Anmeldelse af Diego Marani: Ny finsk grammatik, udgivet på Jensen & Dalgaard i 2013, oversat af Cecilia Jakobsen 

Anmeldt af Hans Peter Madsen 

Foto: Hans Peter Madsen 

I anledning af udgivelsen af Diego Maranis tredje bog i sin tematiske trilogi om lingvistik, Tolken, anmelder vi hele serien. Den første, Ny finsk grammatik, synes umiddelbart at have ingredienserne til mesterlig litteratur: En flygtigt usikker hovedperson, en bittersød kærlighedshistorie og originalt skønne sætninger. Men noget skurrer på frustrerende vis. 

Hvad er den mest frustrerende slags bog at læse? En bog, der er uudholdeligt dårlig? En skuffende bog af en forfatter, man ellers godt kan lide? Eller måske en bog, som man burde kunne lide, men som bare aldrig griber én? For mig hører Diego Maranis Ny finsk grammatik til den sidste kategori. Bogen er fuld af veltænkte elementer, som desværre aldrig går op i en højere enhed. 

Romanen følger en mand, der i 1943 bliver fundet på havnen i Trieste med et sår i baghovedet og hukommelsestab. Han kan ikke huske noget, ikke engang sit sprog. Det eneste, der identificerer ham, er navnet på mærket i hans jakke: Sampo Karjalainen. Tilfældigvis er den læge, der behandler ham, eksileret finne og får ham derfor overtalt til, efter at have lært ham lidt rudimentært finsk, at tage til Finland i håb om at finde sine rødder og sin hukommelse. 

Flagrende karakterer og bittersød kærlighed 

Efter nogle indledende scener i Italien kommer Sampo derfor til Finland, og her tegner han sig i sin erindringsløse ikke-identitet som en klassisk karaktertype, som forfattere som Ivan Turgenjev og Knut Hamsun har vredet mesterværker ud af: Flagrende, usikker, retningsløs. Særligt i forholdet til sygeplejersken Ilma kommer disse karaktertræk til deres ret, men man kommer aldrig rigtigt til at tro på, at Sampo er i sine følelsers vold som en Hamsunsk løjtnant Glahn; den bittersødt berøringsangste kærlighedsaffære mellem Sampo og Ilma bliver aldrig rigtigt rørende, men virker derimod — som store dele af bogen — ret konstrueret. Måske skyldes det, at sproget simpelthen er for pænt. 

Ny finsk grammatik skal nemlig forestille at være denne Sampo Karjalainens nedskrevne erindringer, men mens det er en pointe i bogen, at han aldrig rigtigt får lært finsk, fordi han forbliver fastlåst i det ikke-sproglige, er prosaen formfuldendt skøn på en måde, der nok frembringer adskillige gode sætninger, men aldrig indfanger det hektiske følelsesliv, som Sampo påstås at have. Det frustrerer mig virkelig at ikke kunne begejstres over en roman, der beskriver skuet ud over havet så flot: “[…] himlens og havets glasagtige plader, holdt sammen af horisontlinjen, der lå som en klart aftegnet stribe loddetin.” 

Havhorisonten som loddetin, hvor er det godt og originalt set! Men desværre er det, som om fortællingen går tabt midt i det skønne sprog. Og endnu værre bliver det, når det kammer over i vammelt storladne (og klodset oversatte) sætninger som denne: 

“Erindringen er den tribut af smerte, jeg dagligt betaler hver morgen, når jeg vågner op her i denne verden og accepterer at leve her.”

Eller hvad med denne kliché: 

“Det var mørk nat, både udenfor og inden i mig. Tænderskærende mobiliserede jeg den smule vrede, jeg endnu havde i kroppen, og forbandede ordløst en Gud, som ikke kunne høre mig.”

Et Frankensteins monster med et hjerte af guld 

Det umiddelbart uforenelige mellem den originalt og skønt sete horisont-som-loddetin-metafor og den usædvanligt klodsede “mørk nat, både udenfor og inden i mig”-kliché beskriver egentlig meget godt Ny finsk grammatik som helhed. En flygtig og ubeslutsom hovedperson som Sampo er grundlaget for mange store litterære værker, men her lykkes det aldrig rigtigt at få læseren til at føle det, han føler; som karakter bliver han aldrig rigtigt mere end en påstand. Ligeledes burde det bittersøde forhold til sygeplejersken Ilma virkelig kunne trække tårer ud af læseren, men Ilma synes i sin forenklede forelskelse i for høj grad at være en mandlig forfatters konstruktion — hvilket bliver tydeligt i denne sexistiske beskrivelse: 

“Hun var en ung og spinkel kvinde med et sart udseende, i modsætning til de fleste andre sygeplejersker, der var korpulente og så konede ud.”

OK boomer, fristes man til at sige. På den måde står Ny finsk grammatik som et slags Frankensteins monster, syet sammen af velformede dele, der danner et uheldigt hele. Men Frankensteins monster er jo kun et monster i de fordomsfuldes øjne, idet han på trods af sit ækle ydre har et hjerte af guld, og med de særdeles positive anmeldelser, denne roman har fået i både danske og internationale medier, kan jeg ikke undslippe fornemmelsen af, at det er mig, der er den fordomsfulde høtyvsbærer. Måske skal Ny finsk grammatikhjerte af guld findes i de smittende begejstrede afsnit om det finske sprog, som er det aspekt af romanen, jeg er tættest på udelt glad for. Altså, hvem får ikke lyst til at lære finsk, når man får sproget beskrevet således: 

“Det finske sprog har en vanskelig, men forfinet syntaks: I stedet for at gå ud fra tingenes centrum, lægger den sig rundt om dem og indhyller dem udefra. På den måde har den finske sætning form af en uigennemtrængelig kokon, lukket om sig selv, hvor betydningen langsomt modner, for så pludselig at flyve væk, farvestrålende og ikke til at fange”