Anmeldelse af Betina Birkjær: Hus i skoven til salg, udgivet på Jensen & Dalgaard d. 14. februar 2020

Anmeldt af Camilla Weber Farver

Foto: Camilla Weber Farver

Efter lille Irmelins død efterlades hendes familie uden nogen forklaring på, hvorfor det skulle ske. Hvorfor lige Irmelin? Deres Irmelin? Tilbage er der bare sorgen og spørgsmålet. Hus i skoven til salg er fortællingen om de veje, familiens medlemmer hver især går i forsøget på at finde sig til rette med visheden om Irmelins død.

På romanens første sider stifter læseren bekendtskab med tre af familiens medlemmer: moren, tanten og storesøsteren, Maja. De er på kirkegården for at besøge Irmelin. Der er stille, og det er vinter. Allerede her bliver det klart, at spørgsmålene og uvisheden gennemsyrer romanen og dens karakterer. Især for moren er spørgsmålene og sorgen uudholdelig: ”Hun kan ikke klare flere spørgsmål. Spørgsmål der borer i det, hendes tanker kredser om alle vågne timer: Hvorfor hun fandt Irmelin død i Majas skød.”

Også for faren i familien er tilværelsen i sorg blevet uudholdelig. Det er ham, der får øje på boligannoncen i avisen under overskriften Hus i skoven til salg:

”Der er ingen lokkende eller malende ord i annoncen, men han ønsker allerede, at ’Hus i skoven til salg’ skal danne rammen om deres nye liv. Et liv hvor sorgen skal fylde mindre eller i det mindste fylde på en anden måde.”

Derefter går det hurtigt. Familien ser, køber og flytter ind i huset i skoven i løbet af ét kapitel. Og sådan begynder familien en tilværelse, der skal vise sig at være ganske anderledes, end de havde forventet.

Pigen, katten og fuglene

Romanens fortæller giver læseren indblik i alle familiemedlemmernes tanker og følelser – nogle gange også i de følelser, de ikke engang selv er klar over, findes i dem. Men det er især skildringen af storesøsteren, Maja, der er interessant. Ligesom resten af romanen, er hun fuld af mysterier.

”Maja beslutter sig for at gå ud for at lede efter katten og kravler ud af sengen, lister ned ad trapperne og åbner forsigtigt hoveddøren. Dér sidder den. Katten. Som om den ventede på hende. Så sidder de og kigger op på stjernerne indtil katten skal afsted på jagt. Maja kigger længe efter den.”

Hendes møde med skoven, der omkranser huset, er præget af en fintfølende nysgerrighed på naturen: ”Så tager hun det første skridt ind i den kriblende, knitrende verden af nye lyde i brune og grønne nuancer.” Men der går ikke længe, før Maja udvikler sig til at være skovens farligste – og mest effektive – rovdyr. Med katten, som fulgte med huset, som læremester, bliver hun hurtigt god til at fange fugle. Og til at dræbe dem.

Ad kringlede skovstier

Der er noget foruroligende til stede i romanen, noget uforklarligt. Der bliver hele tiden stillet spørgsmål: Hvordan døde Irmelin? Hvem er det mystiske, sortklædte barn, der dukker op på Majas fødselsdag? Og hvor i alverden kommer alle de fjer fra? Ofte får de lov til at stå ubesvarede hen, så læseren enten må bryde sit hoved i forsøget på at finde svar, eller give sig hen til uvisheden.

Handlingen tager hele tiden drejninger, den vrider og snor sig, så der til sidst sker så uforudsigelige og mærkelige ting, at man som læser ikke længere er sikker på noget som helst. Som romanen skrider fremad, synes hændelserne at blive flere og flere og mere og mere sære. Men der er alligevel en sammenhæng mellem alle de uforklarlige ting, som finder sted. Den er ikke åbenlys, men viser sig som små ord og billeder, der går igen: Et navn på en gravsten viser sig at være navnet på den kvinde, der hjemsøger huset i skoven; en besked på et fødselsdagskort, der også er titlen på en udstilling; og så er der fuglene og fjerene, som tilsyneladende er til stede overalt.

Måske netop derfor mærker man, at der er en retning i romanen. Den har et mål, noget, den gerne vil vise læseren. Og læseren har intet andet valg end at lade sig trække med og rundt ad kringlede skovstier, for de mange ubesvarede spørgsmål prikker insisterende til nysgerrigheden. Man kan ikke bare stoppe op og lade alt det mærkelige, det uforklarlige, det foruroligende, forblive mysterier. Man må have svar!

En mærkværdig verden

Romanens univers ligner den verden, vi kender, men undervejs forandres og forvrænges den til delvis ukendelighed. For her kan døde kvinder godt telefonere, piger kan kommunikere med katte, fædre kan lave flyvedygtige vinger af fjer, og tanter kan blive forelskede i lilla skyer. Med andre ord er romanens univers lige akkurat så langt fra den virkelighed, vi kender, at det fremstår som næsten muligt. Og måske er det lige præcis dét, der gør det foruroligende.

Er man ude efter en hyggelig, behagelig læseoplevelse, så er Hus i skoven til salg ikke at anbefale. Men vil man derimod overraskes, foruroliges og røres, så er dens mærkværdige univers bestemt et besøg værd. For Hus i skoven til salg er ikke bare gravsteder, sorg og natlig fuglejagt. Midt i alt det mørke og uhyggelige, sker der også smukke ting: kærlighed, for eksempel. Og troen på en fremtid, der er bedre end nutiden.