Litterær artikel om forholdet mellem galskab og videnskab i Daniel Kehlmann: Opmåling af verden 2005, på dansk ved Forlaget Per Kofod 2007

Af August Toftgaard Madsen

Foto: Bogens omslag // Forlaget Per Kofod

Man siger om Danmark at vi ikke havde haft en guldalder hvis psykofarmaka havde været tilgængeligt ved 1800-tallets begyndelse. De største kunstværker, digte og idéer blev skabt af maniske galninge som H.C. Andersen, Grundtvig og Kierkegaard. Tyskerne kan sige det samme om deres guldalder. To af tidens genier var naturforskeren Alexander von Humboldt og matematikeren Carl Friedrich Gauss, og de bliver begge bragt til live i Daniel Kehlmanns roman Opmåling af verden fra 2005. Kan vi forestille os en guldalder uden galninge? I dette tilfælde: hvordan ændrede Gauss og Humboldt på vores natursyn, og havde deres indsigter forbindelse til deres galskab? Det havde de ifølge Kehlmanns roman.

To gale

Med ”galning” forstår vi en person som i tanke og handling afviger væsentligt fra hvad vi anser for at være normalt i en given kontekst. Tilmed skal den gale selv være enten ubevidst om afvigelsen eller ude af stand til at bringe den under kontrol. Gauss og Humboldt er gale på hver deres måde.

Gauss’ åndelige liv er spaltet i to. Den ene del er i kontakt med evigheden og ser tal og linjer hvor ingen troede at de fandtes. Når han befinder sig i denne sfære, er hans indre en harmonisk symfoni, mens alt i hans omgivelser, inklusiv hans krop, ligger uden for bevidstheden. Når han ikke befinder sig i denne tilstand, er han bedrøvet, og mismodets kilder er mange: han er skuffet over naturens uperfekte indretning, udsigten til en fjern fremtids bedrevidenhed nager ham, og hans mors aldring skærer ham som det eneste ligefrem dybt i hjertet. Og så lider han af kronisk tandpine, kronisk ondt i ryggen, kronisk træthed og dårligt humør.

Ikke altid taler de to Gauss’er sammen. Det gør de fx ikke den nat han opdager hvordan man konstruerer regulære syttenkanter med passer og lineal:

”Det måtte straks skrives op, han måtte ikke glemme det. Skufferne ville ikke åbnes, pludselig havde papiret gemt sig for ham, pennen knækkede og slog klatter, og så kom den fulde natpotte i vejen. Men efter en halv times kradseri stod det hele på nogle krøllede ark, i margen af en lærebog i græsk og på bordpladen. Han lagde pennen fra sig. Han åndede tungt. Han opdagede at han var nøgen, undrede sig over svineriet på gulvet og stanken. Han frøs. Tandpinen var næsten ikke til at holde ud”

På bryllupsnatten slår evigheden ned i Gauss i øjeblikket da han fumler med brudens underklæder. Ikke evigheden i form af hengivelse til elskov, men i form af en uforudset indskydelses pludselige klarsyn. For netop i dét øjeblik fanger han et glimt af måneskiven bag gardinet, og med ét bliver det klart for ham hvordan man korrigerer målefejl i planetbanerne approksimativt. Med lige dele skam og begejstring gør han sig fri og stavrer mod skrivebordet.

Gauss er i Kehlmanns fremstilling født gal. Galskaben består i hans ufrivillige tilbøjelighed til at blive ét med indre stemninger. Det gør ham ude af stand til at reagere på både sine følelser og sine omgivelser. Og der er en sammenhæng mellem hans indre tilstand og de matematiske klarsyn. Han kan ikke opsøge dem. De må komme til ham. Med alderen svækkes hans tilbøjelighed til at gå ind i sig selv, og tilsvarende aftager hans produktivitet.

For Humboldt er det anderledes.

Humboldt bliver født ind i den rige preussiske lavadel, hans milde far dør tidligt, og den strenge mor sender sine to sønner ud i et elitært, privat undervisningsforløb. Den ene skal blive kulturens mand, den anden naturens. Således bliver Alexander bjergværksassessor. Forholdet til moren er præget af tvang og kolde følelser, og hendes død indtræffer som en befrielse. Ikke mindst fordi den frigjorte arv er astronomisk og kan tjene som økonomisk fundament for Alexanders årelange ekspeditioner. Bevæbnet med oplysningsidealer, naturromantik og toogfyrre af tidens spritmoderne måleinstrumenter drager han som 29-årig til Sydamerika med sin franske makker, botanikeren Aimé Bonpland.

Undervejs måler han alt hvad måles kan: længdegrader, breddegrader, tid, temperaturer, lufttryk og havstrømme med mere. Som barn var han skrøbelig og forskræmt. Hushovmesteren anbefalede at beskrive angstens genstande i tal, for det man havde tal på, kunne man – angiveligt – ikke være bange for. Humboldt måler sig siden frygtløs, nogle vil sige dumdristig. Det mest bemærkelsesværdige ved hans liv, var at det blev langt. Han lader sig fire ned i glohede vulkaner, går stålsat ind i de dybeste grotter og bestiger de højeste bjerge.

