Et essay om fiktionens brug af fakta med udgangspunkt i Jonathan Holts Forræderen, udgivet på Forlaget Klim d. 30. maj 2019.

Af Jasmin Hansen

Foto: Jasmin Hansen.

Ulovlige frimurerloger fra 1950´erne-1980´erne, hackere, referencer til trafikulykker, hemmelige NATO-operationer fra den Kolde Krig og Edward Snowden – Jonathan Holt nævner det hele i sin nye krimi Forræderen. Han er ikke bange for at blande disse elementer fra virkeligheden sammen på tværs af deres reale tid. I sin bog omformer han virkeligheden, som det passer ham. Her er det lige meget, om det er gamle konspirationsteorier, der skal vækkes til live, eller om supermarkedernes leveringssystem skal blive digitalt. For Holt er det vigtigste blot, hans budskab: mennesket er afhængigt af elektronik og USA blander sig konstant i europæisk politik.

Men hvor meget afhænger bogens budskabs betydning af de virkelige begivenheder, han gør brug af, og hvor meget afhænger det af den historie, han skaber? Med andre ord, hvad lægger man mest vægt på, når man læser en krimi baseret på virkeligheden – fakta eller fiktion?

Knuden

Skønlitterære bøger er et rod af fakta og fiktion. Bagerst i nogle bøger kan man finde kapitler dedikeret til historiske bemærkning, hvor forfatteren klargøre, at værket er fiktion. Disse bøger tager ofte udgangspunkt i historiske begivenheder, og kan være proppet med fakta, fakta, fakta, for at tegne et bestemt overordnet billede. I andre bøger tager forfattere og smelter virkeligheden om, så de kan skabe den i deres billede. Nogle bøger blander begge dele.  Alle af disse bøger er proppet med fiktion. Karaktererne, man sympatiserer med, er opdigtede. Miljøet er til en vis grad opdigtede. Begivenhederne er opdigtede. Og bogen selv er løgn.

Det sidste er ikke nogen overraskelse. Fiktion er løgn – men som man siger, er den bedste løgn den, der er tættest på sandheden. Derfor er litteraturens opgave ikke blot at være underholdende, men også at være troværdig og en refleksion af samfundet. Denne troværdighed prøver nogle forfattere at opbygge igennem sin brug af fakta, men at basere en bog på fakta er ikke nødvendig det samme, som at den er troværdig.

Ren Logik

Lad os gøre det konkret og tage udgangspunkt i en scene fra Forræderen. En af dens begivenheder omhandler en trafikulykke i en tunnel. I denne tunnel slukkes turbinerne, mængden af kulilte stiger, en forretningsmand bliver træt, kører ind i en bus, der sker en eksplosion, bilerne brænder, smelter sammen, og til sidst gør iltmanglen, at branden dør ud. Alt dette minder om de følgende virkelige begivenheder: ulykken i Fréjus-vejtunnellen, Gotthard-sammenstødet, branden i Mont Blanc og Sierre-tunnelkatastrofen. Da forfatteren selv nævner disse begivenheder i sin bog, er det ret sandsynligt, at den ulykke, bogen skildrer, er baseret på disse. Da bogen er baseret på noget, der er sket i virkeligheden, burde den umiddelbart virke virkelighedstro og realistisk, men det gør den alligevel ikke.

Hvorfor? Fordi, at hvis iltmanglen er så voldsom, at det direkte påvirker forretningsmanden, der starter ulykken, burde der ikke være ilt nok til, at eksplosionen kan udløse en brand så voldsom, at den smelter metal. Det er ren fysik: ild kræver ilt, og det øjeblik, hvor bogen ikke tager højde for dette, bliver den urealistisk, selvom den er baseret på virkelige begivenheder.

Og her står vi så i dilemmaet – fordi på den ene side underbygger forfatterens research, at bogen er en refleksion af virkeligheden, og på den anden side forblinder den selvsamme research forfatteren, så han glemmer at tage højde for, om scenen er realistisk eller ej. Selvom dette også kunne være sket, hvis han ikke havde researchet sin bog, springer dette endnu mere i øjnene, da det er tydeligt, at han prøver at fremtræde troværdig.

Kan man i dette tilfælde stadigvæk sige, at researchen forstærker bogens budskab? For man kan drage en direkte parallelle til virkeligheden, da ulykken er baseret på reale ulykker, men på den anden side har forfatterens efterligning og sammenblanding af disse ulykker gjort, at han har glemt at tage højde for om scenen er troværdig.

Kernen

Nu kommer så den simple løsning til konflikten: det er bare en bog, læs videre og nyd den. Dette lyder let, men det er det dog ikke. Ulykkens utroværdighed skabte for mig et brud på fiktionens rammer, hvor den verden, jeg hidtil havde anset som en realistisk gengivelse af vores egen, gik itu. Det blev tydeligt for mig, at bogens verden havde nogle andre spilleregler end vores egen – spilleregler skabt til at passe ind i forfatterens vision. Så scenen tog min fortolkning og forståelse af bogen, rev dem i stykker og smed dem i skraldespanden – blot for til sidst at samle dem op igen ved at erklære, at visse aspekter af bogen var baseret på virkeligheden.

 

Bogen er i konflikt med sig selv. På den ene side råber den, at budskabet og fiktionens spillerammer er vigtigere end virkeligheden, og på den anden side siger den, at budskabet har værdi, fordi det er baseret på virkeligheden. Har den det?

Måske. Jeg ved det ikke. Måske kommer jeg aldrig til at vide det.

Opløsning

Men er det egentlig ikke lige meget, om bøger er baseret på virkelige begivenheder eller ej? Er ikke alle bøger spejlinger af den virkelige verden? Er ikke alle til en vis grad baseret på virkeligheden? Og er den kontrast, der ses i Forræderen, ikke blot skabt af mit eget sort-hvide synspunkt?

Måske nævner forfatteren blot sin research, så man kan undersøge det nærmere. Måske er det lige meget, hvilke spilleregler, der er inden i universet, så længe at bogen stadigvæk gengiver menneskelige handlinger og tanker. Ja, måske er det egentlig fuldkommen ligegyldigt. For alle mine tanker, alle mine refleksioner og indre dialoger ændrer ikke bogens budskab eller den kerne af sandhed, der er i den. Og selvom, at sandheden kommer udefra, og fiktionen omdanner dette til et budskab, vil ingen af disse to dele alligevel være i stand til at stå alene i litteraturen.

Måske kan man dog endda gå så langt at sige, at det ikke er vigtigt, om bogen er realistisk eller troværdig – det vigtigste er oplevelsen og budskabet. Er det ikke trods alt derfor, at vi skelner mellem faglitteratur og litteratur?