”Jeg kan stadig godt lide sovs og kartofler”

Reportage fra BogForum, Thomas Erex fortæller om Veganske livretter, Bella Center Copenhagen, d. 12. november 2017

Af Anna Rosenkrands Uldall

Fotograf: Anna Rosenkrands Uldall

Litteratur findes i alskens afskygninger, hvilket i den grad blev understreget på BogForum 2017. Alt fra børnebøger, smalle digtsamlinger til muleposer og kogebøger var til stede i de enorme haller. Især præsentationer af nye kogebøger syntes at være populære destinationer for de mange besøgende i Bella Center Copenhagen. Om den høje popularitet skyldtes en øget bevidsthed for ernæring blandt den danske befolkning, eller om de lækre smagsprøver var ansvarlige, er dog ikke til at sige.

Hvordan laver man mad til veganere?

Jeg indfandt mig på BogForums sidste dag på Turbines stand, hvor årets program havde annonceret, at madblogger og kogebogsforfatter Thomas Erex ville præsentere sin nye kogebog Veganske livretter og servere smagsprøver derfra. Normalt er madlavning ikke en af mine største interesser, men den veganske bølge er skyllet ind over landet med en sådan kraft, at jeg simpelthen måtte se, høre og smage mere om det.

En storsmilende Erex går på scenen. På publikumsrækkerne sidder der cirka 30 spændte besøgende, der alle til tider skæver mod bordet ved siden af scenen, hvor smagsprøverne gemmer sig. Bordet er fyldt med paptallerkner med noget der ligner Chicken Nuggets med tilhørende dip. Erex beskriver baggrunden for sin kogebogsdebut, og han fortæller, hvordan udgivelsen grunder i det personlige. Det kan nemlig være besværligt at leve vegansk; ikke så meget for veganeren selv, men for personens venner. For hvordan laver man egentligt mad til en veganer? Veganske livretter er et forsøg på at besvare dette spørgsmål, så både Erex’ venner og andre tvivlrådige danskere kan kokkerere plantebaserede måltider.

Veganisme er i fremmarch

En fordom mange veganere møder, fortæller Erex, er, at de udelukkende spiser salatblade og stegte grønsager. Formålet med Veganske liveretter er således at vise den danske befolkning, at mange danske klassikere, såsom frikadeller, karbonader, sovs og kartoffelsalat, kan laves uden animalske produkter og stadig smage fantastisk. Gennem hele interviewet imødekommer Erex fordomme om veganisme ved at bruge sin egen person som eksempel. For eksempel beretter han om, hvordan det for ham ikke var svært at tage skiftet fra at spise animalske produkter til at leve vegansk. Det er overgangen, der er besværlig! Som han selv udtrykker det: ”Det er ikke svært at være, men at blive”.

Så når først den daglige rutine er blevet etableret, er det ifølge Erex ikke besværligt at leve vegansk. Han fortæller, hvordan der gennem de sidste fem år er kommet flere og flere veganske produkter på markedet, hvilket har gjort det meget lettere at leve plantebaseret. Mod interviewets afslutning proklamerer han, at veganisme er blevet mere udbredt, hvilket er svært ikke at anse for sandsynligt, hvis man følger bare lidt med i den offentlige debat.

Interviewet er forholdsvist kort, men det afholder ikke det lyttende publikum fra at springe op fra stolene, da Erex præsenterer sine medbragte smagsprøver. Efter en lang dag på BogForum rumsterer det i maven på de mange gæster, og det er ingen overraskelse, at de gyldne nuggets med dertilhørende jordnøddesovs og grønsagsstænger forsvinder på rekordting. Én ting er, at de smagte fantastisk, noget andet er, at danskerne vist nok er ved er få øjnene op for en alternativ måde at lave frikadeller med sovs og kartofler.

Udgivet: december 18, 2017 | Kategori: Uncategorized | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *