Anmeldelse af Charlotte Weitze: Rosarium, udgivet på Gutkind d. 24. februar 2021

Anmeldt af Simone Eriksen

Foto: Simone Eriksen

Alle familier har deres udfordringer og hemmeligheder, men graden af de to varierer fra familie til familie. Charlotte Weitze har i sin roman Rosarium skabt en familie i flere generationer, der alle i større eller mindre grad er forbundet til naturen, men hvor kun få familiemedlemmer ved hvordan.

Rosarium er en finurlig slægtsroman, der følger slægtens udvikling igennem seks generationer, og handler om hvordan familiemedlemmerne balancerer på grænsen på at være i ét med naturen. Fortællingen har sin begyndelse i starten af det 20. århundrede hos et forældrepar og deres to børn, en søn og datter, og strækker sig ind i fremtiden til deres tiptipoldebarn Fine. Det kringlede stamtræ som Weitze portrætterer er aftegnet på romanens sidste side, hvilket kan være et nyttigt redskab, da det er seks generationer romanen skildrer, så rollen som mor og mormor er meget omskiftelig, og for at gøre forvirringen større skifter flere af karakterne navn igennem romanen. 

En familiefortælling

Romanen rummer tre dele, der henholdsvis repræsenterer fortiden, nutiden og fremtiden, hvilket bliver markeret med Weitzes legende brug af fortællerteknikker, synsvinkler og perspektiver. I romanens første del følger læseren en bror og søster, der er flygtet ud i skoven på grund af krig sammen med deres forældre, der senere forlader de to børn. Bror og søster, som de bliver kaldt i romanen, vokser op og indleder et incestforhold, hvilket resulterer i at søsteren bliver gravid. Anden del er et brev skrevet af botanikeren Johanne, født Johannes, til hendes tvillingedøtre Lilly og Viola, hvor hun fortæller sine døtre om deres ophav, da hun har fået dem med datteren til broderen og søsteren. Hun fortæller gang på gang at hun elsker dem, men hendes fascination for botanik og pigernes biologiske mor bliver fremhævet at være større. Bror og søsters datter, der bliver kaldt Esther, har en grønlig hud, grønt hår og lever af solens stråler, og da Johanne møder hende for første gang i et kloster vogtet af nonner, bliver hun straks tiltrukket af hende. De får som bekendt tvillinger, men Johanne må erkende, at hun ikke er stand til at passe på hendes piger og Esther samtidig, så hun indleverer tvillingerne på et børnehjem, hvor hun besøger dem så tit hun kan, men selv hendes besøg har botaniske formål:

”Og så lykkedes det: På vej hjem i bussen faldt I i søvn. Jeg havde sørget for, at vi befandt os på det bagerste sæde, og jeg var klar med barberblad, nål og reagensglas. Hudskrabet var nemt nok, men da jeg stak nålen i et øre for at få lidt blod, og da jeg skar et af jeres grønne hår over, vågnede I og skreg. I sparkede, slog mig i ansigtet og græd, lige til vi kom til børnehjemmet, hvor I nægtede at sige farvel.”  

En naturlig hybrid

Weitzes roman har to spor, hvoraf det ene er det kringlede stamtræ og handler om hvordan slægtens udvikles og det andet er naturens rolle, der flere gange bliver bundet sammen af en særlig rose. De to spor smelter flere gange sammen, hvilket Esther er et glimrende eksempel på, da hun er mere end et menneske – hun er et menneske, der er blevet et med naturen, og er dermed blevet en hybrid mellem plante og menneske. Det er uden tvivl den mest mærkelige og afskyelige roman, jeg har læst længe, hvilken kun er ment som en kompliment, da der sker mange ting, man som læser er nødt til at læse flere gange, bare så man er sikker på, at man læste rigtigt. På en eller anden finurlig måde har den alligevel vundet min respekt og anerkendelse, da Weitze virkelig formår at trække sin læser ind i et univers, hvor stort set alt kan lades ad gøre og den er dermed værd at læse.