Anmeldelse af Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Margrete I, udgivet på Gyldendal d. 25. september 2020

Anmeldelse af Ditte Plauborg Larsen

Foto: Ditte Plauborg Larsen

Med sin nyeste bog skriver Anne Lise Marstrand-Jørgensen igen et mesterligt historisk værk. Margrete I bringer en af Danmarkshistoriens vigtigste regenter frem i lyset i al hendes storhed – og menneskelighed. Her skildres en ung kvindes udvikling fra et nysgerrigt barn, til den modige og begavede voksne, der samlede Norden til ét rige.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen genfinder sig blandt den historiske fiktion med Margrete I, en storslået roman, der begynder da Margrete er 10 år gammel, og netop er blevet gift med Håkon af Norge, der er 13 år ældre end hende selv. I løbet af hendes næste 36 leveår følger vi hende, og ser hende vokse fra barn til voksen. Det er et ganske enkelt fantastisk portræt af et menneske, i både al sin storhed og politiske kunnen, og den jalousi, smålighed og vrede, der følger med at være et ungt menneske. Især et ungt menneske, på hvem et så stort ansvar ligger, som det at være dronning, og skulle videreføre en kongemagt.

En dronnings tilblivelse

Margretes opvækst i Norge adskiller sig væsentligt fra det, hun kender fra Danmark. Her undervises og irettesættes hun af den strenge Merete Ulvsdatter, der gerne bruger vold i sin opdragelse af den unge dronning. Ingegerd, Ulvsdatters datter, er et par år yngre end Margrete, og kommer hurtigt til at blive Margretes eneste ven i Akershus, foruden tjenestepigen, Kerstin. Kerstin er en stille, lidt ældre pige, med mystiske tendenser til at gå i skoven om natten, men bliver, uanset Margretes initiale modvilje, hendes livslange ven og fortrolige, på trods af Kerstins til tider vrede gemyt.

Mens romanen er en fantastisk skildring af Margretes pigesind og udvikling, må jeg dog, som mange andre anmeldere, kommentere på, hvor meget historie og politik kommer til at fylde. Det kan være svært at følge med i de geografiske og politiske udfordringer, og denne lyst til at fortælle historien korrekt, kommer på bekostning af karaktergalleriet, der tilsvarende får mindre plads at udfolde sig på. Det er svært at føle noget dybere for andre end Margrete, og det er en skam. En karakter som Kerstin bærer enormt meget potentiale, men forbliver forvirrende, når hun nægter at forklare sine mystiske handlinger. Ligeledes undrer Margretes kærlighed til hende også, når Kerstin oftest er distanceret og afvisende.

”Hun må i stedet lægge en dæmper på sig selv og gøre sig umage med diskret at hvæsse sine ord. Så skarpe, at de går gennem huden, uden at man bemærker det, et snit så rent, at hun uden videre kan trænge ind til benet.”

”Kvindelist”

Margretes snilde og politiske sans – af mænd ofte kaldt ”kvindelist” – trænger dog tydeligt igennem fortællingen. Hun er klog, og helt bevidst om den ulempe det er for hende at være kvinde, da hun begynder den årelange kamp om at få sin søn valgt som konge af Danmark, da hendes far dør uden efterfølger. Margrete var først formynder og siden regent af Danmark, Norge og senere Sverige, i over 30 år, og var dermed Nordens første ”fuldmægtige frue og husbond”, som hun tituleredes i sin samtid – essentielt den første kvindelige regent. Netop i kraft af det fokus, der er på historisk korrekthed, forekommer denne kønsudfordring heller ikke hverken sat på spidsen af vor tids kønspolitiske klima, eller underdrevet og uudtalt for at gå udenom et emne, der nemt bliver betændt. I denne roman ser vi Danmarks fortid bragt til live, med lige dele storslået kongehof og snegennemblødte vinterklæder: og vi mindes Margrete som det politiske geni, hun var.