Anmeldelse af Ib Johansen: Brødrene Grimm og deres eventyrverden, udgivet på Det Poetiske Bureaus Forlag d. 1. juni 2020

Anmeldt af Henriette Schmidt

Foto: Henriette Schmidt

Et kongerige langt borte og en umulig udfordring med en fantastisk belønning. Det er fantasifulde eventyr som disse, man møder i Ib Johansens Brødrene Grimm og deres eventyrverden. Forbered dig på en udførlig gennemgang af udvalgte eventyrs receptionshistorie, men ikke mindst en dejlig tur tilbage til barndommens magi.

Ib Johansens udpluk af eventyr i Brødrene Grimm og deres eventyrverden er ikke nødvendigvis de hyperkanoniserede eventyr, man ville forbinde med de verdensberømte brødre. Her tænker jeg eksempelvis på Rapunzel, Hans og Grethe, Den lille Rødhætte osv. Jeg blev tværtimod overrasket, da jeg slog op på den nydeligt skitserede liste over de uforkortede eventyr, og kun fandt to titler, jeg genkendte (der er syv Grimm-fortællinger), og hverken Rapunzel, Den lille Rødhætte, Hans eller Grethe var at finde. Jeg blev igen overrasket, da jeg lod blikket glide ned over resten af listen med fortællinger, og måtte konkludere at Grimm fortællingerne kun udgjorde omkring halvdelen.

Brødrene Grimms samtid

Efter en indledning, der både minder læseren om sit første møde med eventyret og ikke mindst tilbyder et crash-course i tidlig tysk romantik, hvor vi slutter af med den nyfundne interesse for folkedigtning, starter kapitel et med titlen: ”Brødrene Grimm og deres samtid”. Dette er bogens korteste kapitel, og her starter vi hårdt ud med Den Franske Revolution. Det er især de politiske efterdønninger som Det Unge Tyskland-bevægelsen, der fremhæves i dette kapitel, og selvom man kort bliver præsenteret for brødrene Grimms politiske standpunkt og bekendtskaber, bliver man ikke yderligere introduceret til de to brødres liv. Min umiddelbare tanke var, at kapitlet burde hedde ”Brødrene Grimms samtid” frem for ”Brødrene Grimm og deres samtid”, da jeg efterhånden følte, at jeg vidste mere om brødrenes samtid end om dem. 60 sider inde i en bog hvor deres navn i versaler pryder bogens forside, begyndte jeg at tvivle på deres tilstedeværelse i bogen – forstærket af min tidligere opdagelse vedr. antallet af Grimm fortællinger på listen. Jeg følte ikke, at jeg kendte brødrene bedre, end jeg gjorde, da jeg startede.

”Jesper Harehyrde himself

Kapitel to besvarede derimod min efterspørgsel efter Grimm. Her præsenterer Johansen de forskellige eventyrtyper, som dominerer brødrenes eventyrverden og kvitterer hver præsentation med en eller flere uforkortede historier. Det er også her, Johansen inddrager de yderligere otte historier af andre forfattere/eventyrindsamlere, typisk for at belyse en samtidig tendens i et andet land, eller et moderne eksempel på en eventyrtradition. Derudover er bogen heller ikke helt uden humor, og Johansen laver af og til en smule spøg, med de fiktionelle samt virkelige karakterer, som ellers nød deres plads i solen:

”Og i dette tilfælde er der som i så mange andre eventyrtekster tale om tre brødre, samtidig med at det endnu engang er den yngste (Jesper Harehyrde himself), der på obligatorisk manér klarer sig bedst og efter flere forsøg omsider vinder prinsessen og det halve kongerige”

Ib Johansen er særligt god til at krydre med lidt humor, der hvor teksten nogle gange kan blive en anelse for teknisk, og generelt vil jeg mene, at man ville få mest mulig ud af Johansens kommentarer, hvis man kender en smule til bl.a. Jacques Lacans signifié og signifiant eller Mikhail M. Bakhtins begreb om karnivalisme, da disse anvendes, men ikke helt forklares til fulde. Til gengæld sørger Johansen for, at alle er med på det historiske plan, for her lader han nemlig historien snakke for sig selv. Det gør han bl.a. ved at inddrage lange citater fra flere perioders berømte litteraturteoretikere og filosoffer, som rent faktisk får chancen for at forklare deres syn på eventyr ganske fint og forståeligt uden Johansen afbryder dem:

”´Lad os forstå denne udtalelse fra Jacob Grimms side i 1858 ikke blot som en personlig udmærkelse og anderkendelse, når det gælder Schönwerths værk, men også som en opfordring til og forpligtelse for os alle, hvor det gælder om at høre det vigtigste budskab om besjælet natur og skabninger under en fortryllelses trolddom såvel som om at sammensmelte det vidunderlige med det naturlige. / Verden uden eventyr og myter ville forblive uden klang og tone [klanglos] som et liv uden musik´”

Altid del din madpakke med den gamle kone i skoven

Brødrene Grimm og deres eventyrverden, er en grundig og vellykket introduktion til det klassiske europæiske folkeeventyr. Ligesom ved titlen på det første kapitel, vil jeg mene at der skal lægges vægt på den sidste del af bogens titel, da jeg af og til måtte kigge lidt langt efter brødrene Grimm, og det netop er eventyrverdenen og dennes receptionshistorie som Johansen åbner op for læseren. For mig betød det en herlig genforening med barndommens folkeeventyr nu med en ny indsigt i eventyrenes traditioner.

Bogen er en del af Det Poetiske Bureaus Forlags ”Lommebibliotek”, hvilket vil sige at bogen er en fiks lille sag, som er nem at have med i håndtasken, og minder faktisk lidt om en lille manual – i dette tilfælde både en håndbog om Grimms eventyrverden, og en moralsk guidebog med eventyrenes hovedpersoner som eksempler. Her vil jeg gerne dele, hvad jeg er blevet husket på i min læsning af Brødrene Grimms eventyr: Altid del din madpakke med den gamle kone i skoven. Der er stor sandsynlighed for at hun både kan gøre livet let og surt for dig så husk den gode karma.