Anmeldelse af André Aciman: Find mig, udgivet på Rosinante d. 15. november 2019

Anmeldt af Anders Holbæk

Foto: Anders Holbæk

André Aciman bytter i Find mig, efterfølgeren til Call Me by Your Name, sanselighed og kompliceret kærlighed ud med tåkrummende dialog, lange redegørelsestekster og figurer, der bruger al deres tid på at beskrive, hvor meget de elsker deres partner, uden at forsøge at få læseren til det. De problemer, som den første bog havde, som man overså på grund af det vidunderlige helhedsindtryk, står nu pludselig meget nøgent frem, når der ikke er en berusende kærlighedshistorie at gemme sig i. 

Find mig er efterfølgeren til Call Me by Your Name fra 2007, hvor en nænsom og drømmende romance opstår mellem to unge mænd, akademiker- og bohemesønnen Elio og den smarte, amerikanske kandidatstuderende Oliver. Find mig begynder et årti efter handlinger i første bog og viser, med yderligere spring frem i tiden, hvordan Elio, Oliver og ikke mindst Elios far Samuels liv videre formede sig, og hvordan den første bogs handling påvirkede deres liv.

Der er, mens denne anmeldelse bliver skrevet, mindre end en måned tilbage af 2010’erne, og i årtiets sidste dage når vi akkurat lige at få denne efterfølger til et af årtiets største popkulturfænomener, på samme måde som man altid kan nå at få en jernhård snebold jordet i nakken på vej ind fra frikvarteret, efter klokken har ringet.

Ferskenen i rummet

Man kommer ikke uden om, at Find mig er placeret solidt i kølvandet på den romantiske dramafilm Call Me by Your Name fra 2017 instrueret af Luca Guadagnino, der med en fortryllende setting i Norditalien, et eklektisk og hjerteskærende soundtrack og et unikt, kohærent visuelt udtryk bragede ind i popkulturen som et frisk take på homo-romancefilmen og romancefilmen generelt. Derudover var det en film, der betød meget for mange personligt, da den formåede, med en imponerende sanselighed og nænsomhed, at sætte ord på følelser, der er både komplicerede og på én gang idiosynkratiske og generelle.

Bogen, som filmen er baseret på, udkom i 2007, så hvorfor kommer der en opfølger nu her tolv år efter? Som jeg, og mange af dem, jeg har snakket om bogen med, ser det, er André Aciman enten en opportunistisk, pengegrisk forfatter, der ofrer den kunstneriske integritet for at lave et nemt cash grab, eller måske tændte den overvældende reaktion fra seere af filmen og efterfølgende læsere af bogen en kreativ ild i brystet på ham, der brændte med fornyet interesse for disse figurer. Alternativt var det lidt af begge dele. Jeg var egentlig klar til at lade tvivlen komme ham til gode. Måske følte André Aciman virkelig, at han havde mere at fortælle, tænkte jeg naivt, indtil jeg kom i gang med bogen.

Jeg kan allerede høre nogle sige: ”men en bog skal kunne læses uafhængigt af kontekst, og hvad der går forud for den”, og jeg er helt enig, siger jeg stolt med hånden på hjertet, tårer i øjenkrogene og et stort flag med min kandidatgrad i litteraturhistorie printet på svajende i min anden hånd – for derefter at lægge dem tørt fra mig og acceptere, at jeg selvfølgelig må blive ved med at vende tilbage til den første bog, for det gør Find mig selv konstant…

Faktisk bliver de mere subtile praj til den første bog tit overdøvet af passager, der udelukkende synes at skulle minde læseren om tidligere handling. Som da Elio og hans far Samuel går gennem Rom:

”Jeg har aldrig fortalt dig det her, far, men jeg var sindssygt fuld en aften, jeg havde lige brækket mig ved siden af Pasquino-statuen og var mere svimmel end jeg nogensinde havde været, men da jeg lænede mig op af den her mur, og Oliver holdt om mig, fuld som jeg var, vidste jeg at det her var mit liv, at alt der var gået forud med andre ikke engang var en hurtig skitse eller så meget som et udkast til hvad der skete med mig nu.”

Professor i sen midtlivskrise

Hele det første kapitel af Find mig er dedikeret til et par dage i netop Elios far Samuels liv – et årti efter den første bogs handling – hvor han møder en ung kvinde, Miranda, på et tog og bliver vanvittigt forelsket i hende. Det skal også nævnes, at det første kapitel af bogen fylder 126 af bogens 279 sider. Så hvis man tænker på bare at samle Find mig op for at få stillet en appetit på mere Elio og Oliver, som man kunne sidde tilbage med fra første bog, må jeg advare og sige, at man skal cirka halvvejs ind i bogen, før de dukker op.

Måske sidder du nu og tænker tilbage på Samuels rørende og forfriskende ærlige tale i slutningen af Call Me by Your Name og tænker, at ham vil man da egentlig gerne læse noget mere om. Beklager, manden er idiot nu, og hans forhold til Miranda går mest af alt ud på at psykoanalysere hinanden på den mest forcerede og prætentiøse måde muligt.

