Kong Lears vilde flugt

Anbefaling af Edward St Aubyn: Dunbar, udgivet ved Modtryk 19. januar 2018. Oversat af Allan Hilton Andersen.

Anmeldt af Mia Nikander

Foto: Bogens forside // modtryk.dk

King Lear betegnes som en af Shakespeares største tragedier, og hvordan kan man nogensinde fylde så store sko ud, når man skal genfortælle den? I Dunbar har Edward St Aubyn bestemt sig for at læne sig op ad en mere grotesk, frustrerende og til tider morsom stemning end originalen. Det har resulteret i en voldsomt underholdende og nervepirrende roman.

Kan man tage en af Shakespeares tragedier og gøre den komisk og absurd uden at tage det tragiske ud af fortællingen? Det må have været, hvad Edward St Aubyn spurgte sig selv, da han skrev Dunbar. Romanen er en del af serien “Shakespeare i et nyt årtusind”, som Modtryk har udgivet over de sidste par år. Denne gang er det King Lear, som bliver taget under kærlig behandling af en af de deltagende forfattere. I originalen bliver titelfiguren gradvist sindssyg i forbindelse med, at to af hans døtre, Goneril og Regan, forråder ham gennem en lang række intriger, efter han har overdraget hver af dem en halvdel af sit kongerige. Kun hans yngste datter, Cordelia – som han slog hånden af, fordi hun ikke ville smigre ham med falske ord, som hendes søstre gjorde – kan han stole på. Med hjælp fra den franske hær forsøger Lear og Cordelia at overvinde de to søstre og deres kumpaner.Typisk for tragediegenren er der naturligvis ikke nogen lykkelig slutning på stykket; alle tre døtre dør, hvorefter kongen også dør af overvældende sorg over al den ødelæggelse, han har været skyld i.

Magtbegær i et medieimperium

St Aubyns version af historien starter in medias res på mentalinstitutionen Meadowmeade, hvor man første gang møder mediemogulen Henry Dunbar. Han er blevet indskrevet som led i en lumsk plan begået af hans to ældste døtre, Abigail og Megan og hans livslæge Dr. Bob. De har proppet ham med paranoia-inducerende medicin for at få ham til at fremstå som uegnet til at lede sit medieimperium, så de to søstre kan overtage det. Dunbar har ved romanens begyndelse fundet ud af dette bedrag og er derfor i gang med at planlægge sin flugt, så han kan modbevise denne påstand inden et vigtigt møde om hans videre rolle i The Dunbar Trust, hovedsædet for hans imperium, finder sted. Med andre ord er der ingen tid at spilde, især ikke da Abigail og Megan hører om hans flugt og gør deres ihærdigste for at finde ham inden Florence – deres dydsmønster af en yngre søster – gør det og sætter en stopper for deres intriger. De to sadistiske søstre har ikke mange skrupler med at gå til yderligheder for at få deres skumle plot til at lykkes.

Sort humor i højsædet

Dunbar er en ren rutsjebane af groteske og tragikomiske situationer med et persongalleri, der er på grænsen til at være surrealistisk; langt de fleste karakterer har en grad af absurditet over sig, som af og til kan virke lidt karikeret. Men indsat i en fortælling som denne, hvor man får indblik i en ældre mands skridende tilregnelighed, mens han desperat prøver at overbevise omverdenen om, at han er offer for et nederdrægtigt plot, passer denne absurditet godt ind. Den tilføjer på én gang et humoristisk element og en langsomt voksende gru over, hvordan det mon ender, da man aldrig føler, at man helt ved, hvor langt skurkene vil gå. Selv hvis man kender til slutningen på King Lear, er man fristet til at bide negle i visse scener i handlingen, når man oplever præcis, hvor sadistiske og ondsindede Abigail og Megan kan være – ikke bare i forbindelse med deres far, men også over for alle andre.

I modsætning til Shakespeares teaterstykke skifter man også fra kapitel til kapitel fortællerperspektiv, hvor man for alvor får oplevet, hvor paranoid og frustreret Dunbar er, når det sættes i kontrast til de andre karakterers fortællinger. Man får desuden et indblik i søstrenes mentalitet, og hvilken logik der ligger bag deres griske adfærd og handlinger.

Dunbar er både grusom og grinagtig og absolut ikke for sarte sjæle, men så meget burde allerede være klart ud fra det Shakespeare-stykke, den er baseret på. Det er en hæsblæsende fortælling, som visse steder kan være svær at finde hoved og hale i, men ikke desto mindre er den dybt underholdende. Den kan derfor kun få undertegnedes varmeste anbefalinger.

Udgivet: oktober 1, 2018 | Kategori: Anmeldelser | Skrevet af:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *