Friskt sprog og litterær leg i skarp debutroman

Anbefaling af Anja Duna: Damen i den grønne dragt, udgivet på forlaget Skrivetid, juni 2015

Anbefalet af Simon Johannesen

Foto: Bogens omslag / skrivetid.dk

Titelpersonen i Damen i den grønne dragt lever i de bøger, hun uafbrudt læser. Hver dag sidder hun på Den Gule Café, og intet afbryder hendes læsning, hverken indtagelsen af de måltider, hun køber derhenne, eller betalingen af samme. Alt det ændrer sig, da caféens stamkunder uden hendes vidende inddrager hende i deres plan for at redde caféen. Og det er ikke så let pludselig at skulle leve i den virkelige verden, når man kun kender fiktionen.

Damen i den grønne dragt er en roman, der kaster sine karakterer ud i situationer og omstændigheder, de ikke hører hjemme i. Helt centralt er det, at hovedpersonen – der bare bliver kaldt damen – bliver narret til at købe caféen, der er i økonomiske problemer. Det medfører, at hun må stoppe med konstant at læse og i stedet forholde sig til den verden, hun lever i, hvilket udmunder i nogle morsomme situationer:

”’Jeg håber, du kan hjælpe mig i den kommende tid. Du … plejer da at … øh … hænge ud her, ikke?’ Damen smilede og løftede spørgende øjenbrynene, som hun havde lært fra romanerne, at man gjorde, når man var i tvivl og søgte svar. Hun håbede, hun ramte det rigtige ordvalg til denne flok. Den slags indsigt faldt hende svær at overføre fra romanerne til den tredimensionelle virkelighed.”

Dette er en af romanens styrker; gennem sin fortæller kommer Anja Duna med en række skarpe og humoristiske observationer om forskellen på fiktion og virkelighed, som jeg i hvert fald ikke havde tænkt over før. For gør man egentlig dét, hæver øjenbrynene, når man spørger nogen om noget, eller er det bare en litterær kliché, som vi er stødt på så mange gange, at vi dårligt tænker over den længere? Det er én sjov tanke blandt mange, og læseren inviteres indirekte til at tænke med.

Bogen reflekterer altså over en række litterære konventioner, og den leger også med dem. For eksempel indledes et kapitel med: ”Det gav et spjæt i damen, da nogen bankede på døren til hendes værelse. Da butleren bankede på døren, rettede hun sig selv. For ham måtte det jo være.” I sætningen, der indledes med da, glider den ellers heterodiegetiske fortæller altså pludselig sammen med damen i et øjeblik. Sådanne litterære krumspring er der en række af i romanen, og det er sjovt at sidde og observere dem. Det er sjældent, det bliver så forviklet, at læseren ikke kan følge med, omend der er en enkelt karakter, Hansi-på-hovedet, hvis tankerækker til tider er lidt forvirrende:

”Hansi havde kun besøgt Karla og Ve en enkelt gang, og det var dengang hans verden vendte på hovedet. Han skulle derfor gøre sig umage for at erindre dagen, hvor Karla besøgte caféen, som var hans bagvendte hjernes erindring om, at caféen havde besøgt Karla.”

Det er givetvis også meningen, og det meste af tiden fungerer det da også rigtig godt.

I det hele taget er romanens karakterer velskrevne og pudsige, og sproget er rart at læse. Det føles let og friskt, såsom her: ”Han krummede for tredje gang hånden sammen og lod knoerne banke mod døren. Heller ikke nu blev der reageret. Derfor bevægede han sig videre til andet trin i processen, som faktisk allerede var en smule uden for takt og tone. Men det var lovligt undskyldt, når værten ikke overholdt sin del og åbnede døren, som det sig hør og bør.” Man føler ret hurtigt, at man kender stamgæsterne på caféen, og det er en fornøjelse at komme med ind i deres verden. Nogle af karakterne er en smule irriterende, og Anja Duna skal have ros for, at hun alligevel formår at gøre dem elskelige. Hun skal også have ros for sin brug af billedsprog. Der er virkelig nogle gode og interessante billeder, som også er med til at give sproget dets let- og friskhed. Jeg er for eksempel ganske glad for følgende sammenligning: ”Hun flyttede sig rundt som en skakbrik, der ikke kendte reglerne,” men det er blot ét eksempel blandt mange.

Damen i den grønne dragt er den første roman fra forfatter Anja Duna, og den er bestemt værd at læse. Det er ikke nogen spændingsroman, selvom plottet faktisk eskalerer betydeligt, men på grund af sprogets lette fjed og romanens legende karakter, bliver man grebet og er godt underholdt, og så formår den også at give stof til eftertanke. Det er en superflot præstation.

 

 

 

Udgivet: oktober 3, 2016 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *