Et glemt mesterværk – den perfekte bog?

Anmeldelse af Stoner af John Williams, Lindhardt & Ringhof, udkommet 28. april 2014

Anmeldt af Stine Liberty Svenningsen

Foto: Bogens omslag / lindhardtogringhof.dk

Det er ikke så lidt at udtale om en bog, at den er ”den bedste bog, du aldrig har læst.” (Carsten Andersen, Politiken). Men sådan er det blevet sagt om Stoner, som er skrevet af den afdøde John Williams – i 1965. For bogen er langtfra en nyudgivelse, men har i dag fået en renæssance og er blevet hyldet som ”den perfekte bog” (The New York Times). 

Handlingen kredser om William Stoners liv fra hans ungdom i slutningen af det 19. århundrede på sine forældres gård i Missouri til hans død i slutningen af 1950’erne. I løbet af disse mange årtier skildres livets store milepæle: forelskelse, ægteskab og rollen som forælder, men især også Stoners lange virke som engelskunderviser på et universitet i Columbia. Sideløbende med denne livshistorie fortælles den store historie om overgangen fra land til by og, fjernt i baggrunden, om de to verdenskrige, der også sætter sine stærke præg på det amerikanske kontinent.

Stoner kaldes ikke ”perfekt”, fordi det er en solstrålehistorie, men fordi den skildrer det stik modsatte: Det er svært at forelske sig i Stoner som karakter, for hans livshistorie fortælles med en så gennemskærende negativitet eller måske snarere ligegyldighed, at det næsten ikke er til at bære. Tingene er, som de er, og som sådan kan de ikke laves om, lyder Stoners ræsonnement. Og det kan være hårdt at udholde. Men Stoner oplever også glimt af lykke; gennem sin kærlighed til sin datter (der dog ikke ligefrem får et lykkeligt liv), men mest af alt gennem sin kærlighed til litteraturen. For det er her, Stoner – både som karakter og som bog – brager igennem som en klar stjerne på nattehimlen: Stoner lever og ånder for litteraturen, og det er svært ikke at blive smittet af hans begejstring for det skrevne ord. Stoners litterære skæbne bliver dog først skrevet, da han næsten tilfældigt overhører et litteraturseminar af en engageret underviser – et seminar, der står i stor kontrast til faderens intention om, at Stoner skal blive landmand for at føre gården videre. Men Stoners vej er belagt med ord og ikke jord, og hurtigt finder han ud af, at tiden flyver, når man bevæger sig i litteraturens fantasifulde univers.

For Stoner er litteraturen nemlig en slags fristed, et rum hvor han kan være alene fra den kvinde, han forelskede sig i, men som sidenhen har udviklet sig til et sandt mareridt med humørsvingninger og psykotiske anfald. Stoner kan intet ændre ved sin livssituation, men kan gennem sin forskning bringe et frisk pust tilbage i sin tilværelse. Litteraturen er således inspiration for Stoner som person og som professor – men også for mig som læser, der i de smukt eksekverede passager om ellers meget svært stof fastholdes, tryllebundet af den intelligens og viden, der strømmer ud.

Stoner er ikke nødvendigvis en bog, man nødvendigvis læser blot for hyggens skyld, men den vinder på sin oplysende og livsbekræftende karakter. Især til slut, da Stoner uundgåeligt som gammel mand må se døden i øjnene, bliver livets sidste timer beskrevet så smukt og indsigtsfuldt, at jeg ikke kunne lade være med at reflektere over mit eget liv og de tab, jeg selv har lidt med to bedstefædre begravet. For her er Stoner – trods sine mørke sider – eminent: Romanen giver læseren værktøjerne til at gå ind i sig selv via hovedpersonen og tænke over, hvordan éns eftermæle kommer til at være, og ikke mindst hvordan man lever sit liv. For Stoner har ikke levet sit fuldt ud, hvilket han både fortryder og anerkender: Sådan var hans natur, og sådan blev hans liv.

Stoner har dermed sine skyggesider, og de livspessimistiske passager kan virke deprimerende, hvilket til tider kan slukke noget af gejsten omkring læserens indlevelse i bogen. Dog bevæger romanen sig absolut på et meget højt niveau, da den er yderst intelligent skrevet og kræver intelligent læsning. Stoner handler om tilværelsen, der trues af livets modgang, hvilket læseren må reflektere over og lære af – men der er også små glimt af lykke, som læseren kan inspireres af og finde glæde i.