Anbefaling af Jane Aamund: Samtaler om natten, udgivet på forlaget People’s Press, d. 20. april 2018.

Anbefalet af Ninna Schrøder

Fotograf: Ninna Schrøder

Jane Aamund har med et langt forfatterskab bag sig, sat et solidt og humoristisk aftryk i den danske litteratur. Med erindringsromanen Samtaler om natten skildrer hun både sundhedssystemet og det vestjyske samfund. Hun bliver i romanen indlagt adskillige gange og er hårdt ramt af sygdom, men det hindrer hende ikke i at beskrive alle trin i hendes proces med nysgerrighed. Samtaler om natten fortælles altså ud fra en vinkel, hvor en journalist går under dække som patient.

En uventet fan

Jane Aamunds styrke er helt eminent romanen igennem. Styrken finder hun i at se det humoristiske i selv de mest groteske situationer. På et tidspunkt ligger hun på en båre i en ambulance, og er netop kommet til sig selv efter en nærdødsoplevelse, da ambulanceredderen viser sig at være en fan. Hun magter på trods af situationens alvor, at smile til ham, hvilket gør hende til en kvinde ud over det sædvanlige. Hun ser sig selv udefra og indrømmer, hvor latterligt det er, at en gammel kvinde, som hende, behøver at have fuld krigsmaling på, hver gang hjemmehjælpen kommer hjem til hende. Det er dog også de ting, som at se godt ud og ikke føle sig svag, der holder hende i live.

Fantastiske og forsømte hjælpere

Janes hjemmehjælpere er både sygeplejersker og sosu-assistenter. I forbindelse med de mange besøg gør hun sig en betragtning, der rækker ud over hendes eget lille hjem, og som berører hele det offentlige sundhedssystem. Hun bemærker, at der er stor forskel på sosu-assistenternes og sygeplejerskernes vægt, og dette bunder i en helt forkert dynamik mellem de to poler:

”Sosu-assistenternes overvægt er jeg stadig ikke blevet klogere på. Jeg spørger Manuela under en af vore samtaler om natten, hvornår og hvorfor sosu-assistenterne og sygeplejerskerne skiller sig ud fra hinanden, og hvorfor de startede en krig. Manuela slår håret tilbage og begynder at fortælle. Det begyndte i nullerne. Det offentlige sundhedssystem mente, at alle de kvinder, der var arbejdsløse, og som man ikke vidste, hvor man skulle gøre af, kunne varetage omsorgen for syge og svage… Sygeplejerskerne har svært ved at acceptere sosu-assistenterne, fordi de er billigere i løn og trænger ind på deres område… Sygeplejerskerne har en lang uddannelse. Det sætter også sit præg, slutter hun.”

Jane får ondt i livet over, at de fantastiske sosu-assistenter bliver nødt til at leve i skyggen af sygeplejerskernes fordømmelse, også selvom de er blevet tvunget ind i systemet. Sosu-assistenternes støtte efter en lang nat med at besøge de syge bliver en dårlig kost, imens sygeplejerskerne ikke ender i samme onde cirkel på grund af deres højere stilling. Dermed bliver en ulighed i sundhedssystemet ikke blot en indre brist, men den manifesterer sig også fysisk.

En enkel tro på livet

Ud over kampen mellem hjemmehjælperne som et gennemgående tema, så spiller religion også en vigtig rolle i Janes roman. I det nordlige vestjylland blandt tillukkede mænd, guldbryllupper og hårdføre kvindfolk finder Jane ro i præsten Karsten Christensen fra Harboøre Kirke. Det specielle ved netop Harboøre Kirke er, at de ikke gør noget ekstra ud af gudstjenesterne, men holder sig til den traditionelle form. Hun får i denne forbindelse vendt nogle af de specielle oplevelser, som hun har haft for eksempel til sit barnebarns dåb, hvor præsten og menigheden var iført kostumer, samt en udendørs gudstjeneste, som udviklede sig til en grillfest. Af erfaring bryder hun sig ikke om denne form for tro, hvor præsten vil gøre sig populær og koncentrerer sig om smarte nye metoder til at få menigheden med sig. Ved præsten i Harboøre finder hun en ærlig og fast tro, der afspejler sig i vestjydernes ansigt når de går til alters. De er her kun, fordi de har et behov for at få støtte i de eksistentielle spørgsmål omkring livet, og det hjælper den ydmyge tro med. For Jane er det at gå i kirke både mere simpelt og effektivt end at gå til psykolog. Netop denne simpelhed emmer det vestjyske samfund af, og som et modsvar på hvor kompliceret ens hverdag kan være, så var Janes roman en ærlig og meget brugbar kilde til en dyb ro. Hun skriver på en let og ligefrem måde, så man ikke er i tvivl om, hvad hun mener. Man får et indtryk af, at det vi kalder ”udkantsdanmark” er et trygt sted at være, især hvis man er syg, for alle er klar til at rykke ud og hjælpe. Hun formår at fremvise det lokalsamfund, der findes rundt omkring i de små byer, som stærkt undervurderet. Derfor vil jeg anbefale Samtaler om natten, da den efterlader et varmt og hjemligt aftryk, imens den samtidig får vendt de store politiske spørgsmål og hverdagens trivielle gøremål.