Litterær artikel om Karin Boye: Kallocain

Af Kristine Kold Vestergaard Strandsby

Foto: Bogens omslag / albertbonniersforlag.se

Med rødder dybt i den verden, der omgiver os, og med en realisme, der gør bogens mareridt til kun alt for nær virkelighed, skildrer Karin Boye med romanen Kallocain fra 1940 det etiske kollaps i et samfund, hvor mennesket mister den sidste ret til privatliv – retten over sine egne tanker.

I et gennemmilitariseret overvågningssamfund kaldet Verdensstaten, hvor befolkningen bor i underjordiske byer i årene omkring år 2000, udvikler den ambitiøse kemiker, Leo Kall, præparatet kallocain.  Stoffets fornemmeste egenskab er dets evne til at afsløre, hvad mennesket ejer af dulgte tanker, eller hvad en medborger skjuler af samfundsfremmed adfærd. Arbejdet med kallocainet og dets anvendelse medfører personlige forviklinger for Leo, hans kone, Linda, samt hans svorne fjende, Rissen, og roder op i ellers ukendte forhold i samfundet. Efter nabolandets, Universalstatens, erobring af Kemiby nr. 4, hvor Leo er bosat,  bliver han overført til fangenskab. Herfra udfolder fortællingen sig skrevet som et hemmelige memoir af Leo Kall, der optræder som romanens fortæller og protagonist.

Fra krig til krig 1914-1945

Årene 1900-1950 er præget af to verdenskrige, klassekamp, kønskamp og alskens opgør med autoriteter og traditioner. Vendes blikket mod den modernismeteoretiske litteratur, fremhæves det, at modernismen udtrykker en forstyrrelse af gængse kommunikative registre, der slår igennem i forbindelse med et generelt tab af tro og traditionelle værdier. Dette kan ses som en af forklaringerne på, at det moderne ’jeg’ ofte er kriseramt og søger mod nye, eksperimenterende og til tider dunkle former i forsøget på at finde et gyldigt æstetisk- og eksistentielt udtryk. Dette skaber en kontrastfyldt virkning mellem en erindret fortid og en usikker fremtid.

Placeret i dette virvar troner dystopien frem. Dystopiske romaner som Fagre nye Verden af Aldous Huxley fra 1932 og 1984 af George Orwell fra 1949 betegnes som ’klassikere’. Og til trods for Kallocains overvejende negligerede klassikerstatus blandt litteraturkendere, så fortjener den en plads blandt de bedste.

Kallocain – en dystopisk perle

Typisk for den dystopiske roman er, at den besidder en dobbeltfunktion af kritik og udstilling, der viser sig i en radikaliseret fiktionalisering og subjektivering. Dette illustreret i konflikten mellem kollektivets krav og individets frihedssøgende gestalt. Kallocain kan altså læses som værende en kritik af krigens grusomheder og automatiseringen, forstået som det overvejende negative, hvis ikke ligefrem nihilistiske billede af både samfundsstrukturen og hverdagslivet i tiden mellem, under og efter krigen.

Romanens centrale problemstilling skildres i et modstillende forhold mellem natur og kultur. Dette beror på placeringen af karaktererne i et underjordisk samfund, hvori naturen er elimineret ned til mindste bestanddel. Mit argument er, at Boye med Kallocain bidrager til en økokritisk vending i opfattelsen af mennesket som værende en del af et større organisk hele, som det umiddelbart ikke kan sige sig fri af. Heller ikke selvom Staten har besluttet sådan.

Den utopiske drøm

Drømmen om en anden verden vises i en sanselig udvikling, der omhandler en overordnet drøm om en verden, hvori mennesker og natur indgår i samspil med hverandre:

”Jeg ville så gerne tro, at der findes et grønt dyb i menneskene, et hav af uskadt spirekraft, som i sin vældige beholder kan smelte alle døde rester og læge og skabe i al evighed…”

Dette er et synspunkt, som trækker veksler til blandt andre dybdeøkologiens norske grundlægger, Arne Næss (1912). Her henføres miljøkrisen til den vesterlandske filosofi, religion og kulturs dualistiske udskillelse af mennesker fra naturen, og de fordrer en tilbagevenden til den primær identifikation af mennesker og økosfære som ét hele. Miljøproblemet manifesterer sig lokalt i karakterernes utopiske drømme, men disse problemers oprindelse skal i mange tilfælde forstås alment og  som en kritik, som provinsielt reproducerer romantikkens nedarvede troper. Det læner sig op ad et nærmest romantisk billede, hvor geniet befinder sig bedst i og med en erfaring af, at naturen åbner sig for ham:

”Da hørte jeg noget, som jeg vel vidste besked med fra før, og hvis virkninger jeg havde set, men som jeg dog aldrig havde hørt – vinden – en let nattebrise, som smøg sig mellem murerne … Og skønt den måske kun fyldte nogle få bydistrikter med sin fine susen, kunne jeg dog ikke selv med min bedste vilje værge mig mod den overmægtige illusion, at den var hele det natlige himmelrums åndedrag…”

Elementernes hærgen kan siges at afspejle det følelsesmæssige kaos i karakterernes egen omtumlede bevidsthed. Her er det imidlertid ikke kun naturen, men også mennesket selv, der kan miste sin menneskelighed og blive fremmed. Dette synspunkt kan bidrage konstruktivt til det større projekt, som handler om forståelsen af det komplekse samspil mellem natur og kultur og mennesker og miljø, og det manifesteres i drømmen om den fjerne ørkenby, hvor livets kilde stille pibler frem efter krigens altomfattende ødelæggelser:

”Selve stenene og sandet er hist og her blevet inficeret med de giftige gasdunster, i sprækker og revner skal hele bakteriekolonier have holdt sig levende, så at hvert eneste skridt, man tager, betyder en fare. Men som De også ser, fortæller han, at der skal findes friske kildevæld i sandet at der er uskadt muld til at dyrke spiselige planter i…”

Med Kallocain skriver Karin Boye sig ind i en litterær periode, hvor splittelser i både samfund og sind rejser centrale spørgsmål om individets position og funktion. Disse konflikter har rod i karakterernes placering i en position, der ikke er tro mod naturen. Alle kæmper de en brav kamp for at finde sig til rette i Staten, men alle må de give fortabt, da drømme om en anden tilværelse slår rødder i deres førhen ubevidste sjæle. Det er utopiske drømme, der beror på naturlig samhørighed og en følelse af, at man er en del af et organisk hele. Dette kan ikke alene betragtes som værende en længsel efter et imaginært hjemsted, men også efter en tidsalder, hvor verden endnu ikke er præget af ekstremernes fremstød. Hermed bliver Kallocain en kontinuerlig benægtelse af verdens nutid, samtidig med at den besidder en konstruktiv, kritisk intention i dens budskab. Særligt for Kallocain bliver det , at den ikke blot betegner en destruktiv eller regressiv proces. Der er tale om en stræben mod at overvinde det lukkede system, som litteraturens egen verden også repræsenterer. Leos fortælling tjener det formål, at den transcenderer det jordiske livs muligheder. Med forestillingen om en dybere mening i tilværelsen, beskytter han sig mod en verden af tilfældigheder – mod tanken om at bebo et koldt univers uden mål og med.