Et barns naturlige behov for anerkendelse

Anmeldelse af Stine Askov: Katalog over katastrofer, udgivet på Gyldendal d. 13. maj 2020

Anmeldt af Rikke Bliksted

Foto: Rikke Bliksted

Katalog over katastrofer er en gribende fortælling om den femtenårige Helle. Hendes forældre er skilt, og hun bor derfor ved faren Bengt. Moren ser kun Helle en gang imellem, da hun er optaget af sit job som stewardesse og sin nyeste kærlighed, Mogens. Livet hos Bengt er anderledes. Helle står nemlig op tidligt hver morgen for at træne, så hun bliver i stand til at modstå eventuelle katastrofer såsom atombomber og brand. Som det barn Helle stadigvæk er, stoler hun på sin fars ord, og hun stiller derfor ingen spørgsmålstegn ved hans regler. Romanen er et billede på, hvor meget forældres anderkendelse betyder for et barn, samt hvor langt barnet er villigt til at gå for at få den.

Helle er alene med sine problemer, og selvom hun tilbringer meget af sin vågne tid med Bengt, oplever hun et svigt. Han forstår sig ikke på Helles problemer i skolen, med vennen Tommy eller puberteten. I håbet om at komme svigtet til livs forsøger Helle at efterleve Bengts ord så godt som muligt. Det er dog en udfordring, da Bengt ikke er ligesom andre forældre. Han lever nemlig i en konstant frygt for katastrofer, og det smitter af på hende. Bengts frygt kommer til udtryk i Helles barske opdragelse, hvormed hun hårdt og kontant lærer samtlige overlevelsesstrategier.

Dog er der flere steder i romanen, hvor man som læser kan fornemme, at Bengts handlinger bunder i omsorg. Set ud fra hans synspunkt ønsker han blot det bedste for Helle, og det bedste er i Bengts øjne, at hun er i stand til at kunne overleve enhver katastrofe, som truer. Men samtidig er denne form for omsorg et billede på, at Bengts virkelighedsfornemmelse er ikkeeksisterende. Helles mor får heldigvis øjnene op, da Bengts overlevelsesstrategier tager overhånd – Helle kommer nemlig hverken i skole eller ud af huset mere. Men selv da Helle fjernes fra Bengt, er det tydeligt, hvor meget han og hans anerkendelse stadigvæk betyder for hende. Hun har levet efter hans overbevisning så længe, og det sætter sine spor i hende, så hun overtager hans frygt.

At finde styrke i mørket

På trods af at Helles liv er hårdt og er præget af svigt og fysisk vold, er hun en survivor. Hun giver ikke op på livet eller jagten på Bengts anerkendelse. Al Bengts træning gør hende hårdhudet og alt, hvad der tæller, er, at Bengt er stolt af hende. Helles hårdkogthed skinner særligt igennem, når man sammenligner hende og vennen Tommy. Og Helle er også selv bevidst om, at hun adskiller sig, at hun besidder en særlig styrke.

”Hvis man ser hende og Tommy ved siden af hinanden, er det ikke til at vide, at de er samme art. De kommer fra to forskellige riger, som dyreriget og planteriget. Han er tegnet med en blød sort pensel, hun er hugget i sten. Han er lille og blød, hun er høj og spids.”

Helle bukker ikke under for ubehag og smerte som andre børn. Hun besidder en hårdhudethed, der gør, at hun kan leve efter Bengts mange regler. Hans mange krav er hårde og forfærdelige, f.eks. træner han hende til at undvige hans slag og kvælertag. Gennem træningen opbygger Helle en evne til at undertrykke sine egne behov og følelser, og det er den evne, som gør, at hun kan opretholde jagten på Bengts uopnåelige anerkendelse. Helles hårdkogthed gør altså, at hun kan overleve og finde styrke i sit ellers dystre liv.

Medlidenhed og beundring

Katalog over katastrofer er en rørende fortælling, der sætter fokus på børns ubetingede kærlighed til deres forældre, men samtidig er romanen også et billede på, hvordan bardommen sætter sine spor i os. Som læser er det tydeligt, at Helle ønsker sin fars anerkendelse – netop fordi, at han er hendes far, og hun elsker ham ubetinget. Men jagten på anerkendelse har sat sine spor i Helle og har dermed betydet, at hun har måttet undertrykke en række af sine egne behov for at glæde Bengt. Romanen viser, hvordan omsorgsvigt kan føles for et barn, samt hvilke problemer det kan skabe senere i livet. Stine Askov skaber en troværdig fortælling om et barn, der både vækker medlidenhed og beundring hos læseren. Helle er et stærkt barn – hun formår trods svære omstændigheder at holde modet oppe, og det er beundringsværdigt, men samtidigt føler man som læser med hende, da et barn ikke burde kæmpe SÅ meget for at få sine forældres opmærksomhed. Trænger du til at føle dig selv, så er Stine Askovs nyeste roman en velskrevet rutsjebanetur gennem hele følelsesregistret.

1 Kommentar

  1. Tak fordi du anmelder en bog om børns ve og vel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2021 Littuna.nu

Tema af Anders NorenOp ↑