Kinas historie er en kafkask fortælling

Litterær artikel om kinesisk historie og kafkaske motiver i Yu Hua: At leve, udgivet på Forlaget Klim 2015

Af August Toftgaard Madsen

Hovedkarakteren Xu Fugui gør sig umage med tilværelsen i Yu Huas At leve, men det er svært i kommunismens Kina, for befolkningen er fjer i luften for magthavernes uforudsigelige kastevinde. Ved at skildre en jævn kinesers oplevelser under Borgerkrigen, Reformperioden og Kulturrevolutionen bliver romanen en modfortælling til den officielle, nationale fortælling som har lidt under censur og fortrængning. Den virkelige historie om Kina i det tyvende århundrede er oftere kafkask end glorværdig, og således rummer At leve adskillige kafkaske motiver.

Først kort om Yu Hua. Han fik sit litterære gennembrud i 1990’erne med en række realistiske romaner hvor han lader et fiktivt persongalleri gennemleve et udsnit af Kinas kommunistiske historie. Romanerne har gjort Hua til en af Kinas mest anerkendte, debatterede og til tider også censurerede forfattere.

Selvom fortællingerne har kinesisk særpræg med referencer til kinesiske myter og traditioner, så er stilen ikke fremmed for vestlige læsere. En af Huas store inspirationskilder er Franz Kafka. Når man beskæftiger sig med Kinas historie, forstår man godt hvorfor en kineser født i det 20. århundrede har følt sig ramt af Kafkas fremstilling af livet som vilkårligt og absurd. Se blot hvad livet bringer for Xu Fugui i At leve.

Han bliver født som søn af egnens godsejer, men som ung satser han familiens ejendom i et spil mod den berygtede fusker Long Er. Fugui taber og bliver skyld i familiens deroute som koster faderen livet og dømmer moderen, konen Jiazhen og datteren Fengxia til et liv som fattige bønder.

Tilværelsen er netop ved at blive tålelig igen da Fuguis mor bliver syg. Med Jiazhens beskedne, hemmelige opsparing må Fugui drage til byen i håb om at finde en medlidende læge som vil tilse den syge for en ringe betaling.

I byen går Fugui til det forkerte hus. En aggressiv tjener åbner døren, og pludselig havner Fugui uforskyldt i et slagsmål. Kampen kræver hans fulde opmærksomhed, og han opdager derfor ikke kompagniet fra Nationalisthæren som tilfældigt drager gennem byen denne dag. Historisk befinder vi os i årene efter 2. verdenskrig. I magttomrummet fra den ophørte japanske besættelse kæmpede vestligt støttede nationalister på den ene side mod kommunisterne på den anden. Kampen var drevet af fløjenes ideologiske kerner, men krigen blev også folkets. For at samle talstærke hære tvangsrekrutterede nationalisterne tilfældige borgere som blot befandt sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Således afbryder kompagnichefen Fuguis slagsmål og giver de stridende et valg; de kan slæbe kanoner eller gå hjem. Fuguis overfaldsmand vælger sidstnævnte, men som han går bort fra pladsen, bliver en kugleregn sendt efter ham. Fugui vælger da livet, og i halvandet år må han vandre om med hæren uden at vide hvor han er, hvem han skal kæmpe mod eller hvad han kæmper for. Flugten er ikke en mulighed. Hele syv gange er soldatervennen Quan flygtet, men hver gang for blot at blive tvangsrekrutteret af et nyt omstrejfende kompagni. Vilkårligheden er uafhjælpelig og nærmest mytisk. Motivet kender vi fra Kafka, blandt andet fra novellen En landlæge (1920), hvor en læge under en snestorm bliver kaldt til et underligt sygdomstilfælde på landet. Kun en sær fremmed vil låne ham sine heste i det farlige uvejr, men hestene er heller ikke normale; med ”ujordisk” hast springer de frem til gården uden at lægen ser hvad vej de har fulgt. Situationen eskalerer. På gården hænger en fremmedartet kraft i luften som gør lægen underligt apatisk. Han gør derfor ingen modstand som familien klæder ham af og lægger ham i sengen til den syge. Da familien går fra rummet, ser lægen sit snit til at flygte. Han springer ud gennem vinduet og kaster sig op på den ene af hestene for at haste væk, men nu er hesten pludselig gammel og kraftesløs og langsomt slæber den ham i snestormen, uden udsigt til nogensinde at finde hjem igen. Slutsætningen lyder, at ”har man én gang fulgt natklokkens fejllyd – da står det aldrig igen til at ændre”. Således også for Fugui som gik til den forkerte dør. Men den uafhjælpelige vilkårlighed bringer Fugui ad nye veje.

Slaget begynder en vinterdag mod nord. Kanonerne lyder fra alle sider, for nationalisterne er omringet af den kommunistiske befrielseshær og må lide et sviende nederlag. Fugui bliver med de andre overlevende ført til kommunisternes regimentschef som giver dem samme skæbnevalg som tidligere kostede Fugui dyrt; tilslut jer eller rejs hjem. Fugui bliver trøstesløs, men da fangen foran ham beder om udrejse, får han rejsepenge og en udgangstilladelse. Forundret tager også Fugui mod pengene og vender hjem.

Da kommunisterne i 1950’erne sætter sig endegyldigt på magten over det kinesiske fastland – nationalisterne blev fortrængt til Taiwan, hvor de er den dag i dag – begynder reformperioden, også kendt som ”Det store spring fremad”. Reformerne skulle fuldbyrde kommunismen og bestod hovedsageligt af to projekter; landbruget skulle nationaliseres og stålproduktionen sættes op. Som ideologiens modpoler blev godsejerne ryddet af vejen. Således bliver Long Er henrettet for den status han frasnød Fugui i spillebulen mange år tidligere. Dengang angrede Fugui sin hovedløse beslutning om at satse familiens ejendom – nu viser det sig at være Fugui som snød døden og Long Er som blev livets taber.

Long Ers død er blot én af mange episoder i romanen som underbygger en kafkask lov: ingen i At leve kan forudsige konsekvenserne af deres handlinger. Ikke fordi de ikke har sans for godt og ondt, men fordi ligningens variable ændrer sig som mellemregningerne skrider frem. Bondens liv er en kamp for overlevelse, men to hensynsløse magter bestemmer hvordan det går; det er staten og naturen, og de har ikke samme dagsorden. Derfor går det igen grueligt galt for familien Xu.

For at skaffe jern til stålproduktionen indsamler kommunens tæskehold alle landsbyens gryder og pander. Uden gryder og egne marker er familierne nødsaget til at benytte de nyoprettede fællesbespisninger. Til at begynde med er familien Xu skeptiske, men snart bliver de taknemmelige. Ikke af ideologiske årsager, men af praktiske. Den udslidte Fugui har ikke længere eneansvar for sit landbrug og kan derfor arbejde for halv kraft i marken, og de nye bespisninger serverer langt mere og bedre mad end familien hidtil har været vant til. Bondens kamp for overlevelse synes at have fundet sin løsning, men festmåltidet viser sig at være en overdådig sidste nadver til varsel om den nærtstående dommedag. Folkekommunerne har i lang tid slagtet dyr over evne og dækket over en tiltagende fødevaremangel. Det bliver katastrofalt da høsten slår fejl i 1959. Anslået 36 millioner mennesker led sultedøden i perioden 1959-62 som kineserne i dag kalder Sānnián kùnnán shíqī; ”De tre bitre år”.

”Det store spring fremad” havnede i en rotterede af sult og økonomisk elendighed, og en bundvending af det kinesiske magtmiljø var uundgåelig. Den kom med Kulturrevolutionen i 1966 som havde til formål at ”udrydde borgerlig tankegang” i det kinesiske samfund.

Landet over gik særligt ungdommen på barrikaderne. I små militser drog de fra by til by og malede slagord på snart sagt ethvert gadehjørne og langt ind i stuerne og sindene i de små hjem. Selv hovedpuderne blev dækket med Formand Maos citater i et propagandafremstød som var hjernevask langt mere end ideologisk forkyndelse. Nægtede man patruljerne adgang til sit hjem, var man et kapitalistsvin og kunne straffes. Straffes skulle især de tidligere magthavere, og blandt dem den forhenværende amtsleder Chunsheng – Fuguis soldaterkammerat – som nu dagligt bliver slæbt på gaden til en omgang prygl. Tidligere havde amtslederen fældet domme over befolkningen. Nu viser det sig, at netop dét bliver dommen over ham selv. Her har vi igen at gøre med et kafkask motiv, nemlig motivet af den dømte som først i dødsøjeblikket bliver sin forbrydelse bevidst. Særligt håndgribeligt bliver dette motiv i Kafkas I straffekolonien (1919) der formentligt rummer litteraturhistoriens mest spektakulære henrettelsesmaskine; i et sindrigt system af skiver og tandhjul spændes det nøgne offer fast på et bord under en plade med bevægelige nåle. Når maskinen sættes i gang, begynder nålene langsomt at ridse og stikke overalt på offerets krop, tilsyneladende usystematisk, men akkurat således at offerets opsprættede hud umiddelbart før dødsøjeblikket danner en tekst som fortæller hvad offeret skulle have gjort anderledes.

I dette univers har man ikke mulighed for at tage ved lære af sin fortid.

Chunsheng bliver endnu et offer for historiens gang. Der er i romanen ni hovedkarakterer rundt om Fugui. De dør alle sammen under omstændigheder som kunne være undgået, havde det ikke været for staten og naturen. Loven synes at være at ligegyldig om du sætter dig op imod historien eller passivt lader historien ske med dig, så er dommen fældet over dig fra første åndedrag, og intet kan du gøre for at ændre den. Fugui er som den eneste i romanen dømt til livet, og da er også det en straf.

Livet er på alle måder absurd i denne verden, men At leve er på ingen måde en trist bog at læse. Jeg har her fokuseret på historiens rolle for fortællingen i romanen, altså på hvordan borgerkrigen, Reformperioden og Kulturrevolutionen blev oplevet af en gruppe af borgere som måtte bære konsekvenserne af beslutninger de ikke selv havde indflydelse på. Det er et brutalt forløb, men relationerne mellem menneskene i den lille fortælling – den om familien og landsbysamfundet – vejer op for absurditeten. Unægtelig handler romankaraktererne anderledes på deres følelser, end de fleste vesterlændinge ville gøre, men deres følelser for hinanden er på ingen måde fremmede for os. Jeg tror, at den som har læst Yu Hua vil føle sig mere fortrolig med kineserne. Det kan være en vigtig erkendelse at gøre sig i en tid, hvor Kina i medierne fremstilles som fjern og fremmed i skræmmeagtige vendinger som ”kineserne kommer!”.

Flere af Kafkas noveller er frit tilgængelige online under det tyske ”Projekt Gutenberg”.

Læs En landlæge her (http://gutenberg.spiegel.de/buch/franz-kafka-erz-161/22 )

Læs I Straffekolonien her (http://gutenberg.spiegel.de/buch/in-der-strafkolonie-156/1 )

Flere udgivelser af Yu Hua på dansk omfatter Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod og Den syvende dag, begge udgivet på Forlaget Klim.

Udgivet: september 11, 2017 | Kategori: Litterære artikler | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *