Anmeldelse af Marguerite Duras: De små heste i Tarquinia, udgivet på forlaget Batzer & Co. d. 13. marts 2020, oversat fra fransk af Lone Bjelke.

Anmeldt af Julia Duyvejonck Frøberg

Foto: Bogens forside // batzer.dk

Sara og hendes mand, Jacques, holder ferie i en lille by i Italien, tæt på hav og salt. De bæller Campari, som var det benzin, sammen med deres ferievenner Ludi, Gina og Diana, tager på stranden og køler af, og spiser stegt fisk og suppe til aftensmad. Under overfladen bølger kvalmen som resultatet af en for varm, gentagende og kedelig sommerferie. Fra bogens sider kunne jeg mærke den selvsamme kvalme.

Dét er bestemt ikke negativt ment. Selv har jeg oplevet sommerferien som gentagende og kedelig under disse Coronatider. Festivalen blev aflyst, ferierne skubbet og Aarhus lukkede ved midnat. Da jeg begyndte på bogen, kom varmen og var aldeles ulidelig, nådesløs og ubeslutsom, præcis som Duras’ bog. Saras ferie består af at drikke Campari; brokke sig over det varme vejr; tage på stranden; spise på hotelrestauranten, der altid serverer stegt fisk og suppe; skælde ud på sin barnepige, som hun dog alligevel ikke kan få sig selv til at fyre; og være sin mand utro, som han selv opfordrer hende til. Ganske enkelt gør hun ting, som hun egentlig ikke har lyst til, og hun gør det konstant.

Gang på gang udtrykker hun og de andre feriegæster, at ferien er dårlig, men de kan ikke lade være med at vende tilbage til stedet. Der er ingen flugt, ligesom der heller ikke er en flugt fra hedebølgen, der hærger over hele Europa. Når de diskuterer, vender de altid tilbage til varmen som årsagen til deres elendighed. Sara er låst fast i sin position: Hun har ligeså lidt kontrol over vejret, som hun har over sin krop. Sara er den passive kvinde, der lader ting ske, mens håbet om køligere vejr og autonomi vifter i hendes tanker lige inden hun falder i søvn.

De ubeslutsommes valg

Alle feriegæsterne drikker Campari, fordi der ikke er andet at drikke. Det er det, de alle drikker, selvom det er en dårlig drink. På samme måde spejles det i alle deres andre valg: De gør ting, som alle andre gør, selvom de ikke har lyst. Duras formår at fortælle om den passive kvinde, som ikke har ret til autonomi – hverken over sine egne holdninger, eller hvad hun vil bruge sin krop på eller til. Altid har mændene og de andre kvinder en mening, og det ender med at Sara stemmer i med de andre. Sommerferien bringer det værste frem i feriegæsterne, på trods af at de er taget på ferie for at slappe af. Deres sommerferieliv er næsten ligeså rutineret som deres hverdagsliv.

”Menneskers opførsel fortalte mere om dem om sommeren end om vinteren. Det skulle man i hvert fald tro. I solen åbnede en persons karakter sig og lod sig se.”

Dét ser læseren bestemt. Sommerferien er et sandt mareridt, og som læser kan man selv mærke kvalmen, der emmer fra siderne. Der er noget ganske sommerligt bedrøveligt over Saras ferie. Samtalerne Sara fører med Jacques og manden, hun indleder en affære med, tynger med ubeslutsomhed og depression. Hun er fastfrosset i sommerheden, og det er der noget ganske poetisk over. Det er faktisk ganske aktuelt, hvor jeg her tænker på #Metoo-bevægelsen, som har fået fornyet fokus i Danmark med Sofie Linde, der taler ud om sin oplevelse. Bogen belyser derfor en problematik, som altid har eksisteret. På trods af at sommerferien snart er overstået, er bogen ikke kun ferielæsning, men en fortælling om passivitet og tvang, der krydser igennem flere årtier. Det er aldrig sæsonbetonet.