Anmeldelse af Jacob Skyggebjerg: Der går min klasselærer, udgivet på forlaget Gladiator d. 28. februar 2020

Anmeldt af Mathilde Bundgaard

Foto: Mathilde Bundgaard

Løsning er den slags by, hvor det bliver bemærket, hvis man skiller sig ud, og bagtalt og udskældt, hvis man skejer ud. Alle kender sin plads og ingen forsøger at lave ravage. En by, hvor kosmos holdes oppe af det hierarki, der automatisk skiller de svage fra fællesskabet og holder de stærke i toppen. Jacob Skyggebjerg har skrevet en roman om hverdagslivet i en dansk by, som de er flest, om de stærke og de svage både i bybilledet og i skolegården.

I Skyggebjergs roman Der går min klasselærer møder vi Erling, der er gift med Irma. De er begge folkeskolelærer. De lever et ganske almindeligt liv i den søvnige landsby Løsning, hvor tiden står stille og hverdagen går sin vante gang. Alle passer sit og man hilser med et nik til hinanden i Brugsen ­– indtil Erling mærker en livsgnist, han ikke har mærket til i årevis. Omdrejningspunktet er Mira i 9.b. Denne forbudte fantasi om den alt for unge pige, stiger ham til hovedet. Erling, der ellers er en ordentlig og ganske almindelig folkeskolelærer med kaffeånde og kontrol over sit liv, er forandret, hvilket kommer til udtryk, når han skal rette klassens stile:

”Hastigt bladrer han gennem stakken og kradser et hurtigt 8-tal på dem alle. Så når han Miras. Alt bliver mørkt omkring ham. Han hører sin vejrtrækning. Han rører ved papiret. Så glat, så smukt, så blødt.”

Besat og forladt

Erling er blevet skør, han er forandret, og pludselig opdager han, hvor fastgroet han var i det liv, han levede. Han tvivler på forholdet med Irma, for ”har de da nogensinde elsket hinanden? Erling tænker. At elske. En følelse, som er lige så personlig som enhver anden følelse.”

Han tænker på Mira konstant. Fra blot at være en uskyldig lille beundring, bliver det forbudt og for meget; det bliver en slags seksualiseret besættelse. Erling har kørt hende hjem fra skole et par gange, da hun bor i samme retning som ham. Miras parfume bliver glemt i bilen en dag. Denne parfume bliver Erlings fysiske, håndgribelige genstand, der leder ham mod Mira. På et tidspunkt sidder Erling alene i bilen med parfumen, der hurtigt genstandsgøres til at være Mira selv; denne situation ender med at eskalere og overskride en grænse.

Selvom hovedsporet er fortællingen om Erling, er der også i romanen indrammet historien om de stærke og de svage i skolesystemet, om grupperinger, mobning og popularitet. Vi møder eleverne i Erlings klasse: mobbeofferet Stig, bøllerne Kasper Nielsen, Skvajjer og Thomas André og veninderne Nina og Mira. Vi ser skolen gennem elevernes øjne og gennem Erlings. Den utrolig stærke og samtidige skrøbelige fødekæde af et hierarki, der på uundgåelig vis er til stede, præger hele romanen. Den fødekæde, der måske i virkeligheden, afspejler hele byens.

”Der går min klasselærer”

Skyggebjerg bruger navnet på en kendt TV2-sang som titel på sin roman. Sangen handler om en gymnasiepige, der forelsker sig i sin lærer: ”Ka du ikke tag og køre mig hjem / please vanilla stop / jeg er mør / jeg har fået nok / sæt mig af lige her / farvel hr klasselærer”. Måske ligger der en vis grad af ironi i Skyggebjergs titel, eftersom romanen skildrer billedet af det modsatte.

Jakob Skyggebjerg skriver en roman, der er lige på grænsen. Denne besættelse af en ung pige; hele lolitafantasien, hvor Erling bilder sig ind, at hun også elsker ham. ”Det er patetisk det til grin”, som TV2 synger i det kendte nummer. Det er svært ikke at væmmes over Erlings selvmedlidenhed. Han er ynkelig og fortabt, og når han langt om længe får en gnist og en vilje i sit liv, er omdrejningspunktet en 14-årig pige.

Livets mindst stolte øjeblikke skildres i denne roman; det er tåkrummende læsning, hvor der ikke er lagt skjul på noget. På en og samme tid medlidende, sørgelig og skræmmende realistisk i sin skildring af skolen og byens hierarkiske orden. Skyggebjergs roman er letforståelig og fængende, man får næsten fornemmelsen af en ungdomsroman gennem sprogets tilgængelige stilleje, indtil man opdager, hvor alment menneskelige, hverdagsagtige og alligevel ekstreme problemstillinger, han bringer på spil.