”Verden ifølge dig og mig. Kommer vi til at tilbringe resten af vores liv i en puppe? Kan vi virkelig være så tåbelige?”

Suk

”’Jeg havde ikke regnet med at du var sådan én der impulsivt springer fra det ene til det andet.’
’Hvorfor?’
’Fordi der er noget meget tankefuldt, beroligende og afbalanceret over dig.’”

Suk

”I nogen tid kiggede hun bare på mig. ’Måske gør jeg, og måske gør jeg ikke.’ Det betød: Jeg nægter at spille dit spil. Hun vidste det, hun vidste præcis hvad jeg gjorde, længe inden jeg vidste at jeg gjorde det.”

SUK

Ja, der var også prætentiøs psykoanalysering i den første bog mellem Elio og Oliver, men de var henholdsvis sytten og fireogtyve, Samuel er godt forbi midaldrende og skal lige tage sig gevaldigt sammen. Samuel Perlman, der i Call Me by Your Name kunne levere kraftfulde monologer om, hvordan sorg og rædsel stadig er bedre end selvforskyldt følelsesløshed, kommer nu kun med floskler og klichéer, der er så prætentiøst ’intellektuelle’, at det er, som om nogen har forsøgt at efterligne, hvad André Aciman gjorde i den første bog, men ikke selv har haft noget reelt at byde på.

Så er der også et klassisk ’show-don’t-tell’ problem, der bliver ved med at dukke op, når André Aciman beskriver, præcis hvor forelskede bogens figurer er i hinanden, hvilket virker unaturligt, når læseren ikke selv oplever nogen grund til at kunne lide dem. 24 timer med Samuel, og så er Miranda klar til at tatovere et fyrtårn ved siden af sin kønsdel – for det er hvad hun kalder hans kønsdel.

Pianisten og køteren

Elio og Oliver får henholdsvis anden og tredje kapitel af bogen, begge betydeligt kortere end Samuels. Efter en koncert med klassisk musik møder Elio Michel, der er dobbelt så gammel som ham. Efter en enkelt date er disse to, som Samuel og Miranda, gennemført forelsket i hinanden og bruger resten af deres kapitel på at psykoanalysere hinanden og tale om deres fædre. Michels ældre, tilbageholdende hånd på Elios kind får ham til at tænke tilbage på sommeren med Oliver – eller ”ham der hoppede på skrønen om ægteskabet”, som Elio og Michel ynder at kalde ham – og Elio indrømmer, at han aldrig for alvor kom videre efter den sommer, selv ikke her femten år senere.

Der er elementer i Elios kapitel, der fungerer godt. Forelskelsen og sanseligheden når aldrig samme niveau som i den første bog, men der er intime scener, der virker oprigtige, og som resulterer i en mærkbar varme i kroppen. Men det hele får en akavet vinkel, dels fordi det sker så hurtigt, og dels fordi det på mange måder virker, som om det kun bliver sat op tematisk – Elio, der er sammen med en meget ældre mand – for at han skal ende i Olivers arme igen, før bogen er forbi.

Oliver tilbringer sit meget korte kapitel med intenst at øjenkneppe to unge gæster, han har inviteret til sin afskedsfest fra det universitet, han arbejder på, mens han kone går rundt og gør sit bedste for ikke at opdage det. Den ene er en ung mand og den anden en ung kvinde, som Oliver enten har været sin kone utro med eller planlægger at være sin kone utro med, og det er i sine fantasier over disse, at han begynder at tænke tilbage på den skæbnesvangre sommer med Elio i Italien.

Oliver er en køter, der knap nok formår at holde den i bukserne foran sin kone, og Elio indleder et kort, intenst og ret akavet forhold til en mand, der er ældre end hans far, men begge historier synes kun at være der for at kunne fortælle læseren, at disse to knuste hjerter aldrig kom videre.

Stadig uforløst

Elio og Oliver ender sammen i en seng igen i bogens afslutning, men det kommer ikke som nogen overraskelse, da slutningen af den første bog (der ikke var med i filmen) allerede hoppede frem til forskellige tidsperioder i begges liv og forklarede, hvad de lavede. Hvad der sker i sengen, vil jeg ikke afsløre, da det er den eneste godbid af forløsning, der er i denne ellers følelsesudhungrede roman.

At læse Find mig, særligt den første halvdel, der beskæftiger sig med Samuel, er som at vade igennem 10 kilometer knæhøj sne for at drikke en kop te på en café, du forelskede dig i henover efteråret 2017, kun for at nå frem og opdage, at caféen nu hedder ’Efteråret 2017’ og teen hedder ’den der, som du var så vild med dengang, am I right? ; )’. Måske teen stadig smager fint, men jeg er træt og våd fra knæene ned, og jeg bryder mig ikke om måden, du kigger slesk på mig hr. caféindehaver. Det kommer til at tage en hel del mere end én kop at tø mig op igen, fordi jeg pisse-fryser.