Anmeldelse af Christina Hagen: Korrekthedsbibelen udgivet på Gyldendal d. 1. februar 2019

Anmeldt af Anna Rosenkrands Uldall

Foto: Bogens forside / Forlaget Gyldendal

Formaninger, irettesættelser og politisk korrekthed fylder i disse tider i den offentlige debat. Må man spise kød? Drikke mælk? Hvad med dem, der ingen mad har? Burde man sende penge til de fattige lande? Må man tage indianerkostume på til klassefest? Korrekthedsbibelen tager udgangspunkt i samtidens korrekthedskultur, og iscenesætter gennem talrige eksempler et samfund, hvor alle er krænkede eller føler sig krænket på andres vegne.

Forfatteren Christina Hagens nyeste provokationsudgivelse, Korrekthedsbibelen, kaster ligesom hendes tidligere værker et kynisk blik på vores samtid i et forsøg på at udstille racisme, selviscenesættelse, krænkelsesparathed, ligestillingsproblematikker, klasseskel og så videre – listen er lang! I 2017 udkom coffee table-bogen Jungle, hvis racismesyn blev voldsomt kritiseret af både forfatterkollegaer og anmeldere, og Korrekthedsbibelen kan læses som et modsvar til den palaver, der omkransede udgivelsen af Jungle.

Udskammet af det korrekte sprog

Mens racismeudtalelserne, de nedladende kommentarer og det skæve samfundssyn i både Jungle og de tidligere Boyfrind og White Girl præsenteres gennem et uperfekt og fejlfyldt sprog, så er sproget i Korrekthedsbibelen netop fejlfrit og korrekt. Håndskrevet i sirlig formskrift pryder ordene ”Skam Dem” første side og denne udtalelse efterfølges af en 248 siders lang konceptuel udfoldelse, hvor hver sætning indledes med en irettesættelse, et belærende retorisk spørgsmål eller en insinuation. Formålet med udtalelserne er tydeligt at udskamme og fornærme læseren, for dermed at pege på krænkelsesparadokset: Dem der påkalder sig en krænkelseskultur, vil altid selv være ofre for den, fordi de bliver krænket over, at andre føler sig krænket. Korrekthedsbibelens budskab er, at samtidens korrekthedsreligion, hvor tilbederne føler sig mere værd end andre, skaber ulighed i samfundet og samtidig er ødelæggende for den åbne offentlige debat. Med Christina Hagens egne ord, så skal vi stoppe med at finkæmme alt for potentielle fornærmelser. Budskabet er overdrevent tydeligt og den konceptuelle fremskrivning af krænkelse efter krænkelse kommer i længden til at fremstå kunstig – og som netop et koncept.

Har du læst Sommerfugledalen? Hold det for dig selv!

Men selvom Korrekthedsbibelens koncept i længden bliver udvandet, så var det en fornøjelse at læse om alle de forskellige situationer, hvor en person kan risikere at blive krænket. Gennem et ekvilibristisk sprog præsenterer Korrekthedsbibelen på morsom vis absurde situationer, der ikke umiddelbart virker krænkende:

”Venligst ikke nævn Ordet Sommerfugl, idet Ordet Sommerfugl kan lede Tankerne hen på Sommerfugledalen skrevet af Inger Christensen. Ikke alle har haft tid til, Intellekt og Mulighed for at læse Sommerfugledalen, og derfor anses det som upassende at fremkalde en Følelse af mindreværd eller Mangel på Genkendelse hos de læsere, der endnu ikke kender til Sommerfugledalen.”

Eksemplet udstiller samtidens krænkelseskultur: Alle er ofre – både dem, der har læst Sommerfugledalen og dem, der ikke har. Alt kan være krænkende, selv dét at læse en digtsamling. De utallige krænkelser og ofrer i Korrekthedsbibelen etablerer en (fiktiv?) verden, hvor enhver handling er krænkende. Et sted bliver læseren således formanet om fly- og bilrejsers belastning på miljøet:

”Undgå at rejse med Fly. Udstødningsgasserne er en kæmpe Belastning for Miljøet.

Undgå at rejse med Bil. Udstødningsgasserne er en kæmpe Belastning for Miljøet. Desuden: Hvad ville De sige til at få Deres Kat kørt over?

Undgå at cykle, da det lægger Pres på dem, der ikke har Tiden til at cykle, men ønsker, at de havde det. Hvad ville De måske sige til at få fremvist Billeder af nymalede Stakitter, flot pyntede Lagkager og Klokkestrenge med broderede Ordsprog?”

Korrekthedsbibelen er et overdrevent øjebliksbillede fra et samfund, hvor stort set alle føler sig diskrimineret og hvor korrektheden dyrkes som en religion, hvilket bogforsidens korrekthedskors understreger. Det er en kærkommen nuancering af krænkelseskulturen, men bogens eksplicitte budskab gør, at den opleves som et litterært debatindlæg frem for en litterær oplevelse.