Anmeldelse af Anders Morgenthaler & Marie Louise Tüxen: Kød og fred, udgivet på forlaget Gyldendal den 18. juni 2020

Anmeldt af Cecilie Bøgh Pedersen

Fotograf: Cecilie Bøgh Pedersen

Morgenthaler og Tüxen er tilbage med efterfølgeren til deres bog Helle Erobreren, som fortalte historien om slagteren Helle, der ved et uheld bliver kirurg på Nykøbing F. Sygehus. Kød og fred er mindst lige så vanvittig, hvis ikke mere, og tager fat på historien om Helles veninde Annemette, hvis liv bliver vendt op og ned, da hun ser en dokumentar om klimaforandringerne. Ved hjælp af droner, ulovlig medicin og svinepest sætter Annemette og hendes strikkeklub, De Hårde Nåle, sig for at stoppe klimaforandringer og redde verden.

Efter hendes hestestutteri går konkurs på grund af en stormflod, mister Annemette alle sine tænder, hendes mand ender i fængsel og hendes datter bliver glødende liberalist og flytter hjemmefra. Det eneste lyspunkt i Annemettes liv er tilsyneladende hendes strikkeklub, som en dag tager i biografen og ser en dokumentar med Leonardo DiCaprio om klimakrisen. Dette ændrer hele Annemettes syn på livet, kloden og fremtiden, og hun indser, at det også er klimakrisen, som er skyld i, at hun mistede sin forretning. Sammen med hendes to veninder, den demente Vibse og Vibses lumre datter Jean, beslutter hun sig for at gøre noget, mens der stadig er tid, og de skyr ingen midler i deres kamp om, at redde hele kloden fra undergang.

Kød er fjenden

Selvom Kød og fred er en efterfølger til Helle Erobreren og følger nogle af de samme personer, så er det ikke nødvendigt at have læst den første bog, for at følge med i hvad der sker i Annemettes liv; det er utrolig tragikomisk, og det er ikke er svært at have ondt at den stakkels kvinde, som har mistet så meget. Selvom Annemette, og flere af de andre karakterer, har haft det hårdt, og selvom bogen tackler et meget seriøst emne som klimakrisen, så er det langt fra nogen dyster fortælling. Tværtimod. Ligesom med den foregående bog så er det den konstante humor og de uendeligt absurde situationer, som karaktererne ender i, der bærer fortællingen fremad. På den måde minder Kød og fred også meget om Helle Erobreren. Ikke nok med at de to historier er lige bizarre og humoristiske, så er det også bemærkelsesværdigt, at både Annemette og Helle forbløffende hurtigt er villige til at glemme alle moralske dilemmaer om lov og orden for at gøre det, de selv mener, er det rigtige. I Annemettes tilfælde betyder det blandt andet, at hun sammen med Vibse og Jean forsøger at lukke en lufthavn ned ved hjælp af en drone, som hun får af Thorkild, der horder alverdens ting, sjældent har tøj på og blandt andet tror, at alle verdens ledere er øglemennesker. De tre kvinders vildeste ide er dog, da de beslutter sig for at forgifte Danmarks befolkning ved at indsprøjte kødet i diverse supermarkedsbutikker med medicin, som blandt andet gør, at mænd bliver impotente. Ligesom med Helle Erobreren så sidder man hele tiden og venter på, at noget går galt, og det sker da også, da stakkels demente Vibse bliver anholdt efter en dramatisk jagtscene igennem Føtex. Men historien er langt fra slut der. Snarere tværtimod.

Lidt for meget af det gode

Det sjoveste element i historien er helt klart ideen om, at en enkelt strikkeklub med tre ældre kvinder kan redde hele verden fra klimakrisen. Det er også en pointe som bogen gang på gang selv understreger.

”’Hvis ingen troede på, at et menneske kunne skabe forandring, skete der aldrig noget. Det er på tide.’ Vibses stemme forandrer sig, hun taler fra et sted langt nede i maven. Den næste sætning lyder helt fremmed. ’Ingen regner os for noget, når det kommer til kamp.’”

Selvom det er en smuk tanke og en smule livsfilosofi i en fortælling, som ellers mest drives fremad af sjofle karakterer og lunatiske episoder, så bliver det også en smule søgt. Bogens bærende element er dens humor, og dens behov for samtidig at være filosofisk og fortælle læseren om verdensproblemer kan hurtigt virke forceret. Der er nogle mere dybfølte øjeblikke i bogen, som kan virke en smule malplaceret i en fortælling, hvor tre kvinder forsøger at stjæle et pestbefængt vildsvin. Også humoren falder til tider til jorden. Især bliver Jeans sjofle kommentarer hurtigt for meget af det gode, og selvom persongalleriet er farverigt, alsidigt og morsomt, så er der ingen af karaktererne, som er særligt realistiske eller tredimensionelle.

En god efterfølger

Kød og fred har sine fejl og mangler, men den når i sidste ende i mål med det, den skal: den er en god efterfølger til Helle Erobreren. Den lever op til alle forventninger og formår faktisk at overgå Helle Erobreren i, hvor absurd bogens præmis egentligt er. Især slutningen er endnu mere vanvittig – og fuldkommen urealistisk – end man kunne have forventet. Alle, som kunne lide den første bog,  vil helt sikkert også nyde denne skrupskøre efterfølger og kan roligt gå ud og anskaffe sig Morgenthaler og Tüxens nyeste roman om hverdagens usandsynlige helte.