Anbefaling af Peter Højrup: Til Stranden, udgivet på Gyldendal d. 29. august 2017.

Anbefalet af Ninna Grethe Schrøder

Foto: Ninna Grethe Schrøder

Peter Højrup formår at skrive om både de mest dramatiske hændelser og de ordinære omgivelser, uden at nogen af tingene bliver for prosaiske. I denne roman fylder karakterernes indre følelsesliv mere end de ydre omgivelser, men begge dele kommer til sin ret igennem sanselige metaforer, der svæver rundt som ildfluer ved en lanterne.

”The lighthouse became immovable, and the line of the distant shore became fixed […]” skriver Virginia Woolf i sit mesterværk Til Fyret (original: To The Lighthouse) fra 1927. Den psykologisk realistiske roman var Woolfs gennembrud med fortællemetoden ”stream of consciousness”, som beskriver begivenhedernes gang igennem det flow, som skabes i karakterernes sind. Jeg er selv stor fan af Woolfs roman og Til Stranden er en pendant hertil. Det ses blandt andet ved at Højrup arbejder med enormt tunge emner inden for flygtningekrisen i EU fra 2015, og hvordan krisen bliver fremstillet igennem karakterernes sind. Disse tunge emner, som omhandler et druknet barn og menneskerettigheder, bliver blandet med mere hverdagslige udfordringer og det minder meget om Woolfs skrivestil. Da en af hovedpersonerne i Til Stranden ved navn Hermann, forsøger at komme tættere på sin distancerede hustru Linn, beslutter han sig for at tage hende med på en gåtur til fyret:

”Hvor skal vi gå hen, siger Hermann, til fyret, vil du til fyret og se solnedgang, eller vil du til nordstranden, vi kan se den fra nordstranden, vi kan sidde i klitterne, mens den går ned, og himlen rødmer. Lad os gå nu, du og jeg, nu hvor himlen er en rød postej, men Linn tager ikke krogen denne gang. Jeg har taget vin med, siger han og åbner skuldertasken, og glas, den er kold, det er rosé, vinen, der rødmer ligesom solen, ligesom min viv, siger han og prøver at smyge armen om livet på Linn igen.”
 

 Fyret som et uopnåeligt symbol

For Hermann er fyret deres ægteskabelige redning. Der ligger en forhåbning i hans tilbud om deres udflugt til fyret, hvor de forhåbentlig kan blive forelsket igen, efter et par glas vin. Fyret bliver i Højrups værk en lysende destination for Hermann, og ligeledes for de flygtninge som kommer sejlende i små både på det nådesløse hav. Fyret har i mange forskellige fortolkninger af Woolfs værk stået som det uopnåelige symbol på det, som man allerhelst vil nå hen til, og da det endelig lykkedes at komme frem, er det ikke som man forventede. Ligeledes henviser Højrups roman til Woolfs mesterværk ved at understrege, at den lysende destination aldrig bliver helt som man forestiller sig:

”Hermann sætter tempoet op, kom, siger han, men Linn gider ikke skynde sig efter en solnedgang, det giver ikke mening, synes hun, og desuden er der også alt for mange mennesker ved fyret […]”

Det tyrkiske par

Der er for mange mennesker ved fyret og romantikken bliver ikke lig den ide, som Hermann drømmende havde forestillet sig. Ligeledes bliver idyllen brudt da en anden af hovedpersonerne ved navn Ib får øje på et tyrkisk par på stranden da han vil solbade. De ligner til forveksling de bådflygtninge, som enten er omkommet ved eller har gennemgået den forfærdelige rejse over havet. En masse spørgsmål, som i bund og grund er selvcentrerede, rejser sig i Ib’s sind:

”Hvordan mon det er for sådan et par at se billedet af det druknede barn, der lige så godt kunne være deres eget. Hvorfor gør de ikke noget, tænker Ib, hvorfor bader de og morer sig, når folk drukner i det samme vand. Spørgsmålet om, hvorfor han ikke selv gør noget, forsøger han at udskyde at svare på ved at betale et betragteligt beløb til en nødhjælpsorganisation […]”

En spejling af egne følelser

Så snart tanken om de druknede flygtninge bliver for anmassende, forkaster Ib den og sætter lid til det beløb han sender afsted hvert kvartal til nødhjælpsorganisationen. Den måde at forklare en opfattelse af andres lidelser på og altid tænke sig selv ind i den ligning, viser at Højrup spejler mange af sine læseres følelser og tanker igennem denne ”stream of consciousness”. Man bliver bevidst om sin egen kynisme, og jeg nikkede genkendende til følelsen af, at være mere bevidst om min egen dårlige samvittighed, end den egentlige problematik. Højrup formår at kalde os privilegerede, vestlige feriegæster ud, og sætte en finger på præcis de tanker som vi gør os om de humanitære problemer der foregår rundt om os. Udover at være en pendant til Woolfs banebrydende roman, rummer Til Stranden mange poetiske beskrivelser og den leger med form og skrivestil. Jeg ville gerne skrive min egen lille roman om, hvor mange rørende litterære blomster denne roman indeholder, men for nu bliver det en kæmpe anbefaling herfra.