Anmeldelse af Helene Uris Sort is, udgivet på forlaget Klim d. 13 september 2019. Oversat fra norsk af Charlotte Kornerup 

Anmeldt af Kristine Kudahl Lyngsø 

Foto: Kristine Kudahl Lyngsø 

Når man bliver ældre og skrøbelig kan vejret, især is og sne, blive en udfordring for helbredet. Så når ens begrænsninger pludselig går op for én, kan det være svært at blive ved med at holde den gode stemning oppe. I Sort is skildres Ebba og Karls indespærrede tilværelse i deres lejlighed, hvor madrationerne bliver mindre og tankerne større. Et par dages indespærring er nok til at udløse over 40 år gamle tilgivne, men ikke glemte, konflikter.

Sort is møder man det 70-årige ægtepar Ebba og Karl, der på grund af den glatte is på vejene uden for deres lejlighed tvinges til at opholde sig indendørs, indtil vejene bliver saltede, og de igen kan færdes udenfor uden frygten for brækkede knogler. Selvom deres ægteskab på mange punkter virker som det perfekte ægteskab, skal der ikke meget mere til end få dages indespærring sammen, før den gode stemning krakelerer. Ligesom i Ibsens Et dukkehjem tager Sort is udgangspunkt i en hovedperson, der hele sit liv har været underlagt andres holdninger, som kæmper for at bryde fri og skabe sin egen identitet, men som dog aldrig har modet til det. Dette medfører, at over 40 års indestængte følelser kammer over i det øjeblik, Karl forbyder Ebba at gå udenfor. 

40 års indespærret had 

Fra starten af romanen tages læseren med på en rejse gennem deres ægteskab på godt og ondt. Des flere dage Ebba føler sig indespærret i lejligheden uden mulighed for at kunne komme ud, des mere knugende fornemmelse føler hun i sind og krop, og des flere sandheder åbenbares derfor gennem de mange refleksioner, Ebba i romanen gennemgår. Hele tiden vender hun tilbage til, at hun føler, hun skulle have forladt Karl for længe siden, for ifølge Ebba har Karl ikke været god ved hende. Hele bogen bliver derfor nærmest hendes opremsninger af fordele og ulemper ved at blive hos Karl: 

Ja, man har altid et valg, og det Ebba havde valgt dengang, var ikke et nemt valg. Hun kunne have valgt en mere behagelig vej gennem livet. Et ægteskab er som et indviklet brætspil, hvor ægtefællerne skiftes til at tage teten, et spil de er dømt til at spille. Det er umuligt at afgøre, hvem der bestemmer. […] Han har slået. Hendes lidelse er større

Dette bliver bogens røde tråd, som læseren gennem egne refleksioner må tage stilling til på rejsenBogen bliver nemlig et spil mellem Ebbas udtalelser, Karls handlinger og læserens tro på, hvor man skal føle medlidenhed, og hvem man egentlig skal tro på. 

Ebba kan gennem romanen ikke tage en selvstændig beslutning, hvilket skaber et noget ambivalent forhold til hende fra læserens side. Undervejs taler hun med Vera, en veninde fra ungdommenVera støtter hende hele tiden i, at hun burde forlade Karl, men Ebba gør det aldrig. Det rigtige tidspunkt kommer bare aldrig. Ebba gør altid, hvad Karl siger, og når hun er uenig, forsøger hun at tirre ham, altid med frygt for hans evindelige raseriudbrud. Samtidig søger hun hele tiden andres medlidenhed. Når hun f.eks. er kommet til skade, så gør hun hvad hun kan for at minde Karl om det, f.eks. ved bevidst men diskret at vise ham sår eller blå mærker. Dette efterlader læseren med et indtryk af, at Ebba ikke helt er lige så sød, som man kunne forvente, og man sidder derfor tilbage med både irritation over hendes passivitet og en lyst til at ruske i hende og forlange nogle svar! 

Des længere man kommer mod enden af Sort is, des mere tydeligt bliver det, at denne sorte is symboliserer den formørkelseder skygger for glæden i deres ægteskab. Hvor Ebba drives af ønsket om at forlade Karl for hans ugerningerses Karl som en venligere og venligere karakter. Han står op hver morgen for at lave kaffe til hende, og han virker i sig selv som en rigtig rar mand, der kun ønsker det bedste for hende. Derfor kommer slutningen som et chok. Slutningen er så absurd og så binær, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mine følelser. Selvom jeg som læser havde en forventning om, hvordan den ville ende, vækker slutningen alligevel så mange spørgsmål, at den eneste konkrete følelse, jeg sad tilbage med, var væmmelse. 

Sort is er en spændende bog, som kan anbefales at læses, hvis man er vild med Et dukkehjem, eller hvis man vil have et indblik i, hvor galt det kan gå, hvis man ikke taler ud om problemer og finder en fælles måde at komme videre på. Samtidig rummer bogen også en kærlighedshistorie mellem et par, der har kendt hinanden så længe, at de kender hinandens faste rutiner og mønstre udenad. Derudover åbner Sort is også for en diskussion om kærlighed mellem to mennesker set i lyset af brudt tillid og følelsen af svigt.