Anbefaling af Sharhnush Parsipur: Kvinder uden mænd, udgivet på Gyldendal d. 7. juni 2019. Oversat fra iransk af Nazila Ghavami Kivi.

Anbefalet af Maiken Gadegård Sørensen.

Foto: Maiken Gadegård Sørensen

Sharhnush Parsipurs bog Kvinder uden mænd udkom første gang i romanform i 1989, mens oversættelsen til dansk måtte vente til 2019. På trods af 30 års forsinkelse er romanen særdeles relevant og taler ind i problematikker og temaer, som i den grad også rør sig i samfundet i dag. Også i det danske.

Bogen består af små novellelignende fortællinger, som følger fem meget forskellige kvinder i deres liv både med og uden mænd. Vi får fortalt hver kvindes individuelle skæbne, hvorefter de flettes sammen, da kvinderne mødes i enken Farrokhlaqas magiske have. Her finder de alle for en tid et fristed, bearbejder sorg og lærer om livet i hjertet af kvindeligt fællesskab.

Magisk realisme i en iransk kontekst

Selvom bogen er kort, er den pakket med handling. Parsipur når på sine knap 170 sider omkring både kærlighed, død, voldtægt, sorg, undertrykkelse, frihed og fødsel. Hver kvindes situation fortælles gennem et fletværk af allegorier og magi, som gør at bogens ellers enkle plot får en utrolig dybde. De magiske træk er hentet fra en iransk kontekst og giver en fornemmelse af en anderledes type magisk realisme, end vi kender det fra Sydamerika. Et mennesketræ, en kvinde genfødt af en magisk amulet og en prostitueret som ser alle mænd uden hoveder er bare nogle af de karakterer, som pryder bogens univers. På trods af dette forbliver den dog utrolig skarp og nærværende. Selvom den iranske symbolik, der ligger gemt i romankarakterernes navne og i referencen til natur, kan være svært at få fat i for en dansk læser, fører Nazila Kivi, oversætteren af romanen, os gennem disse lakuner i sit efterord, som på en rigtig fin måde åbner romanens magiske verden endnu mere op.

Kvinder uden mænd?

I sin skarpe kritik af det iranske samfund og dets kønspolitik gennem de fem kvinders forunderlige fortællinger rækker Parsipur også ud over sit eget hjemland og taler ind i en nutidig kønsdebat. Selvom temaet om ægteskab og kvinder der lever uden mænd er bundet til en iransk kontekst og tradition, så rejser den ligeledes spørgsmål om kvinder uden mænd i dagens Danmark. Den fik i hvert fald mig til at tænke over, hvordan vi egentlig forholder os til kvinder uden mænd, og om en kvinde uden mand rejser ligeså få spørgsmål og kommentarer som en mand uden kvinde.

Sharnush Parsipurs samling af fortællinger om kvinde-liv kan varmt anbefales til enhver som ønsker at trække lidt iransk magi, krydret med kønskritik og eklatant ironi om livet som kvinde, med ind i sin næste læseoplevelse.