Anbefaling af Jens Blendstrup: Luskefisefortællinger, udgivet på Samleren d. 17. januar 2014.

Anmeldt af Søren Bojsen

Foto: Søren Bojsen

Luskefisefortællinger er en kuleskør og hamrende vedkommende roman fra Jens Blendstrups legende hånd, som han har skrevet til alle os der har bardommens nostalgi helt tæt på hjertet. På små 121 sider formår Blendstrup at trykke så hårdt på lattermusklen, at læsningen bliver til rendyrket barneleg.

Forstadstilværelsen foldet ud

Luskefisefortællinger foregår i Blendstrups hjemstavn Risskov nogle få kilometer fra Aarhus. Romanens bagside fortæller at der er tale om ”falske historier fra en sand barndom”, og det er da også i de velkendte rammer fra hans gennembrudsroman Gud taler ud (2004), at handlingen finder sted. Omdrejningspunktet fra den kanoniserede roman, Gud (Blendstrups far), er sammen med den forfjamskede mor Gerd Lillian stadigvæk til stede i Luskefisefortællinger om end mere perifert i denne omgang. I stedet følger vi Lille Jens og hans venner Neger Thomas, Bimse, Klunke og Mimi, hvor vi i episodiske nedslag får indsigt i barylernes forestillinger om voksenlivets alvorligheder og barndommens absurditeter.

Sprogets komik

Blendstrups erindringsroman forekommer fragmenteret fordi læseren bliver katapulteret ind i syrede røverhistorier, der på den ene side synes tilfældige, og på den anden side bindes sammen af barnelogikken.

”Jeg sad sammen med Bimse i hans legehus. Deres hund Rex luskede hen i skyggen af et træ. Det var afsindigt meget sommer. Vi var nærmest smeltet. Når hunde hører sirener, begynder de at hyle. Det er fordi de tror at ambulancen er deres forfar der kalder på dem. Pis og papir sagde Bimse som aldrig sagde meget.”

Romanen er opbygget af sådanne surrealistiske erindringer der griber barndommens helt store spørgsmål an. Blendstrup formår at skildre barnlige narrestreger og bundalvorlige situationer med en sådan sproglig lethed at man som læser efterlades med et sammensurium af følelser, der dog klart overskygges af den komiske tilgang til handlingen og sproget. Vi hører om Heinos far der skal i fængsel efter at have begået underslæb, hvilket ifølge Lille Jens er ”når man slæber noget under en båd uden at man må for politiet.” Der fortælles om puberteten, ud fra den barnlige frygt for forandring:

”Puberteten, ved du hvad det er? Ja, det er når ens tænder falder ud og man går hen og bliver grim. Åh nej jeg får det pludseligt dårligt. Bare rolig, Mikael og André er ved at arbejde på en evigbarnsmaskine. Hvad går den ud på? Det er sådan en hammer der er beregnet til at smadre vores pubertetsæg før de revner. Men kan de hindre at vi kommer i puberteten? Ja hvis den rammer rigtigt, ellers kommer vi bare til at sidde i rullestol. Hvad så hvis den ikke virker? Så bliver vi både grimme og sidder i rullestol. ”

Lårklaskende sjov, let og uforpligtende

Det der gør Blendstrups roman til en unik læseoplevelse, er den uforpligtende tilgang til de blåøjede børn. Det er igennem alverdens røverhistorier og surrealistiske anekdoter at han folder sine erindringer ud foran os, og det er med et enormt komisk overskud, at vi trækkes med tilbage til 70’ernes Risskov. Nogen vil måske fristes til at tage de helt store fortolkningsbriller på men det er nok ikke Blendstrups intention med dette lille værk. I stedet tilbyder han læseren et indblik i gakkede barndomsminder der formår at være sjove uden at være platte. Luskefisefortællinger er Jens Blendstrup når han er bedst, og skal læses med den intenderede lethed.