Anmeldelse af Merethe Lindstrøm: Fuglenes anatomi, udgivet på Batzer & CO d. 12. Marts 2021. Oversat fra norsk af Jannie Jensen.

Anmeldt af Maja Hinrichsen

Foto: Bogens forside // batzer.dk

Man skulle tro fugle som metafor for frihed var en overbrugt kliché, men det er langt fra tilfældet i Merethe Lindstrøms nye roman. Den skildrer en kvinde, afskåret fra omverdenen og betaget af to ting: sine fugle og sin skrivning. Hun føler sig fanget i livet og ønsker ikke andet end at give sine fugle den frihed, hun ikke selv har. Hun søger noget, hun ikke tør række ud efter eller måske ikke ved, hvad er. Fuglenes anatomi er en roman om ensomhed, frihed og fangenskab – alt sammen tydeligst i alt dét, der ikke bliver sagt.

Romanen udspiller sig i en lille engelsk landsby, der hedder Yew Tree Cottage, hvor vores hovedperson, der forbliver unavngivet, er flyttet hen sammen med sin mand Sirke og deres to døtre. Hun tilbringer det meste af sin tid på sit arbejdsværelse, hvor hun fordyber sig i sine skriverier. Hun lever et relativt afskåret liv og dette får en selvforstærkende effekt, hvor hun bliver mere og mere menneskesky. Nogle dage åbner hun slet ikke døren for andre; hun kan se dem stå udenfor og mærke deres skuffelse, når der ikke bliver lukket op. Men det er som om, det er en fysisk umulighed for hende, hvilket Lindstrøm formår at tydeliggøre gennem sit utrolige billedlige sprog:

”Måske kommer det gradvist, den bevægelse indad, at det ikke er en bestemt dag du bare lukker døren, men at du lægger de dele af dig selv væk lidt efter lidt, som når du lægger tøj væk, lægger det sammen, nogle bruger vakuumposer hvor luften suges ud så alt bliver fladt og småt og ikke fylder så meget”

Man får dog også hurtigt indtrykket af, at hun føler en stor ensomhed. Hun har afskåret sig fra verden og lukket sig ind i sig selv, men samtidig hungrer hun efter menneskelig nærvær. Hendes ægteskab med Sirke kører ikke ligefrem på skinner. Han er begyndt at drikke og der er opstået en afstand imellem dem, som gradvis vokser sig større og større. 

Fastfrosset eller fri?

Hun har dog et projekt: Hun skal have bygget en voliere til sine fugle; et stort bur, hvor de kan flyve frit. En ung mand, som i begyndelsen blot omtales ”knægten”, men senere får navnet Tom, er blevet ansat til at hjælpe med projektet. Hun bliver i høj grad draget af Tom, hvilket allerede ses i hendes første beskrivelse af ham: ”Sådan et ansigt som får dig til at tænke: hvad kommer han til at ødelægge. Jeg tror han var skrevet før jeg begyndte at skrive om ham”. Tom repræsenterer på mange måder det modsatte af hendes egen livssituation: Han er ung, har livet foran sig og er fri af forpligtelser – alt det, som hun både hungrer efter, og har gjort alt for at forsøge at slippe væk fra.

”(…) tænker at det er overdrevet, at være så sorgløs, for der kan ikke være så lidt at bekymre sig om, der er noget løsrevet over ham, et stykke plastik som blæser over marken, han har ikke brug for noget. Jeg spekulerer over hvordan det er ikke at være bundet til nogen, jeg har kendt fyre som ham, for længe siden, men det er ikke dem han minder mig om, det er mig, er det ikke, før jeg blev den jeg er nu”

Toms sorgløshed gør hovedpersonen opmærksom på sin egen mangel på samme. Hun er i høj grad fanget i en følelse af magtesløshed og ængstelighed, som det er umuligt at slippe ud af. Denne følelse af fangenskab bliver understreget af hendes næsten sygelige besættelse af at få bygget dette voliere til sine fugle. Hun ønsker at de skal have den frihed, hun selv mangler; hun ønsker, at de skal kunne se himlen.

Et filter af kvindeskæbner

Fuglenes anatomi er en fortælling om frihed og fangenskab, om ensomhed, rodløshed og magtesløshed. Den handler om en kvinde, der føler sig fanget midt i livet. På den ene side er hun desperat efter at slå sig ned, men samtidig er hun nærmest afhængig af rodløsheden, som hun forbinder med en følelse af frihed. Merethe Lindstrøm formår at udnytte sproget til at male nogle klare billeder i læserens bevidsthed og trække tråde mellem fortid og nutid, som foregik de parallelt med hinanden. Det handler om at lade sig forføre af hendes tankestrømme, lade sig opsluge af dem, men samtidig holde tungen lige i munden. For Lindstrøm er ikke bleg for at skifte synsvinkel eller tid midt i en sætning, for at skabe nogle tydelige forbindelser mellem de forskellige karakterer og hvordan deres livsfortællinger vikles ind i og spejles i hinanden. 

Hovedpersonen fortæller om sin datter Klara, der kæmper med en depression og om sin mor, der både var fjern og traumatiseret. Men det bliver næsten som en beskrivelse af hovedpersonen selv. Fortælleren er forsat vores hovedperson, men sådan som hun fortæller om sin datters og mors liv, blandes de forskellige livshistorier sammen og integreres i hovedpersonens. Det gør det svært at skelne mellem hvis liv, der berettes om, hvilket blot bidrager til fornemmelsen af, hvordan deres skæbner overlapper og vikles ind i hinanden. Alle kæmper de med et mørke, der gør dem tavse og fryser dem fast. Lindstrøm har skrevet en smuk, smuk bog, som fortjener at blive læst – og helst langsomt; én side ad gangen.