Fortællinger fra de tusind søers land #2

Litterær artikel om naturen i finsk litteratur.

Af Mia Nikander

Fotograf: Mia Nikander

I min sidste artikel om finsksproget litteratur beskrev jeg litteraturens begyndelse, dens rødder i myten og de stærke nationale bevægelser omkring den. I denne artikel vil jeg behandle naturen og dens betydning og tilstedeværelse i finsk litteratur.

Når man taler om Syv Brødre (1870) som en af de bedste finske romaner nogensinde, er det ikke kun i kraft af dens status som den første roman i finsksproget litteratur. Det er også, fordi dens struktur har været basis for en vedholdende litterær tradition i Finland; forholdet mellem menneske og natur, ofte i forbindelse med den paradoksale idé om at mennesket må vende tilbage til naturen for at kunne overleve i den civiliserede verden. De syv brødre er, før de tager ud i vildmarken for at bo for sig selv, en lidt naiv og brutal flok af unge mænd, som mener, at de ikke behøver at tilpasse sig samfundet, men at samfundet skal tilpasse sig efter dem. Først efter at have tilbragt tid uden for samfundets rammer, hvor de i højere grad må tage vare for sig selv, vender de tilbage som bedre borgere og tildeles i flere tilfælde højere embeder.

En grotesk gnaver
Et andet klassisk eksempel på historien om civilisering gennem en tilbagevenden til naturen er romanen Harens år af Arto Paasilinna fra 1975. I denne møder vi en journalist ved navn Kaarlo Vatanen, som lever en gennemsnitlig og trist tilværelse i det finske samfund: Han har en tyranniserende kone, hans job gør ham trist, og han har mere eller mindre affundet sig med at skulle have det elendigt. Dette ændrer sig dog en aften, da han med sin fotograf påkører en ung hare, hvorefter han stiger ud for at undersøge den. Fra det ene øjeblik til det andet bestemmer han sig for at lægge sit hverdag bag sig og forsvinde. Personer fra hans tidligere tilværelse beskrives på mærkværdig vis; da Vatanen i første omgang forsvinder, forsøger hans fotografkollega at finde ham, og hverken Vatanens kone eller chef synes at forstå kollegaens bekymringer, som om de begge forventer, at Vatanen nok skal komme tilbage i geled. Dette sker imidlertid ikke. Han vender derimod kort tilbage for så at forlade både job og kone og rejse hele Finland rundt sammen med haren, der efterhånden er blevet hans følgesvend gennem alt.

I løbet af romanen går Vatanen fra at være en tøffelhelt, som lader sig skubbe rundt af alle andre, til at være en selvforsynende, kyndig mand, der lærer at overleve som vandringsmand i vildmarken og de landsbyer, han kommer forbi. De mennesker han møder på sin færden – det være sig politikere, politibetjente og almene folk – bliver mere og mere karikerede, som for at vise, at nutidens samfund og vilkår er komplet absurde. Paasilinnas hovedkarakter bliver først i stand til at færdes i verden og forstå dens groteske tilstand, da han tager afstand til sit forhastede liv, styret af byen og karrieren, og vender tilbage til sine rødder. I slutningen af romanen bliver han – og haren – anholdt af de desovjetiske myndigheder for tilfældigvis at have krydset den finsk-russiske grænse under jagten på en bjørn, som har plaget Vatanen Vatalænge. Her opsummeres hele den række af forbrydelser, han er efterlyst for hjemme i Finland, og vi som læsere forstår, hvor meget han har udrettet på det enkelte år, han har været væk fra civilisationen. Igen viser civilisationen sit absurde ansigt, da de russiske embedsmænd blot griner af det hele og inviterer ham på vodka, når han “atter får [sin] frihed” (Paasilinna, Arto: Harens år. Tiderne Skifter, 2004, s. 185).

Haren bliver i historien samtidig nærmest menneskelig. Næsten med det samme bliver den fortrolig med Vatanen, fordi han passer på den, og gennem romanen påtager den sig menneskelige adfærdstræk, såsom at lytte interesseret til samtaler mellem folk (ibid. 53) eller grine sammen med Vatanen efter drabet på en tyvagtig ravn (ibid. 105). Denne menneskeliggørelse af naturens skabninger eller omgivelser er noget, der går igen i finsk litteratur.

Skovens sublimitet
Indtil midten af det 20. århundrede var halvdelen af den finske befolkning stadig bønder af lavere samfundsklasser, og kun en tredjedel af befolkningen boede i større byer. Derudover har Finland store arealer af utæmmede naturområder. På grund af dette var naturen en langt større del af den almene finske borgers liv, end det var for f.eks. en samtidig dansk borger. Syv Brødre er et glimrende eksempel herpå. Hele dens handling foregår i et lille landsbysamfund omgivet af så meget naturområde, at brødrene kan gå flere kilometer hjemmefra og stadig kun møde vildmark.

