Anmeldelse af Tine Høeg: Tour de chambre, udgivet på Gutkind d. 27. maj 2020

Anmeldt af Rikke Bliksted

Foto: Rikke Bliksted

Det gør ondt, når vi mister nogen, som vi holder af. Derfor kan det være rart at dele sin sorg med nogen. Men hvad, hvis ens forbudte flamme, der er kærester med ens bedsteveninde, dør – hvad gør man så? Tine Høegs Tour de chambre fortæller, hvordan fortrængte følelser pludselig kan vækkes og overtage ens liv.

Det er 10 år siden, at August døde. Dengang boede Asta på kollegie med sin bedsteveninde, Mai, og hendes kæreste, August. Selvom Asta vidste, at hun ikke burde, følte hun et hungrende begær efter ham – og det var gengældt. De to forstod hinanden på måder, som ingen andre kunne. Deres forbudte kærlighed kulminerede til tour de chambre. Samme aften som August døde. Efterfølgende befinder Asta sig i et tomrum – hun føler både dårlig samvittighed overfor den intetanende Mai og en dyb sorg, som hun ikke føler, at hun kan dele med nogen. Alt dette fortrænger hun, så hun kan støtte Mai efter tabet af August.

Efter Asta modtager invitationen til mindehøjtideligheden for August, vælter de gamle følelser frem. Gennem romanen er det tydeligt, hvordan Astas følelser herefter hungrer efter ”at komme ud”. Det er ikke længere muligt at lade som om, at de ikke eksisterer. Hun kasserer derfor idéen til sin nyeste roman og prøver i stedet for første gang at sætte ord på den glemte tid. På sine følelser for August. På sit svigt overfor Mai. Disse ord skal danne bund for den historie, som hun aldrig har fortalt. Hun bliver opslugt, og nutid og fortid smelter sammen. F.eks., minder ting fra nutiden hende om tiden på kollegiet, elevatoren på hendes forlag ligner den, de havde på kollegiet – hvormed hun bringes tilbage til første dag på kollegiet, hvor hun mødte August. Hun barrikaderer sig foran computer for at kunne få en forløsning fra de følelser, der er ved at æde hende op. Endelig har hun fundet en måde, hvorpå hun kan åbne op for Mai og sine hungrende følelser.

Ord med dybde

Selvom Tine Høegs sprog er sparsomt, og der på nogle sider kun står én enkelt sætning, fremstår fortællingen levende og klar. Intet bliver udpenslet. Det bliver aldrig sagt, at Asta tager afstand til Mai på grund af invitationen og vækkelsen af de gamle følelser. Dog er Astas manglende engagement i deres sms-korrespondance med til at fortælle, at hun har brug distance. At hun ikke kan være i Mais nærvær, mens hun gennemgår og bearbejder de fortrænge følelser. Ligeledes er kemien mellem August og Asta underspillet og gemt mellem ordene. Men ved en nærlæsning kan man se det hungrende begær:

”Det er svært at få sunket maden. Jeg sidder med kartoffelmos i kinden og koncentrerer mig om ikke at se på August. Øjenkontakt føles farlig […] August vælter mit vinglas. Nu er jeg nødt til at møde hans blik. Han smiler bredt. Jeg er næsten sikker på, at han gjorde det med vilje.”

Begæret italesættes ikke direkte, men alligevel er det klart, hvordan Asta og August er draget af hinanden. Så selvom Asta (og Tine Høeg for den sags skyld) ikke slynger ud med de store følelser, er hendes følelsesmæssige situation fuldstændig klar. Der er ikke et behov for at udpensle noget, og det viser, at vores følelser altid er til stede, uanset om vi vil dem eller ej. De vil altid finde deres vej frem.

Du er aldrig alene

Jeg har været helt og aldeles opslugt af Tour de chambre og har ladet mig fordybe i Astas fortælling. Asta skubber sine følelser væk, fordi de minder hende om sorg og bedrag. Hun vil ikke belemre andre med sine problemer, og det påvirker hende tydeligvis. Tour de chambre understreger derfor, at vi ikke kan flygte fra vores hungrende følelser – vi er nødt til at sætte ord på dem. I den forbindelse elsker jeg Mais ord til Asta, ”Du er så dum i hovedet, Asta. Du er – du tror du kan klare alting selv. At du ikke behøver fortælle nogen hvordan du har det – at dine længsler er unikke – at du er så fucking speciel at ingen for alvor kan nå dig eller hjælpe dig med noget”. Citatet fortæller nemlig, at vi aldrig er alene – vi er ikke alene om at føle sorg, glæde, vrede. Det er noget helt basalt, og noget, som vi alle gennemgår på et eller andet tidspunkt. Dermed er Tour de chambre en god reminder, som jeg ikke kan andet end at anbefale med hele mit hjerte. Vi bør ikke skamme os og holde vores hungrende følelser for os selv.