Måske er det på grund af den ivrige dataindsamling, måske på grund af den horrible barndom: Humboldt er usædvanlig effektiv til at undertrykke sine følelser og fuldstændig elendig til at afkode andre mennesker. Han tolererer ikke Bonplands tiltrækning af det modsatte køn, og han latterliggør hånligt de indfødtes videnskabelige underlegenhed. Uden dybere overvejelser udleder han at de følgeligt er kulturelt underlegne, men det er skam velment. Han vil gerne belære dem. På samme tid nægter han at afklæde sig sin gode, preussiske uniform med hat og kårde ved siden. Anstændigheden må opretholdes for enhver pris, også i den mennesketomme regnskov.

I videnskabelige anliggender kender han ikke til moralske skrupler. Han lukker hunde i enrum med krokodiller for at observere krybdyrets jagtadfærd, og han røver et gravkammer, ikke for genstande, men for lig som han fragter til skibet mens de indfødte sitrende ser til at de jordiske rester af deres forældre, bedsteforældre og afdøde børn bliver lastet og bortført under den hvide mands befaling. De tør ikke gribe ind. De tror at djævlen selv er kommet. Humboldt forstår ikke opløbet. Det er jo bare død materie.

Humboldts galskab er forskellig fra Gauss’. Humboldt er aldrig ét med sine følelser, men holder enhver stemning under fornuftens kolde regimente. I romanens univers er det oplagt at forstå følelsesfortrængningen i lyset af hans strenge opvækst. Men det er også i kraft af denne fortrængning at Humboldt aldrig stopper op og spørger til meningen med at vie sit liv til dataindsamling. Derfor bliver han ved og ved med at indsamle sine naturbeskrivelser længe efter at Bonpland og deres hjælpere har bedt om at rejse hjem. Hvilket de i øvrigt ikke får lov til.

Galnings syn

Gal mand til trods – eller måske netop gal mands værk: det som trådte frem af Humboldts og hans samtidige målefællers endeløse rækker af måleresultater, var en global naturbevidsthed. De enkelte målesæt af temperaturer, lufttryk, tid og position, er intetsigende for sig selv, men når man sætter dem sammen, ser man at der optræder isobarer i atmosfæren, transkontinentale havstrømme i oceanerne og små, gradvise forskelle i sammensætningen af vegetation og fauna når man bevæger sig fra kyst til dal til bjerg. Kort sagt, man ser at vores klode udgør ét klimasystem og ét økosystem og at en ændring det ene sted derfor påvirker systemet som et hele. Man kan godt forstå at Humboldt er optimist på menneskehedens vegne. Han oplever at der kommer system i de kaotiske mængder af tal som man fik ud af at opmåle verden, og han oplever at kunne forklare hvad han ser med konsistente, rationelle teorier. I en forelæsning spår han om videnskabens sejrsgang:

”Vejens ende var i sigte, opmålingen af verden næsten afsluttet. Kosmos ville være bragt på begreb, alle vanskeligheder af menneskelig oprindelse, som angst, krig og udbytning, ville synke bort i fortiden […] Videnskaben ville bringe en velfærdens tidsalder, og hvem kunne vide, om ikke den en dag ville løse dødens problem.”

”Vejens ende var i sigte, opmålingen af verden næsten afsluttet. Kosmos ville være bragt på begreb, alle vanskeligheder af menneskelig oprindelse, som angst, krig og udbytning, ville synke bort i fortiden […] Videnskaben ville bringe en velfærdens tidsalder, og hvem kunne vide, om ikke den en dag ville løse dødens problem.”

Men Humboldts optimisme står ikke uimodsagt. Gauss er en ensom pessimist som livet igennem tæller primtal når han keder sig. Længe venter han at finde et system i tallenes forekomst. Det lignede trods alt blot et spørgsmål om regelmæssige multiplikationer. Men han finder det aldrig, og vi er heller ikke klogere i dag. I en stille stund konkluderer han at primtallenes forekomst i sit væsen er tilfældigt, og at man højst kunne blive i stand til at estimere deres antal i vilkårlige intervaller baseret på sandsynligheder. Den nat konen dør i barselssengen, kommer han til at tænke på stjernerne. Afklaret indser han at han aldrig vil finde ”den korte formel på én linje, der sammenfattede alle deres bevægelser”.

Humboldt ser kaos og erkender systemer. Gauss ser systemer og erkender tilfældighed. Når vi lægger dem sammen, får vi et billede af en natur som er storslået, men som rummer en sårbarhed. Humboldts jubeloptimistiske tro på menneskets mulighed for at oplyse sig til velfærd har en tillokkende appel, men den pessimistiske, Gaussiske uforudsigelighed minder os om at der altid vil være uforudsete konsekvenser når vi rykker ved naturens balancer. Daniel Kehlmann har et skarpt blik for denne ambivalens hos generationen af videnskabsmænd som førte oplysningstiden over i romantikken. Først og fremmest vidner Opmåling af verden om et natursyn hvor afdækningen af naturen ikke er ensbetydende med affortryllelse af naturen, men hvor videnskabelig erkendelse har karakter af religiøs erkendelse. Skulle vi lære noget af guldalderens natursyn i en tid med plastforurening, skovafbrænding og døende koralrev, kunne det være at tilskrive naturen blot en flig af helligdom.

At være gal på den er ikke det samme som at være gal. Med sin fortælling foreslår Kehlmann at guldalderens natursyn opstod da gale mænds vanvid viste sig at være snørklede sinds overlegne idéer.