Nærheden til naturen og fremkomsten af overnaturlige kræfter i nationaleposet Kalevala fra 1849  var med til at skabe en personificering af naturen, som især kommer til udtryk i litteraturen. Denne natur får ofte ført sig frem som en deltagende part og ifølge Kai Laitinen, en af de førende teoretikere inden for finsk litteratur, bliver den sågar sin egen karakter: “Nature in the Finnish novel is no decorative backcloth; it may be almost as much a principal actor as the characters” (Laitinen, Kai, ”From the Forest to the City: The Great Tradition in Finnish Prose”, Binham, Philip & Dauenhauer, Richard, Snow in May, Associated University Presses, 1978; s. 22). Laitinen bruger i artiklen eksempler fra Syv Brødre og Frans Eemil Sillanpääs Mennesker i sommernatten, og i sidste artikel skrev jeg om, hvordan himlen åbner sig og nærmest begræder en flok oksers død ved Jukola-brødrenes hånd i Syv Brødre. Men Laitinen går så langt som at kalde naturen “the characters’ ally and protector against society; true, it raises obstacles in their way, too, but these are overcome by work and endurance” (ibid. 22). Naturen er hård, men retfærdig; brødrenes kæphøje og hensynsløse adfærd straffes, som vi ser med en episode, der foregår juleaften: Under et slagsmål vælter de ved et uheld ovnen i deres sauna og sætter derved ild til Impivaara-hytten. Dette leder til, at de må bevæge sig gennem skoven i den finske vinternats bidende kulde næsten uden tøj på, alt imens ulve forfølger dem (Kivi, Aleksis: Syv Brødre. København: Folmer Christensen Forlag, 1946, s. 147-154). Skoven får sit eget liv, som de begiver sig gennem den:

Derpaa kom de ud i et granbevokset Kær, som mørkt og dystert tog dem i sin Favn. Den blege Maane kiggede ned til dem, Uglerne skreg og hist og her mødtes Øjet af besynderlige Skikkelser som lignede kæmpestore Bjørne. Det var de høje mosbedækkede Rødder af Graner, der var styrtet i Stormen. Ubevægelige som frosne Spøgelser stirrede de paa det mærkelige forvildede Følge. (ibid. 152)

De når dog i sikkerhed på Jukola-gården, og næste forår begiver de sig igen ud i vildmarken, denne gang for at blive der i et årti.

I dalens dybe, stille ro
Denne tradition ses også tydeligt hos en af finsk litteraturs mest kendte universer: Mumitroldene. I Tove Janssons Troldvinter vågner Mumitrolden alt for tidligt af sin vinterhi som den eneste i sit hjem og kan ikke vække sin mor. Fordi han aldrig før har oplevet vinteren og er desperat efter at finde mad og andre vågne mennesker, begiver han sig udenfor. Her bliver han mødt af mørke, sne og kulde og efter at have fulgt hans vandring gennem skoven, møder vi denne beskrivelse:

Og så åbnede skoven sig, og neden for ham lå en ny dal. På den anden side så han De Ensomme Bjerge. I bølge efter bølge vandrede de mod syd, og aldrig nogen sinde havde de set så ensomme ud.Først nu begyndte Mumitrolden at fryse for alvor. Nattemørket kom krybende fra dybet og klatrede langsomt op mod de stivfrosne bjergkamme. Deroppe lå sneen som takkede, hvide tænder mod den sorte klippe, hvidt og sort og ensomhed så lang man kunne se. (Jansson, Tove: Troldvinter. Forlaget Carlsen, 1994, s. 19)

Vinteren bliver levende for Mumitrolden, fordi den er fremmed for ham. Han er vant til naturen om sommeren og foråret, men han kender ikke sne eller kulde, og derfor fremstår naturen omkring ham uhyggelig og uvelkommen. En lignende situation finder sted, da en snestorm nærmer sig dalen, og Mumitrolden i sin naivitet tror, at den er et tordenvejr. Som følge af dette bliver han kastet rundt af vinden og blændet af sneen, inden han når tilbage i sikkerhed i badehuset (ibid. 95). Hvad der er interessant her er, at han først finder læ, da han erkender, at han ikke kan kæmpe mod sneen og vinden; indtil det øjeblik har han nemlig bevæget sig imod vinden og har i den sammenhæng bevæget sig væk fra badehuset og ly fra stormen. Først da han indser, at han ikke er i stand til at kæmpe mod den og lader vinden styre ham i stedet, opdager han, at vintervejret bærer præg af noget han kender:

“Jeg er ikke andet end vind og vejr, jeg er et lille fnug af snestormen,” tænkte Mumitrolden og lod stå til. “Det er næsten som i sommer. Man slås mod bølgerne, og så vender man og lader sig drive indefter med brændingen, sejler af sted som en prop og ser en masse små regnbuer i bølgebruset og lander på stranden, mens man både ler og er lidt forskrækket.” (ibid. 94)

Han bliver igen bekendt med naturen, og den er ikke længere en fjende for ham.

I den finske litteratur fremstår naturen sublim og som en deltagende part i historiens gang, og alt efter karakterernes omgang med den kan den enten være deres medhjælper eller deres fjende, og på den måde gennemsyrer den flere grene af litteraturens verden.

I næste artikel om finsk litteratur vil jeg diskutere et motiv, der er gået igen i finsk litteratur over det sidste århundrede, fordi det er et emne, der har haft en stærk effekt på den finske nation: Krig.

Udgivet: oktober 2, 2017 | Kategori: Litterære artikler | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *