Denne måneds klummeskribent er Ida Thordis Mølmer, der står bag bogbloggen Tanker om sproget.

”Måske er det i virkeligheden fortællingen om og bekræftelsen af, at det kan lade sig gøre, der motiverer og påvirker os som mennesker.”

 

Island1

Hver tiende islænding udgiver en bog i løbet af deres liv. En statistik, som slår enhver rekord, og som skubber til den første dominobrik i kæden af spørgsmål: Er islændinge mere litterære end andre? Kan et sted fungere som en inspirationskilde? Og hvordan kan ét sted i så fald være mere inspirerende end et andet?

I virkeligheden er det vel en del af menneskets psykologi, at vi påvirkes af det, der fortælles om os. Da den norske skøjteløber Axel Paulsen i 1882 første gang lavede det såkaldte Axel-spring, var det et gennembrud i skøjteløb. Ingen havde gjort det før, men efterfølgende, da Paulsen havde bevist, at det kunne lade sig gøre, lærte størstedelen af de mandlige skøjteløbere springet. Det samme gjorde sig gældende, da skøjteløberen Vern Taylor i 1978 udvidede springet til en tredobbelt-Axel, hvorefter dette nu yderligere komplicerede spring hurtigt blev almindeligt for mandlige skøjteløbere at kunne. I andre sportsgrene gør den samme observation sig gældende. Så snart en rekord er blevet slået, bliver det efterfølgende hurtigt mindre interessant, fordi rekorderne indhentes og bliver normale. Måske er det i virkeligheden fortællingen om og bekræftelsen af, at det kan lade sig gøre, der motiverer og påvirker os som mennesker. Og måske kan Islands konstant høje udgivelsesantal netop skyldes det høje udgivelsesantal og bekræftelsen af, at islændinge skriver og udgiver et rekordhøjt antal bøger. En sådan cirkulær bevægelse af påvirkning kunne forklare statistikken, men den kan ikke forklare, hvorfor jeg, da jeg var på Island, blev overrumplet af en skrive- og skabertrang. Jeg er ikke islænding, og jeg indgår ikke i den befolkningsgruppe, som bliver bekræftet i, at de kan skrive, så hvorfor ramte skrivetrangen også mig?

Island2

Dan Ringgaard sagde engang, at ”intet kan finde sted uden sted”. Enhver fortælling eller begivenhed er afhængig af et sted eller et rum, det kan udspille sig i. Da jeg var på Island, var det en bevidsthedsudvidende oplevelse. Det var et chok på hele nervesystemet, som forgæves forsøgte at afkode og forstå alle landskabets farver. Farver, som jeg slet ikke vidste, eksisterede: lillarøde dale, tyrkisblege, vindblæste gevækster, kulsorte strande, hvor isblå arme drysset med hvidt skum kastede sig i favntag op mod kysten, buldrende underjordiske kilder, der sprudlende og boblende blev skudt i fanfarer op mod himlen, mens lange tunger af is flækkede landskabet i glidende, altovervindende krystaller. Men kan en smuk natur skabe litteratur? Hvor er koblingen mellem gejsere, gletchere og lavasten og de ord, sætninger og kapitler, som opstår? Hvordan forårsager det ene det andet? Efterhånden som jeg trak den klare islandske luft ind, pustede varme skyer ud og så dybere og dybere ned i brudlinjen mellem den nordamerikanske og den europiske tektoniske plade ved Þingvellir, gav det pludselig mening. Stedet ville mig ikke noget, det var der bare, men dets utilsigtede, overnaturlige og tilfældige storhed flød over i mig, og jeg måtte oversætte oplevelsen til noget forståeligt, noget konkret, noget fast, og den eneste løsning var ordene.

På resten af turen var jeg hjemsøgt af en skabertrang, af naturen og af omgivelsernes historiske dimensioner. Ligesom hos Ringgaard, der definerer steder som møderne mellem en fysisk lokalitet og et menneske, som kan sanse det, opstod der i mit møde med og min sansning af Island en betydning. Dette barske landskab, som fuldstændig ignorerede menneskets og herunder også min tilstedeværelse, blev i min sansning af det til noget vigtigt for mig. Rummet fik en betydning. Eller mere korrekt, så fik det endnu en betydning. Island er nok et af de steder, der består af flest betydninger, og ifølge Ringgaard må det derfor være et såkaldt ”godt” sted. Han skelner nemlig mellem de gode og dårlige steder, hvor forskellen ligger i de lag af betydning, som stedet udgøres af. Et godt sted består af mange lag, et dårligt af få eller slet ingen. Island består af mange. I et specifikt litterært henseende har Island som land været hjemsted for de overleverede eddadigte og sagaer, og i takt med kristendommens indtog også religiøse værker og rimer, senere nationalromantiske digte og endnu senere de modernistiske digtere samt den nobelprisvindende forfatter Halldór Laxness. I dag er en hel generation af krimiforfattere opstået. Island har været hjemsted for samfundets udskudte forbrydere, for vikinger, fordrevet fra deres eget land. I dag er det hjemsted for melankolske og blide musikere som Björk og Sigur Rós og forfattere, som i høj grad baserer deres værker på stedet, såsom Hallgrímur Helgason. Andre kunstnere, som den britiske musiker Damon Albarn, valfarter til Island, hvor de bliver og slår rødder, fordi et eller andet holder dem fast der. Ligeledes udtaler den amerikanske musiker, HIV-ramte, eksmisbruger John Grant sig ofte om, hvordan Island reddede ham.

Historiske og kulturelle lag af betydning skriver sig ind over hinanden, og da jeg stod med overkroppen ud over rækværket og lod mig trække ned mod brudlinjen mellem de tektoniske plader, smeltede det hele sammen. Under mig åbnede jorden sig op for mig som en lystdreven kvinde, mønterne i det klare, blå vand funklede dristigt, og samtidig gjorde omgivelsernes lodrette klippevægge og græsbeklædte bakketoppe mig opmærksom på stedets seriøsitet, dets historiske betydning og vigtighed, da Altinget, det første parlament nogensinde, blev etableret lige netop der.

Isalnd3

Lige siden mit ophold på Island har jeg næret en dyb forundring over landet. Stedet rørte mig mere, end de fleste mennesker har formået at gøre. Det vækkede noget inde i mig, og jeg har lige siden båret rundt på følelsen af at fungere som en ballonlignende hinde af hud og hår med et indhold af en ukendt styrke og et ukendt emne, der konstant tindrer i fingerspidser og læber. Når Ringgaard siger, at ”der er en kobling mellem vores identiteter og de steder, vi befinder os”, tænker jeg på Island. Jeg tænker på suget i maven og på de ord, som skulle overføre det. De ord, som skulle have været min løsning, de ord som skulle have spiret ud af mine fingre og flydt udover mine læber. De ord, som aldrig kom. Ord er ikke kun transparente meningsbærere, de er også fyldige og fortættende i deres opacitet. Det er ikke altid muligt at stille skarpt på meningen bag ordenes krop, og somme tider forbliver de slørede og uigennemtrængelige. Ordene var både min løsning og min forhindring, og selvom det endnu ikke er lykkes, bliver jeg ved med at opsøge det, og når jeg om en uge drager mod Island igen, er min eneste baggage notesbøgernes blanke sider og kuglepennene i lommen. Jeg har forberedt mig lige siden. Jeg har ladet oplevelsen af Island finde sig til rette i mig, og jeg har udstyret mig med de redskaber, der skal gøre det muligt for mig at skabe noget. Jeg har forberedt mig, min taske er pakket, flybilletten er bestilt (og min bankkonto tømt), stablen af islandske bøger tårner sig op, og jeg er forberedt. Forberedt på endnu en gang at overrumples af Island. Island. Island.

Ringgaard har fat i noget centralt, når han taler om stedets opstand som mødet mellem den fysiske lokalitet og menneskets sansning, og når han inddrager steders lag af betydning. Men er det ikke på samme tid meget selvisk? Som om vi som mennesker har ret til at bestemme over stedets betydning? Kan steder ikke også bare være til – eksistere? Som uberørte, menneskeignorerende rum i universet, huller, som er ligeglade med vores sansning og påføring af betydningslag. Når Gulfossvandfaldet sluger os, når geysere forkuller os, og når forræderiske vulkaner fortærer os, er det så ikke netop et tegn på, at nogle steder er større end os? Og at den betydning, som vi tror, vi tillægger stedet, i virkeligheden bliver tillagt os af stedet?

Island4