Fremmedgørende vold og modernitet

Anmeldelse af Henrik Nor-Hansen: Termin, udgivet på Forlaget Silkefyret den 9. marts 2017

Anmeldt af Charlotte Elisabeth Christiansen

Foto: Bogens omslag / forlagetsilkefyret.dk

Hvad er konsekvenserne af voldsovergreb – og er vold en konsekvens af det moderne samfund? Det synes norske Henrik Nor-Hansen at antyde i sin nyeste roman. Her skildrer han ganske sublimt den ultimative fremmedgørelse – som både volden og moderniteten fører med sig – igennem voldsofferet Kjetil Tuestad, hvis historie berettes i en klinisk og nøgtern tone.

Undertitlen på Termin er En fremstilling af vold i Norge. Og det er netop volden, der er central, både som fænomen, men også som katalysator – for romanen er først og fremmest en fremstilling af voldens konsekvenser og dens eftervirkninger. Sankthansaften 1998 findes en ung mand bevidstløs på Hommersåk. Den unge mand er Kjetil Tuestad, en ung elektriker, der efter overfaldet intet husker om den pågældende begivenhed; overfaldet var særdeles voldsomt og for Kjetil resulterer det blandt andet i en hjernerystelse og en række andre alvorlige hovedskader. Efter overfaldet følger læseren Kjetils vej tilbage til tilværelsen, i første omgang i form af hans behandling og skadeopretning. Det står dog hurtigt klart, at Kjetil vil få varige mén, som antydes tidligt i forløbet. Kjetil oplever en distance og frakobling til sine omgivelser i form af en uvirkelighedsfølelse – han føler sig stresset og urolig ved almindelige hverdagsaktiviteter, og han har ”vanskeligt [ved] at kende sig selv i eget følelsesliv.” Det er ikke kun Kjetil selv, der har vanskeligt ved at kende sig selv – også hans nærmeste oplever ham som fremmed, ikke mindst hans kone: ”Han [Kjetil] spurgte, om hun var blevet mere involveret i nærmiljøet. Ann Elisabeth havde reageret på, at ægtefællen snakkede så mærkeligt. ’Mere involveret i nærmiljøet’.” Som tiden går, er det som om at Kjetil mister sig selv og mere og mere bliver en anden. Som følge af dette har han endnu vanskeligere ved at komme tilbage til den virkelighed og den hverdag, han før var en del af. Han isolerer sig og mister tilliden til sine nærmeste, til hvem han fortæller, at han har brug for at være alene.

Kjetils kliniske stemme

Kjetils fremmedgørelse er en tilbagevendende plage for ham, og den manifesterer sig i en følelse af tomhed og et besvær med ”at identificere sig med egne ord og handlinger.” Denne følelse af distance er ikke kun tydelig i selve fremstillingen, men i høj grad også i romanens sprog. Tonen er nøgternt registrerende, journalistisk og tilnærmelsesvis klinisk. Alligevel fremstår sproget poetisk på sin egen måde – ikke mindst når det tænkes i sammenhæng med Kjetils tilstand; sproget kan netop læses som et udtryk for tilstanden, som om at den nøgterne og faktuelle stemme er Kjetils egen. Romanens stemme indeholder den samme distance, som Kjetil selv giver udtryk for at føle. Fremstillingen er desuden præget af faktuelle beskrivelser og registreringer af omgivelserne og disse fremstår som en konkret udlevering af alt det, der fylder i Kjetils sind og hukommelse – modsat selve overfaldet, som ikke har nogen plads der. Den registrerende og kliniske stemme afspejler Kjetils oplevelse af situationen, hans uvirkelighedsfølelse, hans mangel på personlig involvering – overfaldet eksisterer ikke som et personligt minde for ham, men i stedet som både en fysisk manifestation i hans skadede krop og som en psykisk én af slagsen i hans forandrede personlighed. Overfaldet har resulteret i et totalt identitetstab, hvor Kjetil bliver som en tilskuer til sit eget liv. Dette understreges af den interessante og observerende karakter, som beskrivelsen af Kjetils personlige relationer bærer præg af.

Voldens plads i moderniteten

Udover at fortælle Kjetils historie, som strækker sig over adskillige år, er der også afstikkere til kortere beskrivelser af andre voldstilfælde i det norske samfund – fysiske såvel som psykiske – hvilket skaber et efterhånden mere og mere ubehageligt billede af det ellers tilsyneladende søvnige Stavanger og Hommersåk i sluthalvfemserne, som sætter scenen. Det er et samfund, der er ligeså fremmedgjort og distanceret som Kjetil selv, og dette afspejles også i omgangstonen borgerne imellem. Jo flere moderne goder borgerne får adgang til – såsom den økonomiske vækst og ekspanderingen af byen – des mere afstand og frygt skabes der mellem indbyggerne. Nor-Hansen skildrer altså volden som både årsag og virkning i det moderne samfund.

I Kjetils tilfælde gør noget lignende sig gældende. Han oplever ikke blot at føle sig mere og mere isoleret, distanceret og alene – også volden indprentes med tiden i ham. Det sker igennem voldsfantasier, som eskalerer, og Kjetil oplever en angst for selv at agere voldeligt lang tid efter, at han selv blev et voldsoffer, hvilket hans fantasier hænger nøje sammen med.

Termin er en glimrende skildring af volden i et samfund, dens karakter og dens rolle. Og så er det en latent kritik af det moderne samfund, og den fremmedgørelse og depersonalisering det indeholder. Det er også et værk, der gennem et sprogligt greb anlægger en distanceret tone, som peger på offerets liv efter volden. At blive udsat for overgreb resulterer i følelsen af at miste sig selv, og det demonstrerer Nor-Hansen ganske overbevisende.

1 Kommentar

  1. Jeg kan så “supplere op med” at “en gammel ven af mig” engang fik “et gok i nødden af nogle narrøve”. Han kom sig nu meget godt. Så man skal “passe på med at matyrisere”. Jeg vil i hvert fald “gå uden om denne norske bog”. Hvilket bliver svært eftersom der er temmelig meget vand vest for det kære Norge. Kh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2021 Littuna.nu

Tema af Anders NorenOp ↑