Fuglen forsvinder og træet forsvinder og tilbage står tiden

Fuglen forsvinder og træet forsvinder og tilbage står tiden

Fuglen forsvinder og træet forsvinder og tilbage står tiden

Essay over Rasmus Halling Nielsens ”PRÆLUDIUM/TIDSRUM” fra tidsskriftet Henfald  1/2016

Af Anna Rosenkrands Uldall

Foto: publicdomainpictures.net

Noget simpelt. Noget lettilgængeligt. En person fortæller en anden person noget, som den første oplevede forleden. Der bliver fortalt om en hændelse, der fremstår entydig; der er kun én forklaring, kun én fortolkning af det der er hændt. Men er det så ligefremt som jeg her fremstiller det? Er livet i det hele taget ligefremt og kan dets hændelser overhovedet beskrives sådan?

Rasmus Halling Nielsen indleder sit bidrag til litteraturmagasinet henfald med en kort beskrivelse af et enkelt billede: ”en sort fugl stor lander måske allike i et træ”. Nielsen er her inspireret af hverdagssproget, der er kendetegnet ved spontane og pludselige tilføjelser i det der fortælles om: En sort fugl, der for resten er stor, lander – måske er fuglen en allike? – i et træ. Sætningen danner et billede som er let at forstå for læseren. Vi er med! Vi forstår det! Vi kan se det for os; fuglen der flyver over os, fuglen der ændrer form til en allike (hvordan ser en allike ud?), den lander, vi kan se træet foran os.

Så langt er læseren med. Men efter denne indledning gentages selvsamme sætning igen og igen og igen. Faktisk gentages den over 40 gange i digtet som er navngivet ”PRÆLUDIUM/TIDSRUM”. På denne måde bliver noget, der fremstår relativt entydigt og simpelt, langsomt mere indholdsrigt. Den korte sætning forvandles ved gentagende gentagelse til en metafor for det, vi alle må forholde os til: tiden. Det korte bliver langt og udstrakt. Ud over tilføjelsen af et ekstra ”en” forbliver sætningen uforandret: ”og en sort fugl lander måske allike i et træ og en/ en sort fugl” (min kursivering). Formen på digtet bliver derimod genstand for digterens skabertrang, hvor opdelingen af sætningen, og dermed linjeskiftene, varieres. Der skabes derved nærmest en skulptur ud af én enkelt sætning. Ordene bliver digterens redskab, men ikke nødvendigvis i kraft af deres betydning og de associationer de fremkalder hos læseren.  De bliver redskaber gennem deres egenskab som materielle aftryk på et blankt stykke papir.

Men er ord så bare byggesten? Har det ingen betydning hvilke ord, der benyttes? I begyndelsen af omtalte digt af Rasmus Halling Nielsen har den korte sætnings ord en billedskabende kraft. Men da det billede, som sætningen fremstiller, ikke uddybes, og sætningen i stedet gentages, mister ordene deres oprindelige betydning. Fuglen, der er stor og sort og måske er allike, forsvinder. Træet forsvinder. Ordene har mistet deres oprindelige betydning, men de er blevet påfyldt en ny mening af den skabende digter/skulptør. Oprindeligt beskrev ordene et konkret billede, men ved gentagelsen bliver det konkrete abstrakt og dermed et billede på tiden, fordi tiden er abstrakt, uforståelig og til tider underliggørende. Især tiden som noget der er skabt af nærmest utallige gentagelser, er tydelig i digtet. Fragmentation er ligeledes på spil: Den korte sætning er i sig selv fragmentereret og opbrudt, men gentagelserne bidrager ligeledes til det splittede udtryk. Læseren forsøger at fremlæse en uddybning af det oprindelige, konkrete fugl-på-træ-billede, men drukner i stedet i gentagelser.

At tale om det konkrete som abstrakt og omvendt er i sig selv ret abstrakt. Måske er det netop det, man som læser skal tage med sig fra Rasmus Halling Nielsens digt ”PRÆLUDIUM/TIDSRUM”. For at sige noget abstrakt om for eksempel sprog eller tid, bliver man nødt til at tage udgangspunkt i noget konkret. Digtet er digt nr. 1 ud af 5 digte fra Nielsens hånd i henfald. Dermed fremstår det som en slags vejledning til læsning af de resterende digte. Digtet er, i kraft af titlen, et præludium – en indledning.