Anmeldelse af Dronning over verdens magter, gendigtet af Sophus Helle, udgivet på forlaget Uro d. 24. november 2020.

Anmeldt af Shannon Færch

Foto: Shannon Færch

Som den første kendte forfatter(inde) i verden, står ypperstepræstinden Enheduana som en vigtig, men ofte overset ledestjerne i verdenslitteraturen. Hendes værk Dronning over verdens magter er i dag en påmindelse om, at kvinder også i andre, tidligere tider har haft magtfulde positioner i fortidens samfund og skabt stor kunst. Her i en smuk gendigtning af Sophus Helle i 100% genbrugspapir med eksempler fra originalsproget sumerisk og fantastiske illustrationer af Johanne Helga Heiberg.

I Sophus Helles hypnotiske gendigtning af det 4300 år gamle digt møder vi en vild og kaotisk kvindeurkraft, personificeret af gudinden Inana. Som Helle skriver i forordet, kropsliggør Inana ”alt det, der ikke kan styres i verden – alle de kaoskræfter, der gør vores liv uforudsigeligt”. Enheduanas værk er både en hyldest, en bøn og en påkaldelse af krigs-, sex- og kaosgudinden, der med sine uhyrlige kosmiske kræfter skal hjælpe hende tilbage til sin rette plads i den sumeriske bystat Ur (placeret i nutidens Irak) som ypperstepræstinde. En oprørsleder, en mand ved navn Lugal-ane, har nemlig kastet Enheduana på porten:

”… Lugal-ane
stod stolt og drev mig ud af
templet – som en svale måtte
jeg flyve ud af vinduet”

Kvindekraft og digterkunst

Bortvist af en mand, står Enheduana digtet igennem i en usikker position i samfundets udkant; kastet ud, men ikke død og ikke borte. Denne mellemtilstand mellem vildnis og samfund inspirerer i midlertidig til påkaldelsen af urkræfter, som end ikke ypperstepræstinden selv kan tæmme, men kun appellere til. Påkaldelsen tager form som et hypnotisk, vildt og alligevel strikt organiseret digt, hvorigennem Enheduana lader verden vide, hvor kraftfuld en gudinde hun som ypperstepræstinde repræsenterer:

”Du er en rasende ild, der
regner over landet. Du
er dronningen, der har
fået magt fra himlen
selv. Du rider på løver
og giver ordrer med
himlens velsignelse
… Det er dig, der
smadrer fjendelandet,
dig, der giver stormen
styrke”

Selve digterkunsten bliver både til en måde til midlertidigt at indkapsle og indramme de vilde kræfter, Inana bringer med sig på, og til en forlænget arm af kaoskræfterne selv. I Enheduanas verden må digtet have haft en form for spirituel kraft i sig selv, siden hun valgte at bringe det til live i så desperat en situation. Men da ingen rigtig kan styre Inanas frygtindgydende vrede, fornemmer man hvordan resultatet forbliver usikkert indtil digtets afslutning; Enheduana kan kun håbe på sin gudindes gunst, og at de kræfter som slippes løs, falder til hendes egen fordel.

De korte, splittede vers, som Sophus Helle har stillet digtet op i, og det fascinerende billedsprog gør det svært at slippe igen, når man først er begyndt at læse et par linjer. På trods af digtets 4300 år på bagen er Enheduanas maleriske vredesråb, sørgmodige suk og ekstatiske fremmaning af en frygtindgydende gudekvinde, som har jorden selv i sin magt, overraskende nærværende. Man hypnotiseres som sagt, og får en følelse af, at Enheduana og hendes vilde kaosgudinde også er til stede her og nu. For både kaos og kvindekraft er stadig en afgørende, uforudsigelig og magtfuld del af vores ellers ordensbesatte samfund i dag.

Kaoskræfter

Inana er nemlig også en personificering af selve naturens synlige og usynlige urkræfter. Hun har sin magt fra himlen, hun rider på ryggen af løver, og som storm og ild smadrer hun det, der vækker hendes vrede. Som fortidens oprører i Ur har det moderne menneske glemt, hvilke kræfter det lægger sig ud med, når det forsøger at agere naturens hersker. Vi bryder os ikke om hverken vildnis eller kaos, men stræber efter vores egne forestillinger om orden. I midlertidig har vi kun en ringe idé om naturens større ordener, og hvilke kræfter der slippes løs, når vi bryder dem for at skabe vores egne. Enheduana søger genopretning af sit samfunds orden, men hun ved samtidig, at kaoskræfterne er en del af al skabelse, og at deres udfald aldrig kan forudses med sikkerhed. De kan ikke tæmmes eller overvindes, men de kan mødes og påkaldes som menneskets rettesnor.

”Lad alle vide, at du smadrer alle oprør.
..
Lad alle vide, at du æder lig som en løve.
..
Lad alle vide, at du løfter dit frygtelige blik.
..
Lad alle vide, at du er stædig og urokkelig.”