Anmeldelse af Michel BussiTiden er en morder, udgivet på People’s Press d. 29. november 2019, oversat af Anders Juel Michelsen

Anmeldt af Julia Duyvejonck Frøberg 

Foto: Julia Duyvejonck Frøberg 

Elektrakomplekser, stereotype kvindefigurer, stædige og (til tider) magtliderlige mænd, kvinder, der vil bryde fri, begær, uløste affærer og saboterede køretøjer præsentereres for læseren i Michel Bussis krimiroman Tiden er en morderBogen er fyldt til randen med spænding og søger sandheden om en bilulykke, der skete for 27 år siden, men man undrer sig lidt over, om det feministiske fokus måske har fået for meget spillerum. 

Clotilde Baron er taget tilbage til Korsika i år 2016 på en ferie sammen med sin mand, Franck, og datter, Valentine. Hun har ikke selv været der i 27 år. Ikke siden bilulykken i 1989, der dræbte hendes mor, far og bror, da hun var blot 15 år gammel. Selv overlevede hun ulykken med et par skrammer og brækkede knogler og vendte hjem til Frankrig uden at se sig tilbage. Fortællingen begynder med et nostalgisk, melankolsk besøg til svinget, hvor den røde Fuego, hendes far kørte i, faldt lige ned i krammet på døden. Og alligevel fremstår hendes lille familie usympatiske ved besøget: De er utålmodige, Valentine emmer af tvær pubertet og Franck tager datteren Valentines parti. Han siger til Clotilde, at de nok ikke kan stå og dvæle ved fortiden, og at deres datter er for ung til at forstå sådan et slags savn til sin afdøde familie, på trods af at Valentine er 15 år og på mange andre punkter virker til at kunne håndtere voksent ansvar og udvise selvstændighed. Da de vender tilbage til Euproctes-campingplads, vil Franck slet ikke høre på sin kones historier, på hendes sorg, ej heller på hendes mistænksomhed om, at der foregår noget lunkent på Korsika, da Clotilde modtager et brev fra sin mor, som burde være død. Han bliver hverken bange, mistroisk eller bekymret for, at nogen laver numre med hans kone. I stedet sætter han sig fast på sin egen rolle som manden, der bestemmer og er familiens overhoved, mens Clotilde gemmer sig på sit loft i fortiden som ’The Mad Woman in the Attic’. Ærligt talt kan jeg blive lidt frustreret over, at Michel Bussi har karikeret karaktererne så groft, at de fleste af dem bliver flade og mangler dybde, for at det virker, som om at alle er imod vores kære protagonist Clotilde.  

Det er, som om at der fra starten af formålsløst bliver dyrket stereotypiske kvinderoller, der er fanget i et mandsdomineret ægteskab, som ikke tillader særhedens indspark eller en egenrådig kvinde, der leder efter sandheden. Selv kommenterer Clotilde (og ikke mindst fortælleren), at Clotilde tier, for det meste, sin mistænksomhed overfor Franck og køber ind og varter op, fordi det er sådan noget, kvinder foretager sig i et ægteskab. Men der bliver egentlig ikke bygget på denne dynamik; egentlig virker det mest bare kommenterende for kommentarens skyld uden at dykke så meget ind i Clotildes syn og opbrud med sin mand. Selv da Franck vælger at tage ud og sejle med Valentine i et par dage, da han opdager Clotildes utroskab, er Clotilde nærmest ligeglad. Stemningen virker forceret, og det er som om Michel Bussi prøver at indfange kvinders fangeskab og tilbageholdenhed uden syn for sin egen manglende dybde og sensitivitet til kvinders århundrede lange kamp. Jeg tror, romanen kunne have klaret sig ligeså godt uden denne kontrovers og uden så meget fokus på den submissive kvinde. Det er ikke engang, fordi jeg mistænker Franck for at rode med sin egen kones hoved, eller at han selv er en del af komplottet. Han er, ærligt talt, en utroligt belastende forhindring, man sagtens kunne have været udenJeg tænker, at Michel Bussis kommentarer kun er for kommentarens skyld, som er brugt som effekt til at opildne og opbygge sympati hos midaldrende kvinder, der kun læser krimi for spændingens skyld og derved kan blive positivt overrasket at læse feminisme ind i værket, som faktisk ikke rummer nogen essens eller spiller nogen rolle i mysteriet om bilulykken. Romanen er ikke overrendt med mænd, der hader kvinder, men kvinder, der enten er tilfredse med deres konservative kønsrolle eller fuldstændigt ligeglade med den og er blevet automatiseret, som Clotilde. Hun bliver ikke en selvstændig kvinde, fordi hun bryder med sin mand, men fordi hun bliver forladt af ham, da han opdager hendes utroskab, som hun har indledt af ren nostalgi med sin 27 år gamle sommerflirt.  

