dens indvirkning på litteraturen og omvendt. Med en fuldvoksen IPA i hånden gik aftenens program i gang, og alle tilskuerne havde blikket rettet mod scenen, der var oplyst i et blødt og rødligt skær.
Hele stemningen var meget uformel, både med det dunkle lys med alkohol på bordene, men også på grund af stemningen oppe på scenen. Værtshusformatet formåede derfor også at spille ind på selve formidlingen af indholdet, fordi det ikke var en klassisk forelæsning, men mere som at lytte til en bekendt, der havde en god historie og pointe, som vi tilhørere skulle overbevises om. Denne stemning fortsatte, da litteraturprofessor Dag Heede indtog scenen. Han lancerede, at det i aften ville handle om ”homolig”, altså lig af homoseksuelle. Det var en noget kontroversiel udmelding, men vi accepterede den uden protester, for det virkede passende at diskutere i den dekadente stemning, som Caféen emmede af. Heede inddragede scener fra Herman Bangs Håbløse slægter, men også scener fra mange værker, som var ukendt for os tilhørere. Under arrangementet var der altså ikke en forventning om, at publikum kendte til stoffet, hvorfor det måske især var væsentligt, at denne vidensdeling blev præsenteret på en underholdende måde. Arrangementet var dermed en inspirationskilde til, hvordan man også kan omgås litteratur, hvis man ønsker et alternativ til bogen hjemme på natbordet. Frem for den klassiske ind-i-dig-selv-læsning, så indtog litteraturen udelukkende en oral form til arrangementet. Udover forskerne, der gav analyser, så blev nogle passager læst velartikuleret op, alt imens tilskueren kun skulle lytte og koordinere dette med øldrikning.
Med pausen kom også de dekadente sjusser. Én af arrangørerne fra Folkeuniversitetet præsenterede hurtigt sjussen, der var bestående af absint, lemon juice og sukkersirup. I baggrunden spillede der svag, ubestemmelig musik, som underbyggede hele aftenens tema om skyggesiden af samfundet. Aftenen handlede nemlig ikke blot om vidensdeling, men om at skabe en oplevelse af, at tilskueren var tilbage i La Belle Époque. Gennem erfaring ved jeg, at læring sætter sig bedre fast, hvis man har noget at hænge den op på, men er det også tilfældet, når det handler om alkohol og litteratur? Eller er det i virkeligheden bare et billigt trick for at få folk til at købe billetter? Folkeuniversitetet havde hvert fald valgt at bruge rammerne til at skabe et andet rum for vidensdelingen. En ændring i rum og formidling kan da også have en positiv indvirkning på det faglige, for dermed kan tilskuerne koble læringen til den store oplevelse. Men på den anden side kan det også være en form for manipulation, for pludselig bliver hele det faglige udgangspunkt også vurderet ud fra tilskuerens helhedsoplevelse. Her spiller både sjusser, rødt lys og mørke kroge ind, for tingene i kulissen er med til at skabe en stemning, der smitter af på det faglige. Hele vidensdelingen bliver derfor til et sådant arrangement pakket en smule ind i ”wauw-faktorer”, der kan gør det sværere at forholde sig kritisk til indholdet. Til sammenligning er den anden pol en fuldt oplyst foredragssal med en powerpoint, der kører med uendelige slides – her står kritikkerne på spring, for da står alt det faglige til fuldt skue og må tale for sig selv i det lidt uopfindsomme format.
Er det skidt at ”spice” litteraturen lidt op?
Hvis det er manipulation, at man som arrangør sørger for nogle nye rammer til et arrangement, er det så en skidt ting, at man prøver at skabe nye former for vidensdeling? Hvis det, der bliver sagt, ikke er forkert, så kan jeg ikke se, at der er noget galt i at ens pointe bliver bakket op af hele opsætningen i kulissen – om det så er gennem drikkevarer, lys eller noget godt til ganen. Den moderne litteraturbruger vil underholdes, og derfor er det ikke så mærkeligt, at kulturarrangører laver mindeværdige oplevelser, der tilgodeser deres brugere. Her kan man også benytte sig af fageksperter, der kan give en anderledes indgangsvinkel til et givent emne, fordi de netop påpeger mønstre og sammenhænge, som den enkelte læser nok ikke ville have set hjemme i stuen.
Litteratur med en sjus i hånden er altså kommet for at blive. De nye oplevelsesarrangementer åbner op for et bredere publikum og viser, at litteratur er for alle. Den gode, gamle læsning, der foregår i hjemmet under tæppet, er bestemt ikke uddød, og jeg tænker, at de to former for litteraturmøder ikke skal ses som konkurrerende størrelser. I stedet foreslår jeg, at oplevelseslitteraturen kan ses som en forsmag på, hvad man har i vente til læseoplevelsen derhjemme. Oplevelsen kan give en vej ind i litteraturen, og efterfølgende kan du selv nyde den hjemme i privaten – eventuelt med din egen sjus i hånden for at skabe en mindeværdig oplevelse.
Leave a Reply