Anbefaling af Karneval og andre fortællinger af Karen Blixen, genudgivet af Gyldendal d. 20. september 2019 

Anbefalet af Shannon Færch 

Foto: Shannon Færch 

Blixens efterladte fortællinger er et lille kabinet af forskellige livshistorier, der, skrevet på forskellige tidspunkter i hendes liv, alligevel bærer en lille rød tråd af temaerHandlingen i de eventyrlige karakterers liv påvirkes eller farves ofte af naturen, enten i form af skønne, vilde landskaber eller omskifteligt vejr. Og så er der idéen om skæbnen, der puster liv deres historier og giver dem et usynligt, uforståeligt midtpunkt at cirkle om. 

Der er hele 16 fortællinger at kaste sig ud i, i denne komplette version. De varierer bredt i længde, emne, sted og atmosfære. Nogle steder støder man endda på ganske kendte (og alligevel ukendte) figurer, såsom Jack the Ripper. Blixen-traditionen tro indeholder fortællingerne stort set alle fantastiske elementer, og flere minder om den eventyrlige genre, mens enkelte nærmest kan læses som gotisk fiktion. 

Skæbnesvangre møder 

”Eneboerne” foregår på en forblæst ø, hvor et ungt ægtepar er de eneste beboere, og så alligevel ikke. Mens ægtemanden har travlt med at skrive og drømme om sin egne skriverier, møder kvinden Lucie spøgelset af en sømand. Der er ikke meget håb eller lys i den romance som opstår med sømanden, men der er en medrivende voldsomhed i den dunkle fortælling om dette møde med døden, ude på kanten af verden. 

Hendes hænder var iskolde og den skarpe salte fugtighed, som havet førte op mod klippen, gennemtrængte hele hendes legeme med sin kulde, men dog blev hun stående, det vidunderlige og storslåede syn holdt hende fast og fyldte hende.”

Selvom Lucie ender med at stå over for et afgørende valg, og ægtemanden endelig får øjnene op for hende, efterlades man med en fornemmelse af, at hun ikke kan undgå sin egen skæbne. Ligesom havets og vejrets voldsomhed er helt uden for menneskelig kontrol, er Lucies liv styret af noget ligeså kraftfuldt og ødelæggende. Den samme tråd trækkes i samtlige andre fortællinger, hvor skæbnen dog ofte er mere gavmild. Ligeså vises naturen også oftest fra sine mere strålende og livsbekræftende sider. 

Naturens uudgrundelige skønhed 

I ”Pløjeren” er der også spøgelser, her er det dog de gamle, for længst forsvundne træer og ånder som går igen om natten i skovene. Trods farerne ved disse dybe, gamle hemmeligheder, så er der noget gribende og nostalgisk over Blixens naturbeskrivelser: ”O, det er de gamle skoves stemmer og deres sang om den vældige fri jord.” Pløjeren, der kun pløjer i én enkelt dag, er søn af en heks og på samme måde et omvandrende eksempel på mystiske og dunkle hemmeligheder fra gammel tid, en tid vi ikke forstår os på i dag, hvor skoven er ”kendt og gennemkrydset af hundrede veje”.  

Pløjeren er dog mere heldig end Lucie. Mange af fortællingerne ender positivt, men ofte også mærkværdigt. En enkelt fortælling, den eventyrlige ”Anna” som foregår i Italien, er desværre uafsluttet. I ”Ehrengard” befinder vi os nærmest i et paradis på jord. Det er en lidenskabelig fortælling om skønhed og forførelse, hvor forføreren må se sig slået af sit planlagte offerDer opstår tvivl om, hvorvidt det ikke i virkeligheden er forføreren, der bliver forført af den skønne Ehrengard. Hun bader hemmeligt i en skovsø tidligt om morgenen, og observeres af kunstneren, der ser sit livs mesterværk i hende. 

Over vandspejlet var tågen ved at lette, som fine lag af slør, der blev trukket bort ét efter ét. I lyset af den kommende solopgang var den rosenrød og opalfarvet, mindre hvid end den unge piges legeme, og de tynde vimpler blev hængende omkring hendes fod og knæ som et spindelvævsfint klædningsstykke.

Blixens kærlighed til naturen skinner igennem, og naturens tilsyneladende enkle rolle er i virkeligheden svær at trække ud af fortællingerne, uden at hive en stor del af ånden med. Den er med til både at ophøje disse forskelligartede menneskeliv og stille dem i perspektiv, ind i en større orden, som man kan famle efter at forstå, men aldrig helt begribe. Trods skæbnebestemmelser ved man aldrig, hvad der kommer til at ske i hver ny fortælling, og hvor den vil ende.