Anmeldelse af Halldóra Thoroddsen: Dobbelte ruder, udgivet på Jensen & Dalgaard d. 27. august 2020, oversat fra islandsk af Niels Rask Vendelbjerg

Anmeldelse af Anna Ramsing Lindhardtsen

Foto: Anna Ramsing Lindhardtsen

Lyriske toner, hverdagens gang og livets helt store spørgsmål: Helldóra Thoroddsens debutroman Dobbelte ruderrummer både poetisk storhed og minimalistisk enkelthed i fortællingen om en aldrende kvindes møde med kærligheden. Et møde, der vender op og ned på livets sidste fase, og hvor særligt ét spørgsmål bliver ved med at rumstere: kan ny kærlighed overleve i en sen alder?

Dagene går stille hen for romanens navnløse hovedperson, der lever alene som enke i en lille lejlighed i Reykjavik mellem nordlige fjelde og byens boligblokke. Hun sidder ved vinduet – ved de dobbelte ruder – og ser livet gå forbi. Hun ser børn blive afleveret i børnehave og unge par gå slentrende hånd i hånd. Avisen bliver læst, mens radioen fortæller hende om verdens udvikling på afstand. Til tider får hun besøg af sine børn og sin bror, men ellers består hendes sociale omgangskreds af vennen Simon, som hun mødte for mange år siden i Paris, og ægteskabsklubben: en traditionsbunden klub af gamle venner, eller de der er tilbage, der en sjælden gang imellem mødes til et par drinks og snakker om ”L & T”, livet og tilværelsen. Af og til nyder hun at gå ned på den lokale café og få en gin & tonic – også her for at være vidne til livet og særligt til ungdommen, som den udfolder sig i caféen. En dag i caféen møder hun Sverrir. Han er en høflig, pensioneret kirurg, der ønsker at sidde ved siden af hende. Med dette ønske opstår mødet, der sætter gang i romanens knudepunkt, som både rummer en vanskelig kompleksitet og en enorm enkelthed.

”Samme historie om igen, dreng møder pige. Kan vi ikke andet? Tilbyder nutiden ikke andre former for kærlighed? Det er næppe meningen, at vi skal bygge rede her på gravens rand. At blive forelsket nu ville være som en ynkelig opliven lige før dødens indtræden”.

En moderne protagonist

Som læsere følger vi med i forholdet mellem hovedpersonen og Sverrir gennem enkens tankestrømme, der kæmper mellem følelser, fornuft, forestillinger og fordomme, samt omgangskredsens dømmende syn på det aldrende pars nye forhold. Som læser kan man ikke andet end at heppe på kærligheden – på kærlighedens irrationelle, ungdommelige enkelthed, der overvinder alt. Men idét kompleksiteten i et kærlighedsforhold i en sen alder netop bliver præsenteret gennem en aldrende kvinde, rummer romanen en modenhed, der gennemsyrer hele fortællingen.

I tråd med modenheden er i denne sammenhæng det moderne. At have en moden, aldrende enke som hovedperson i en roman er et friskt pust ind på den moderne litteraturscene. Dét indblik, det skaber for særligt unge læsere som mig selv, er vigtigt og meningsgivende. Derfor er det kun fortjent, at fortællingen et blevet udgivet i flere lande, herunder Albanien, Bulgarien, Frankrig, Italien, Kroatien, Makedonien, Rumænien og Tjekkiet.

Lyrisk storhed i få ord

Det er ikke til at komme uden om, at Halldóra Thoroddsen var poet og primært bevægede sig inden for den lyriske genre. Det bærer romanen præg af – og vinder på det! De mange sproglige billeder og det simple, dog poetiske sprog giver ”dreng møder pige ”-fortællingen den dybde, som den har brug for, når den indfinder sig hos to ældre mennesker i livets sidste fase. På blot 114 sider har Thoroddsen formået at skabe en hel fortælling, der rummer både kærlighed, tvivl, ensomhed og tab.

Thoroddsen nåede at modtage Islandske Kvinders Litteraturpris i 2016 og EU’s litteraturpris i 2017 for Dobbelte ruder. Mens romanen stadig var i tryk i Danmark, fik forlaget Jensen & Dalgaard den triste besked, at Thoroddsen var afgået ved døden på grund af et pludselig hjerteanfald. Hun efterlader sig en debutroman, hvis få, meningsmættede ord kan læses igen og igen, og hvor det hele tiden er muligt at opdage nye sproglige finurligheder og interessante tanker om livet og kærligheden.