Hvad kommer efter opløsning?

Anmeldelse af Allan Lillelund Andersen: EfterTre noveller, udgivet på Forlaget Silkefyret d. 1. december 2016

Anmeldt af Charlotte Elisabeth Christiansen

Foto: Bogens omslag / forlagetsilkefyret.dk

Allan Lillelund Andersens nye mini-novellesamling består blot af tre korte noveller i en flot, håndlavet indpakning. Selvom teksterne er komprimerede og sproget subtilt, behandler de alvorlige og vigtige temaer som desperation, indre dæmoner og forfald.

Lillelund Andersens lille bog føles lidt eksklusiv at sidde med, og man fornemmer tydeligt at der tænkt over designet. Den er lavet af lækkert papir og indeholder fine illustrationer udarbejdet af illustrator Gitte Lægaard og grafiker Michelle Melissa Jakobsen. Udover at være håndlavet er samlingen også udgivet i et begrænset oplag.

Det fine design er ikke kun pænt at se på – det bidrager også på sin egen måde til læseoplevelsen: Udover at grafikken matcher fortællingerne, er bogens noveller nærmest inddelt i tre separate bøger, som kan foldes ud på en måde, hvor det virker som om, der er flere bøger i én. Dette er ikke blot en lækker detalje, men er også med til at skabe en samlet helhed og en opdeling mellem historierne og deres tematikker på én og samme tid.

Selvom novellerne har forskellige udgangspunkter og handlinger, er der nogle grundlæggende fællestræk – de handler alle om mænd, som på den ene eller anden måde er på dybt vand; de har mistet kontrollen og har svært ved at oprette eller vedligeholde forbindelsen til mennesker, ikke mindst dem, der står dem nært: Én historie handler om Claus, hvis kone overvurderer hans psykiske velbefindende og forskrækkes over hans selvmordsforsøg. En anden historie handler om en usikker familiefar, der bruger sine opsparede penge på købesex i stedet for en cykel til sin søn. Den tredje om en dybt skadet mand, der begår en frygtelig forbrydelse.

Det er historier om mænd i krise; om mænd, der har svært ved at kommunikere og fungere, og som følge heraf tyr til desperate handlinger. Det er mennesker i forfald og opløsning, hvis råb om hjælp knap høres, fordi det maskeres – mest af dem selv. Det er fine, velskrevne fortællinger om skrøbelige sind og indre dæmoner, og i virkeligheden ganske triste historier, der sætter mændene og det ”snavs” de har i hovedet, sådan som den selvmordstruede Claus beskriver det, i perspektiv. Deres desperation og voksende ubehag fremskrives på en subtil måde, hvilket gør Efter til en fin, lille novellesamling om det, der gør ondt. Smerten findes ikke blot hos mændene selv, men også os dem omkring dem, som det ses indledende i titelnovellen ”Efter”, hvor Claus har forsøgt at begå selvmord, og hustruen får besked:

”Hun sad i noget så afslappet som en hængekøje i deres have og havde gættet på ordet ’henrettelse’ i en kryds og tværs, der lå på hendes mave. Han havde snakket om at slå plænen, men noget var kommet i vejen. Nu vidste hun hvad der var kommet i vejen. ”Jeg satte bare slangen ind,” sagde han. ”I bilen, i en skov.” En skov, som hun slet ikke kendte til. ”

Det er passager som ovenstående, hvor man som læser oplever, at det subtile findes helt nede i sproget med dets brug af elegante, rammende symboler og billeder, ladet med mikrobetydninger. Udover novellernes tematikker, er det især sproget, der gør Efter til en flot novellesamling, fordi tankefuldheden særligt præsenteres her.

Udgivet: februar 6, 2017 | Kategori: Anmeldelser, artikler | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *