Et fragmenteret puslespil gjort af fuglekvinder og femininitet

Anmeldelse af Dea Sofie Kudsk: fjorden kysten, udgivet af Jensen og Dalgaard den 23. oktober 2018

Anmeldt af Annika Søndergaard-Albinus

Fotograf: Annika Søndergaard-Albinus

Dea Sofie Kudsks fjorden kysten er et perfekt værk til en novemberaftens mørke, da den løsriver sig fra alle forsøg på fasttømring i tid og sted. Derfor er den et pusterum, en aften hvor man kan undslippe novembers grå travlhed og i stedet glide gennem et værk med en ren og elegant stil, og et mystisk puslespil, som måske slet ikke behøver at gå op.

Emma, Adda, Alma. Fortælleren påstår fra begyndelsen, at det skal handle om hendes datter Emma, og datterens tidligere liv som ulykkelige Adda og foranderlige Alma. Men fortælleren er en uudslettelig del af fragmenterne, som værket er opbygget af. På trods af hendes forsøg på at skrive sig selv ud af historien, bliver det alligevel en hybrid mellem hendes egen slægtshistorie og en historie om pigernes liv.

Et uendeligt tæppe på fuglekvindernes væv

I centrum står de fire kvinder, som de vigtigste brikker i puslespillet: fortælleren, datteren, sorgfuglen og hamskifteren. Man kan ikke lade være med at holde af dem og deres mystik, som bliver skabt af et enkelt, men elegant, sprogbrug. Stilen er simpel og ren, hvilket udvisker deres potentielle individualitet; der findes kun sammenhænge og forbindelser mellem kvinderne i Dea Sofie Kudsks værk. Alle er vævet sammen i et stort skæbnetæppe, som gennemsyres af et æggende brug af magisk realisme og symboler. For eksempel præsenteres læseren for fuglekvinderne, som altid synes at være tilstede som venlige furier, der væver skæbner sammen:

”[d]et er ikke alt der bliver forløst nu og her. Nogle gange må man vente. Længe. Liv. Men fuglekvinderne væver mønstre og net til os…”

Fordi fjorden kysten er opbygget af fragmenter af notater, dagbogsfortegnelser og minder, fremkommer den cyklisk. Selvom der i princippet er en begyndelse og ende på romanen, bevarer Kudsk uendeligheden og åbenheden, da der ikke er en gennemløbende kronologi. Dette gør værket til både et puslespil og en fangeleg, hvor historien altid smyger sig udenom alle forsøg på at gribe og fastsætte den i tid og sted. Læseren er inviteret til at leve sig ind i kvindernes skæbner på kryds og tværs af historisk tid og geografi. Ganske som de reinkarnerede kvinder, der også kan genkende sig selv på tværs i kraft af minderne, som synes uhindrede af fysiske og tidsmæssige afstande:

”Bagi sit matematikhæfte har [Emma] skrevet alt det ned hun er kommet i tanke om. Skriften er allerede en øvet skrift. En skrift der har ført dagbog gennem århundreder. En skrift der vil genkende sig selv på tværs af kontinenter og køn og tidsalder.”

Kvindelighed på tværs af tid og rum
Tekstens udvisken af tid og sted gør, at den føles legende. Ofte bliver man overrasket over, at en person hører radio eller ser tv, fordi man ikke forestiller sig, at sådanne forholdsvist tidsbestemmende opfindelser overhovedet ville kunne findes i bogens univers. Dermed er der endnu en brik af puslespillet, som undrer og fornøjer. Om historisk tid spiller en rolle i fjorden kysten, er noget man længe kan fundere over, uden nødvendigvis at komme frem til et svar. Og det er egentlig også underordnet: kvindernes liv løftes op af tidens lomme, og dermed fortælles der måske om en mere universel kvindelighed.

Har man lyst til at træde ind i et værk, hvor oplevelser og begivenheder er spændt ud foran læseren, uden for tiden, er fjorden kysten et eftertænksomt, smukt lille læs, som vil være ideel at læse af blot en eller to omgange. Dea Sofies Kudsks melodiske korte værk tåler nemlig at blive nydt igen og igen. Og der vil altid være endnu en magisk detalje at få øje på.

Udgivet: november 26, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *