Anmeldelse af Erling Jepsen: Hjemmefra – familiehemmeligheder 2, udgivet på Gyldendal d. 16. august 2019

Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen

Foto: Cecilie Bøgh Pedersen

Bølgen af autofiktiv litteratur, som har ramt hele norden og særligt har taget fart de seneste par år, ser ikke ud til at stilne af lige foreløbigt. Erlings Jepsen tilsluttede sig denne forholdsvis nye genre med Kunsten at Græde i Kor fra 2002 og senest i 2016, da han udkom med Gramhavet. Nu er han klar med efterfølgeren, der følger hovedpersonen Erlings rejse fra hjemmet i Gram til kollegieværelset i Haderslev. Selvom Erling ser frem til at flytte til en større by og gå på gymnasiet, så kan han ikke helt slippe Gram og sine familiehemmeligheder, og i et desperat øjeblik kommer han da også til at fortælle sine nye klassekammerater, at hans rigtige forældre er fra København og er gået under jorden.

Historien begynder, da Erling forlader familiehjemmet i Gram og bliver kørt hen på kollegieværelset i Haderslev af sine forældre. Resten af bogens cirka 250 sider fortæller om Erlings liv på kollegiet, med alt hvad det indebærer. Haderslev viser sig hurtigt at være meget anderledes end den lille by Gram, hvor Erling er vokset op, og Erling skal til at vænne sig til et liv, hvor pigerne går i korte kjoler og uden bh, og drengene har langt hår og snakker om den kommende revolution. Erling er 16 år gammel og fanget i en tilstand mellem barn og voksen. Samtidig hænger hans families tunge hemmeligheder stadig over ham som en skygge, der har fulgt ham helt til Haderslev, og i et øjebliks forvirring og desperation fortæller han sine nye klassekammerater på gymnasiet, at hans rigtige forældre er fra København og er gået under jorden. Dette kommer – ikke overraskende – til at skabe mange problemer for ham senere hen. Værst bliver det dog, da klassen skal på tur til København, og Erling kommer til at love dansklæreren, at han vil vise klassen, hvor han er vokset op henne.

Tragikomisk

Erlings desperate forsøg på at passe ind og hans små, hvide løgne er både tåkrummende pinlige og samtidig utrolig tragiske, og dette er på mange måder tonen i bogen. Erlings kamp med at fokusere i matematiktimerne, fordi pigerne viser for meget hud, og hans kamp mod dansklæreren, der kun gider læse ny litteratur og analysere reklamer, er med til at give bogen et præg af humor. Samtidig er den dog også fyldt med bemærkninger, som er alt andet end morsomme. Erlings fars konstante trusler om selvmord og de mange bemærkninger om seksuelle overgreb gør fortælling til alt andet end en simpel historie om en ung drengs rejse for at blive voksen og selvstændig. Erling kæmper hele bogen igennem med at slippe af med sine forældre, sin historie og den by, hvor han er vokset op, men det hele sniger sig hele tiden op på ham igen og tvinger Erling til at sætte spørgsmålstegn ved, hvem han egentlig selv er.

En sand historie?

Det er langt fra tilfældigt, at hovedpersonen i Hjemmefra deler navn med forfatteren. Der står på bagsiden af bogen, at forfatteren aldrig har lagt skjul på, at han trækker på sin egen historie, men at man ”vistnok ikke [skal] tro på alt hvad han siger”. Selvom der på forsiden af bogen står, at værket er en roman, så er grænsen mellem fiktion og fakta svær at blive klar over, og spørgsmålet om, hvor forfatter-Erling og hovedperson-Erling møder hinanden og skilles igen, er umuligt endeligt at blive klar over. Samtidig er det heller ikke pointen med bogen. Havde Erling Jepsen ønsket at skrive en fuldstændigt selvbiografisk fortælling om sit barndomsliv, så ville historien nok have set meget anderledes ud, end den gør. Historien kan sagtens læses, uden at der skal grubles for meget over, om det er virkeligt eller ej, selvom det unægtelig er svært helt at lægge fra sig, når hovedpersonen så tilfældigt nævner de grusomheder, der har fundet sted i hans barndomshjem.

”Hvis jeg virkelig var til børn, måtte det være en tilbøjelighed, som jeg havde fra min far. Den tanke kunne jeg slet ikke holde ud at tænke til ende. Nej, aldrig det, så hellere begå selvmord. Så var der i det mindste en færre af vores slags. Hvem ville savne mig? Mor og Sanne. Ikke far.”

Disse voldsomme bemærkninger er blandet ind i en ellers meget almindelig historie om en ung drengs møde med en større by og hans forsøg på at blive voksen og frigjort fra sine forældre. På mange måder er det alt det usagte i Erling Jepsens Hjemmefra, alt det som står så tydeligt imellem linjerne, som er med til at gøre historien, til hvad den er. Uden dette element er det tvivlsomt, om fortællingen ville have haft nogen særlig tiltrækningskraft, da karakteren Erling og hans opførsel tit er både irriterende og ikke videre tiltalende. Bogen i sig selv er heller ikke synderligt interessant og handler på mange måder groft sagt ikke om noget som helst. Alligevel kan man som læser ikke lade være med at få utroligt ondt af den unge Erling, som allerhelst bare vil passe ind i verden langt fra Gram og hans forældre. En af bogens største styrke er at den kan læses uafhængigt fra den foregående bog i serien. Selvom slutningen klart lægger op til en efterfølger, så kan værket snildt stå alene som en tragikomisk fortælling om en ung dreng, der beslutter sig for, at det nogle gange bare er lettere at leve på en løgn.