Anbefaling af E.M. Forster: Maurice

Anbefalet af Cecilie Bøgh Pedersen

Foto: Cecilie Bøgh Pedersen

Med bøger som A Room With a View og A Passage to India har den britiske forfatter E.M. Forster unægtelig slået sig fast som en af sin tids største forfattere. Og med god grund. Alligevel udkom hans bog Maurice først postmortem i 1971, selvom historierne blev til i årene 1913 og 1914. Dette er der en god grund til. Den handler nemlig om den unge Maurice Hall og hans kærlighedsforhold til den jævnaldrende Clive. I England var det strafbart for mænd at have seksuelle forhold til andre mænd helt indtil 1967, så det er ikke svært at se, hvorfor Forster tøvede med at udgive sin bog, der meget passende er dedikeret til ”A Happier Year”.

Maurice er historien om forbudt kærlighed og knuste hjerter. Den følger Maurice Hall, der er en ganske almindelig ung dreng, som vokser op og sidenhen begynder på Cambridge University, hvor han møder Clive. De to unge mænd bliver tætte venner, indtil Clive en dag indrømmer, at han er blevet forelsket i Maurice. Maurice er derimod ikke klar til at erkende sine egne følelser for Clive, og de to er uvenner i en kort periode, før Maurice, med hjælp fra Symposium af Platon, anerkender hvad han føler, og deres kærlighedseventyr kan for alvor begynde.

Selv efter Cambridge fortsætter deres forbudte kærlighedsforhold i en tid, før det brat slutter, da Clive – efter en ferie til Grækenland – fortæller Maurice, at han ikke længere er tiltrukket af mænd, men kun ønsker at have forhold til kvinder. Dette knuser forståeligt nok Maurices hjerte. Endnu værre bliver det kun, da Clive antyder at han endda gerne ville indlede et sådan forhold til en af Maurices yngre søstre, Ada, som også er betaget af Clive. Herefter følger en periode i Maurices liv, hvor han jævnligt skriver til Clive og truer med at begå selvmord, alt imens han langsomt men sikkert mister lysten til livet. Historien har dog ikke nogen tragisk slutningen. Da Clive ringer til Maurice og fortæller ham om sit snarlige bryllup, inviterer han også Maurice på besøg. Hos Clive og han hustru, Anna, møder Maurice sin næste store kærlighed; den unge Alec Scudder.

Kvindehadere

Selvom man føler med Maurice og alle hans kvaler i livet, så er hverken han eller Clive karakterer, som man holder særligt meget af. Snarere tværtimod. Særligt deres meget direkte had til kvinder gør det svært at synes om dem. Selvom Maurice bor sammen med sin mor og to søstre, så har han, når alt kommer til alt, ikke et særligt godt forhold til nogen af dem, og især Maurices yngre søstre må lide på grund af hans gammeldags holdninger til, hvad de kan og – måske snarere – ikke kan. Clive er ikke meget bedre, men han ændrer dog til dels holdning efter sin skæbnesvangre ferie, selvom det virker, som om han mest af alt ændrer holdning, fordi han nu for første gang har brug for kvinder i sit liv:

”Both were misogynists, Clive especially. In the grip of their temperaments, they had not developed the imagination to do duty instead, and during their love women had become as remote as horses or cats; all that the creatures did seemed silly.”

Derudover har Maurice heller ikke meget til overs for de fattige, hvilket han også blankt indrømmer, da Clives hustru spørger ham om det. Alligevel kan man næsten ikke lade være med at holde lidt af Maurice til allersidst, da han står over for Clive og fortæller ham, at han har fundet en ny elsker, som han agter at leve med resten af sit liv. Det er ikke svært at forestille sig, at Maurice i en anden tid med mere åbenhed og accept også kunne have været et andet og bedre menneske. Og man føler sympati med Maurice, når han kæmper med at forstå Clive og acceptere sig selv. Samtidig er der noget befriende ved, at Maurice først og fremmest er et menneske – og et ganske uperfekt et af slagsen. Der bliver aldrig lagt skjul på, at Maurice har mange fejl og mangler, og at han tit er både selvisk og stædig. Men derfor føler man alligevel med ham, når Clive ganske brutalt knuser hans hjerte, og i takt med at historien skrider frem, så udvikler Maurice sig gradvist til at være én, som man inderligt håber på, finder den, som han kan dele livet med.

Slutningen er det hele værd

E.M. Forsters værk er, måske ikke overraskende, fyldt med flotte beskrivelser og eftertænksomhed, der gør værket værd at læse. Det er dog ikke den primære grund til, at Maurice fortjener en anbefaling. Det er derimod værkets slutning. Efter mange kvaler og problemer står Maurice endelig over for Clive og fortæller ham, at han har fundet en anden. Clive forsøger forgæves at tale Maurice fra det, fordi han synes, at det er på tide, Maurice stopper med sine homoseksuelle tendenser og finder sig en kvinde, han kan gifte sig med. Men Maurice leverer en kort men utrolig rammende sidste tale til sin tidligere elsker, som ikke kan beskrives fyldestgørende på et par få linjer, men som er kulmination på hele fortællingen. Her får man for første gang følelsen af, at det ikke er Clive, som har forladt Maurice, men snarere Maurice, som til sidst er den, der endeligt forlader Clive.

Mere end bare Clive og Maurice

Historien om Maurice er et produkt af sin tid, hvilket måske kan lyde ironisk, når den først udkom så mange år efter, at Forster skrev den. Ikke desto mindre, så understreger værkets sene udgivelse kun de problemer, som Maurice og værkets andre homoseksuelle mænd står over for i et land, som nægter at forstå dem. Bogen er værd at læse, fordi den ikke ”bare” fortæller om to fiktive karakterers kvaler med at finde kærlighed og acceptere sig selv, men også rammer noget andet og mere udover det; den fortæller i virkeligheden historien om England i starten af det tyvende århundrede – med alt hvad dette indebærer på både godt og ondt.