Og jeg tror, at det egentlig opsummerer meget godt, hvad jeg synes, romanen mangler. Eller, faktisk ikke mangler, men i stedet kunne give lidt slip på. Kill your darlings, skriger jeg til Michel Bussi! 

Romanens komposition beror sig på 42-årige Clotildes sommer og en hævnaktørs besiddelse af Clotildes dagbog fra sommeren i 1989, hvor vi læser med i hendes livlige, humoristiske og til tider smukke beskrivelser af den korte sommer på Korsika. Vi får et indblik i naturen, Idrissifamilien, de unge menneskers relationer, jalousien, der hersker mellem dem, hendes egen fars affære, kampen mellem hendes mor og hendes fars elskerinde, men så vidt også Clotildes egen kamp med sin mor, der dæmmer ud i en form for jalousi. Dette reinkarnerer sig i Clotildes og Valentines forhold til hinanden, når fortællerstemmen bliver overladt til den 42-årige Clotilde. Hun vokser sig enormt jaloux på sin datters hengivenhed til hendes far og hans opmærksomhed på datteren. Denne opmærksomhed føler Clotilde hun bør have, men den virker malplaceret, når hun i første omgang ikke virker særligt interesseret i sin egen familie. Dette aspekt dykker Michel Bussi næsten ikke ned i, og det virker formålsløst. I stedet bliver det brugt til at fremstille at Clotilde er den eneste protagonist, og alle andre er imod hende i hendes søgen efter sandheden, hvor man som læser kan vokse sig enormt frustreret på Michel Bussi   

Dagbogen derimod fungerer ekstremt godt, og det kunne have været helt fantastisk, hvis Michel Bussi havde dykket tidligere ned i familien Idrissis hemmelighed og Clotildes farfars magt, der hersker over det meste af Korsika, men så vidt også i familiens egen strukturer: Idrissiklanen rummer en utrolig spændende historie, der til skamme først bliver præsenteret mod slutningen. Denne storyline er enorm interessant, og det kunne have været særdeles spændende, hvis vi havde fulgt denne frem for de til tider forvirrende skift. Jeg synes nemlig stilen og synspunktet fra den 15-årige Clotilde, der beretter om Idrissi-klanen, brillerer, mens 42-årige Clotilde nogle gange halter. Måske er det ikke engang 42-årige Clotilde, der halter, men forfatterens valg af diverse detaljer, der i hans værdidom er utroligt vigtige, mens de på læseren får den ellers interessante historie til at blive sat på et sidespor.   

Dog vil jeg gerne rose Michel Bussi for at have skabt et mesterligt komplot, der i skelettet fungerer. Jeg gættede aldrig hvem, der faktisk saboterede den røde Fuego før afsløringen hen mod slutningen. Men alt i alt vil jeg slutte af med at kommentere, at alle disse skift mellem mistænkte, den pubertære liderlige spænding, den overfladiske feminisme og kvindernes jalousi til hinanden virker som en nødløsning for at skabe unødvendig spænding.