Anmeldelse af Emma Glass: Blå skygger, udgivet på dansk ved Signe Lyng hos Jensen & Dalgaard d. 22. oktober 2020. 

Anmeldt af Lærke Marie Holm Fredsøe

Foto: Lærke Marie Holm Fredsøe

Blå skygger er en følelsesladet roman om livet som børnesygeplejerske. Den fortælles af en poetisk stemme, der sanseligt giver læseren et indblik i en hverdag af uvidenhed, kaos og tab af menneskeliv. Gennem korte scener beskrives lange nattevagter, spækket med magtesløshed og træthed, samt hvordan livet leves videre, når de blå kitler bliver taget af.

Gennem 160 sider følger læseren børnesygeplejersken Laura, der sanseligt beskriver sin hverdag som en blå skygge i håndteringen af svage, indlagte børn. Man oplever hendes udmattelse og ikke mindst påvirkningen efter tabet af en patient. Beskrivelserne af Lauras arbejde er så nøje udført, at læseren får fornemmelsen af at kigge hende over skulderen som en praktikant. Man hører maskinernes bippen, mærker forældrenes sorg og ser de udmattede sygeplejersker tydeligt for sig. De ubehagelige oplevelser, som Laura står overfor, kryber ind under huden på læseren og gør fortællingen ekstremt følelsesladet. Læseren er aldrig i tvivl om den mørke, bedrøvede stemning, der konstant er viklet omkring fortælleren. 

Poesiens skjulte sandheder

Sproget i Blå skygger er malet med poetiske billeder, der virker flydende, legende og ganske lette. Til tider fungerer de så godt, at jeg måtte stoppe op for at beundre dem, men oftest er meningen så pakket ind i metaforer, at jeg måtte læse passagen flere gange uden at komme tættere på betydningen. Det gør sig især gældende i de skygger og drømme, som Laura er påvirket af. Det betyder ikke at man ikke forstår sammenhængen, men der skabes alligevel en distance til teksten. Dermed falder flere af passagerne til jorden. Der hvor Emma Glass ønsker at man skal være, er man desværre aldrig 100 procent. Når det er sagt, er sproget i mange andre tilfælde velfungerende og autentisk. 

“I dag er vi alle papirfly, der foldes, foldes ud og genfoldes så vi bliver skarpere, så vi kan flyve bedre og nå vores mål, men vores sigte er lidt skævt, den ene vinge lidt større end den anden, vi kastes gennem luften, stryger gennem luften, men slingre og styrter og rives itu til sidst fordi vi ikke klarede det. Sådan har vi det.” 

Lauras oplevelser i den blå kittel blandes med associationer fra hendes hverdag uden for hospitalet og der skabes et billede af en kvinde med store udfordringer. Til tider virker hun snarere psykotisk end overtræt. Atmosfæren fra hospitalet tager hun med hjem. Her bliver beskrivelser af helt basale ting, som at gnide sig i øjet, overdrevet betonet, hvori der er skorper i øjet og hun mister flere øjenvipper. Derfor kommer disse beskrivelser for mig til at pege på en forfatter, der har været for ivrig i forsøget på at ramme en deprimerende stemning. Måske en længere tolkningsanalyse ville kunne fremkalde forståelsen af dette greb, men på overfladen virker det ikke for mig. 

Læserens særlige rolle

Plottet i fortællingen er ganske enkelt og spænder kun over nogle få døgn, hvoraf handlinger består af beskrivelser af Lauras arbejde og i hjemmet. Da der ikke sker særlig meget i de korte scener, som romanen er opbygget af, sker progressionen langsomt. Glass har en evne til at smide små spor ud til læseren og efterlade tomme pladser. Når læseren når til slutningen, synes der alligevel at være for mange tomme pladser og alt for mange uforløste elementer, som virker til at være kastet ind fra højre i et forsøg på at skabe spænding. At efterlade rum til læserens egen tolkning, synes jeg er et fantastisk greb, men desværre virker det ikke for mig i denne roman, da der bliver brugt for lidt plads til alt for meget. På trods af dette giver fortællingen et smukt og sanseligt indblik i livet som børnesygeplejerske, og man ville ønske romanen var længere, så man kunne få endnu mere information og komme endnu tættere på Laura og hendes kollegaer. Jeg anbefaler, at bogen bliver læst, da den rummer meget flotte formuleringer og et smukt poetisk sprog.