Juleaften serveret med barndomstraumer og brandy

Anbefaling af Anne Sextons julerære digt: “Christmas Eve” (1963)

Af Anne Sophie Parsons

Julen er for de fleste lig med fedende flæskesteg og gebommerlig gaveindpakning – alt sammen nydt i familiens skød. Denne specifikke skildring af idylisk sammenkomst findes der dog også kontrære litterære bud på i den anden skildringsmæssige grøft. Et eksempel er digtet ”Christmas Eve” af Anne Sexton fra digtsamlingen Live or Die (1966), som indbragte forfatteren Pulitzerprisen samme år. Fremfor at være en fejring af den kolde højtids særegne stemning , er ”Christmas Eve” snarere den tekstlige manifestation af alle familiefejder og skuffelser, som Sexton lader vise sit grimme ansigt i stearinlysets skær.

En mor man kan skære sig på

Det digteriske, voksne jeg er vendt hjem til barndomshjemmet for at holde jul sammen med sine to søstre og dertilhørende børn. Et mere end anstrengt forhold mellem jeget og den afdøde mor udbasuneres i den første linje: ”Oh sharp diamond, my mother!” (s. 54) Ædelstenen er nok så forblændende at kigge på, men den har kanter og er skarp. Den kan observeres fra afstand, granskes endda, men kan aldrig afgive varme eller indgyde tryghed. Med den ekstra deskreption af moderen som værende en ”jeweled-fingered lady” (s. 54) er det en klar billedliggørelse af en emotionel fjern mor, som Sexton i få beskrivelser får fremskrevet. Matriarken er dog stadig til stede juleaften, men ikke korporligt; det malede portræt af hende ’flickered all night / by the bulbs of the tree” (s. 54) og holder øje med familien. Især spørgsmålet om at vokse op til at blive en kopi af sin forælder, samt gentage de samme adfærdsmønstrer som man foragtede hos selvsamme, pointeres med en nærmest bister tone fra Sextons side:

 “Your face as calm as the moon / over a mannered sea, / presided at the family reunion, / the twelve grandchildren / you used to wear on your wrist, / a three-months-old baby, / a fat check you never wrote, / the red-haired toddler who danced the twist, / your aging daughters, each one a wife, / each one talking to the family cook, / each one avoiding your portrait, / each one aping your life. “ (s. 54)

Den fysiske ramme som barndomshjemmet udgør, fremhæver kun de ambivalente følelser som det lunkne forhold mellem voksen datter og afdød mor består af. Følelserne optrækkes i få, udvalgte ord, som synger tekstligt i sin salmeagtige klarhed.

Emotionel baggage svøbt i indpakningspapir

Jeget ender med at sidde beruset og alene ved juletræet efter endt festivitas for at betragte sin mors ophængte portræt på væggen. Og mens had er følelsen der fremskrives er det også forståelsen af, at den forhadte mor blot var et skrøbeligt menneske fuld af fejl:

”Then I watched how the sun hit your red sweater, your withered neck / your badly painted flesh-pink skin. / You who led me by the nose, I saw you as you were.” (s. 55) De næste to linjer vender dog tilbage til den fortsatte negative indflydelse som matriarken stadig har fra det hinsides: ”Then I thought of your body / as one thinks of murder –“ (s. 55)

Sexton fluktuerer mellem en skildring af foragt for sin mor, og selvleden der følger som et resultat af denne. Ligemeget hvor meget traumerne forsøges nedstirret, kan de ikke psykisk hives op med rode i portrætteringen af et konfliktfyldt mor/datter-forhold i den bittersøde juletid.

Digtet slutter således:

“Then I said Mary – / Mary, Mary, forgive me / and then I touched a present for the child, / the last I bred before your death; /and then I touched my breast /and then I touched the floor / and then my breast again as if, / somehow, it were one of yours.” (s. 55)

Gentagelsen af at berøre fungerer som et religiøst ritual og et ønske om sjælelig forløsning, der dog aldrig indfries. Død, liv og spørgsmålet om familiens vigtighed reflekteres i juletræets glans – men højtidens positive ånd udgør et mærkbart fravær til sidste punktum.

”Christmas Eve” er et digt som aldrig formår at mane fortidens spøgelse tilbage i graven. I stedet hænger det traumatiske gespenst i juleudsmykningen, og jages væk med store slurke af brandy i løbet af den lange nat. Trods faktummet at den skildrede juleaften i digtet ikke staver til ”glædelig jul”, er Anne Sextons forståelse for styrken af præcist udvalgte ord, og deres evne til at skabe direkte billeder en gave til læseren.

Udgivet: december 19, 2016 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *