Hvem var Asta?

Hvem var Asta?

Hvem var Asta?

Anmeldelse af Eva Tind: Astas skygge, udgivet på Gyldendal d. 21. april 2016

Anmeldt af Camilla Engkjær Laursen

Foto: Bogens omslag / gyldendal.dk

Asta Nielsen var enlig mor, gift og skilt af flere omgange, men først og fremmest var hun en skuespiller med et talent, der gjorde hende til Europas første filmstjerne. Alligevel har Nielsens privatliv altid været henlagt i mørke, da man eksempelvis ikke kender meget til forholdet til datteren og mændene. I sin nye bog forsøger forfatteren og kunstneren Eva Tind at nærme sig ”Die Asta” og lade skuespillerindens egen stemme komme til orde.

På forsiden af Astas skygge stirrer den danske skuespiller Asta Nielsen (1881-1972) ud på læseren under det kraftige pandehår og den mørke øjenskygge. Som læser suges man hurtigt ind i et litterært projekt, der handler om at lære Asta at kende. Bogen er hverken en biografi eller en roman, men et sammensurium af uddrag fra Nielsens eget erindringsværk, brud fra optagede telefonsamtaler mellem Nielsen og vennen Frede Schmidt samt af Eva Tinds egne refleksioner over sit arbejde og interviews med diverse eksperter på området.

Tinds fascination for Asta Nielsen bliver vakt, da hun flytter ind på Astas første adresse, og i løbet af kort tid finder hun mange andre sammenfald mellem sit eget og Nielsens liv. Den for længst afdøde skuespiller hjemsøger Tind, der afbryder sine studier og begraver sig i et mørke, som skrivningen langsomt hiver hende op fra.

Stukket ind imellem siderne finder læseren et løst ark; det er en rekonstruktion af et brev skrevet af Nielsen i 1969, som Tind køber i et antikvariat mere end 30 år senere. Det er kopieret helt ned til det lyserøde papir og de manglende bogstaver, og selvom det ikke indeholder nye og saftige detaljer, så bliver brevet – som det kuriosum, det er – en fysisk manifestation af Tinds fascination. Tidligere har forskere og dokumentarister primært interesseret sig for Astas karriere; en skuespillerkarriere, som hun udlevede i Tyskland, og som hun aldrig blev værdsat for her i Danmark. Derfor ved man ikke meget om Asta som privatperson. Tinds projekt handler imidlertid netop om at nedbryde denne mur og nærme sig den glemte skuespillerinde – og ikke mindst vise Asta som den kvinde – hun virkelig var:

”Under min research er der vokset en følelse frem i mig, en følelse af uretfærdighed og et ønske om at gøre uret ret og en gang for alle aflive den anekdote, der har modarbejdet Asta siden 1937, rygtet om, at hun skulle være nazivenlig.”

Die Asta var nok populær syd for grænsen, men nazist var hun ikke. Netop pga. Hitler og nazismen forlod hun Tyskland i 1937 og vendte tilbage til et Danmark, der ikke ønskede hende, ikke værdsatte hendes talent eller hendes store rolle inden for udviklingen af europæisk filmkunst. Yderligere var Asta upopulær i den danske offentlighed, da hun på mange måder brød med datidens normer for kvinder, mødre og skuespillerinder.

Asta Nielsen får skrabet det dårlige omdømme af sig, og tilbage står en stærk kvindeskikkelse, der skabte et liv og en karriere ud af ingenting, og som ikke skammede sig over den, hun var: ”Asta var forud for sin tid, måske endda forud for vores tid, hun brød grænser, hendes flerkulturelle baggrund, hendes eksperimenter med skuespillet, filmen, kønnet, det erotiske, magt, humor og hendes manglende skam over at være enlig mor, at være fraskilt, at være: kvinde.”

Lykkes Tinds projekt? Delvist. Tinds research tager udgangspunkt i Astas forhold til sin uægte datter, som hun bortadopterede for derefter at tage til sig igen – noget, som Eva Tind kan identificere sig med som danskadopteret koreaner – men hun præsenterer desværre ikke rigtig nyt materiale om Asta og hendes privatliv. Bogens styrke består i at lade Astas stemme tale, og måske kan Astas skygge være med til at åbne en ny diskurs om Asta Nielsens plads i den danske kulturarv? Om ikke andet har Tind bedrevet en smuk og poetisk hyldest til en af Danmarks mest karismatiske og oversete kvindelige personligheder.