Anmeldelse af Dorte Karrebæk: Det var nok det bedste udgivet på Jensen & Dalgaard d. 6. oktober 2020  

Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen 

Foto: Cecilie Bøgh Pedersen

Det var nok det bedste er en smuk og hjerteskærende beretning i billeder om at sige farvel. Dorte Karrebæk fortæller historien om sin døve mor og en barndom i larmende stilhed. Det skrevne ord fylder ikke meget i værket – til gengæld kommer billederne til deres fulde ret, når de fylder siderne med flotte, humoristiske, vemodige og besynderlige indblik i Dorte Karrebæks forhold til sin mor.

Der går mange sider før det første ord dukker op i Det var nok det bedste.Tolv for at være helt præcis. Og det første ord, som dukker op imellem de mange tegninger, er selvfølgelig ”mor”. Dette er ikke historien om Dorte Karrebæks liv. På mange måder er det ikke engang historien om hendes barndom. Det er historien om hendes mor set igennem Karrebæks øjne – både som barn og voksen. Det er historien om, at miste sin mor som en voksen kvinde og skulle finde ud af, hvordan man siger ordentligt farvel. 

Mor og datter 

Det var nok det bedste starter hårdt ud med at vise, hvordan en ældre kvinde dør midt i maden. Derefter følger en række billeder, der viser, hvordan datteren modtager et telefonopkald og stiger på bussen, og selvom der ikke bliver sagt et eneste ord, så er sorgen tydelig i datterens ansigt; i nogle billeder har hun tårer trillende ned af kinderne, og i andre sidder hun og stirrer lige ud i luften med store øjne, der virker både tomme og fortvivlede på én gang. Derefter følger en næsten lydløs beretning om, hvilken kvinde denne mor var. Datteren ser på billeder af moren i et billedalbum og mindes sin egen barndom med en mor, som insisterede på at gå nøgen rundt og altid skrubbede og skurede børnenes ører til det føltes som om, de var ved at falde af. Det meste er fortalt igennem billederne, men nogle af siderne er prydet med historier fra datteren til den døve mor: 

”Hjemme tog du kjolerne af og gik nøgen rundt i stuerne. Hvorfor husker jeg det så klart? Havde du aldrig tøj på?” 

En ærlig beretning

Det er svært helt at fortælle, hvad Det var nok det bedste faktisk handler om. Den er et sidste farvel, et tilbageblik (på en barndom og et helt liv) og en besynderlig kærlighedserklæring fra en datter til hendes døve, afdøde mor. Det gør det bestemt ikke lettere, at værket midtvejs går fra at være en historie fortalt igennem et fotoalbum – til pludselig at involvere den afdøde mor på en parkbænk, en lille engel og et kæmpestort æg. Det er ikke en sukkersød fortælling om en perfekt barndom fra en datter, som elsker sin mor betingningsløst. Det er en mere ærlig beretning, som også giver plads til alt det, som kan være utrolig svært: 

”Jeg tænkte, hvor let det ville være at slå dig ihjel med [kniven] eller prikke til din ryg, så du vendte dig om, og jeg blev svimmel af kvalme. Det var jo bare din døvhed, jeg ville dræbe.”  

Det er tydelig, at der er mere mellem linjerne – eller billederne – end man lige umiddelbart kan læse sig frem til. Men selv uden at forstå alt, hvad der foregår, så er værket stadig utrolig smukt og hjerteskærende. De skrevne ord tilføjer noget, men det er svært at sige præcis hvad, og nogen steder kunne billederne godt have stået mere alene og have fået lads til, at fortælle historien udelukkende på deres egne præmisser. 

Så hvad handler Det var nok det bedste om? Det er en fortælling igennem billeder om en datter, der bearbejder sin sorg over sin afdøde mor og prøver – på sin egen unikke måde – at sige farvel til en mor, som ikke kan høre noget som helst. Den er vemodig og besynderlig og ærlig.