Anmeldelse af Asta Olivia Nordenhof: Penge på lommen, udgivet på forlaget Basilisk d. 24. januar 2020

Anmeldt af Lærke Marie Holm Fredsøe

Foto: Lærke Marie Holm Fredsøe
Penge på lommen er første del af et projekt på syv romaner med Scandinavian Star som gennemgående tema. Heri tages der udgangspunkt i ægteparret Kurt og Maggie. Kurt forsøger at investere sine penge i noget, der har en større betydning end hans private busselskab, og Maggie forsøger desperat at forstå den kærlighed, hun er omgivet af. Romanen indeholder en skarp og selvsikker skrivestil, fyldige karakterer samt et kaos, der skaber fremdrift. Den er eksperimenterende og velfungerende, og derfor fortjener den endnu en anmeldelse.  

Et tema uden formål

Det store tema om Scandinavian Star, som præsenteres på romanens paratekst, synes ikke at blive ført til døren. Sammenhængen mellem romanens karakterer og selve hændelsen bliver usynlig og deraf unødvendig af to grunde. For det første berettes der først om økonomien bag færgen Scandinavian Star midt i romanen. Selvom dette er fortalt med stor præcision, synes det alligevel malplaceret og uden videre formål. For det andet er det svært for læseren at flette denne pludselige, dog længe ventede, fortælling ind i historien om Kurt og Maggie. Måden Asta Olivia Nordenhof forener Kurt med Scandinavian Star bliver skuffende og uholdbar. En alt for løs knude bliver bundet, som læseren ikke bliver videre inkluderet i.  Om forvirringen kan nedtones ved læsningen af projektets andre dele, bliver romanens cliffhanger og læserens sult efter at læse videre.

Fremdrift gennem forvirring

Plottet i romanen er uden de store udsving eller overraskelser og bliver derfor en flad og kedsommelig oplevelse. Dog narres læseren alligevel til at læse videre grundet den unaturlige narratologi, som introduceres allerede i overgangen til andet kapitel.

”Jeg var med bussen på vej et sted hen på Fyn. Bussen holdt ind til siden og uden for ruden stod en hvidhåret mand og kiggede ind på mig. Jeg kan ikke forklare hvorfor, […] men da bussen satte i gang igen, havde jeg en uhyggelig følelse af at transportere noget med videre, som tilhørte ham.”

Denne førstepersonsfortæller, som først introduceres, kommer til at stå som romanens uløste spørgsmål, hvori denne herefter synes at kunne berette om den ’hvidhårede’, Kurt, og Maggie fra en tredjepersonsfortæller i efterfølgende kapitel. I alt sin mystik accepteres denne verden af læseren, som søger frem og tilbage mellem linjerne for at skabe mening i en helt anden fortælling end først antaget.

Asta Olivia Nordenhof efterlader sin læser i en snæver passage mellem en unaturlig narrativ, usammenhængende fortællinger og en sult efter meget mere. Man ønsker at komme tættere på karaktererne, ønsker at forstå dem, deres handlinger og deres tanker. Man ønsker at lære dem at kende gennem andet end beretninger om fortiden. Flere gange bliver en karakter netop karakteriseret ved at deres liv passerer revy foran dem. Hvilket giver en tell fremfor en show-effekt. Denne måde at skrive på skaber en større rummelighed i hver karakter, gør dem langt mere levende og spændende, men det efterlader alligevel alt for mange tomme felter til læseren selv.

Må læse videre

Penge på lommen bliver et tegn på et kunstigt kaos, der giver romanen langt mere liv og potentiale. Som læser sidder man på kanten af stolen, til trods for kedsomheden i plottes fremførsel, med en stor koncentration, for at forbinde romanens mange tråde til en helhed. En spænding og en mystik skabes, der ikke kan ignoreres. Hvem er denne førstepersonsfortæller? Beretter denne om Kurt og Maggie? Og i så fald hvorfor? Og hvad har det egentlig med Scandinavian Star at gøre? Disse mange spørgsmål kan forhåbentlig besvares i del 2. Alene grundet Asta Oliva Nordenhofs eksperimenterende skrivestil bliver romanen læseværdig. Hendes finurlige og originale billedsprog gør læseren glad, de rummelige karakterer bliver unikke og virkelige, og springene fra karakter til karakter er en fornøjelse. Den skal læses, fordøjes og ikke mindst forvirre.