Interview med David Rickerby på Ris-Ras, Aarhus, februar 2015

Af Katrine Lund

Foto: Bogens omslag / lulu.com

Lokalet er tilrøget, og stemningen er høj denne lørdag eftermiddag. Foran mig står David Rickerby. Han har skæg og hår som en tegnefilmsprofessor, og hans stemme er gennemtrængende i larmen fra Johnny Cash og andre go’e gamle. Vi sætter os i et mindre kaotisk hjørne på cafeen Ris-Ras i Aarhus. Det er her, Rickerby har skrevet størstedelen af sin debutroman Bloody Fields. I første omgang på papir og notesblokke og senere på en computer. Han lægger sin Nettopose og rygsæk, der er hans eneste ejendele, på sædet foran sig og ser afventende ud i rummet med flakkende øjne. Rickerby er fra England, hvor han begik bankrøveri og endte med fem års fængselsstraf. Derefter flyttede han til Danmark, hvor han har boet i over tyve år, arbejdet på hæderlig vis og senest slået sig ned som hjemløs og pantsamler i Aarhus’ gader. Udover Ris-Ras er hans base en træhytte på en legeplads på Saltholmsgade. Jeg har selv set ham i bybilledet, men også på hovedbiblioteket, og det var i starten det, der pirrede min nysgerrighed. Hans roman udkom i januar, og jeg taler denne eftermiddag med ham om romanens fødsel, dens udtryk og autenticitet samt litteratur generelt.

De tre T’er

Hvad startede ideen om at skrive en bog?

Han tænker ikke længe over spørgsmålet, før han svarer: “Jeg har nok altid tænkt på det, men jeg havde ikke de tre T’er: Tiden, teknikken og fortællingerne (på engelsk: ”tales”).” Jeg spørger ind til, hvad ”de tre T’er” står for, og Rickerby forklarer: “Tiden var nem: Jeg stoppede med at arbejde – jeg hadede mit job alligevel – i bund og grund havde jeg intet i mit liv. Jeg havde noget opsparing fra mit arbejde, og jeg havde tiden, så jeg besluttede mig for at leve på gaden og skrive bogen. Med hensyn til teknikken var jeg inspireret af alle, jeg nogen sinde har læst. Men jeg ønskede ikke at skrive ligesom andre forfattere. Så jeg fik den påvirkning, de havde haft på mig, ud, og så kunne jeg skrive i min egen stil, med min egen stemme.”

Rickerby pauser de tre T’er for at fortælle, at han læser nærmest alt, der har en god historie. Han har læst en del kinesisk poesi og en hel del litteratur fra 17-1800-tallet. Blandt andre er den engelske Coleridge en stor favorit. Efterfølgende uddyber han det sidste T: Det er vigtigt, at han selv har oplevet sin ”tale”, selv været vidne til det, eller at en troværdig part har fortalt ham om det. Rickerby holder sig derfor til virkeligheden, hvilket også afspejles i hans bog, der omhandler hans oplevelser i Danmark og de kriminelle planer, han har udtænkt og begået. Blandt andet beskriver han en konspiration med en rumænsk kvinde, han har sex med, og en lesbisk politikvinde, som den rumænske kvinde også har sex med, i det garvede Vestjylland. Det hele skulle udføres mod den rumænske kvindes mand og politiet, men Rickerby har en større plan. Konspirationen fandt dog ikke sted i virkeligheden, men alle karaktererne er virkelige, hvilket også gælder resten af omstændighederne beskrevet i bogen.

“Min bog kommer ikke til at gøre nogen forskel i verden”

Vi fortsætter med at tale om, hvordan bogen blev en realitet, hvilket leder hen til spørgsmålet om, hvordan oplevelsen har været for Rickerby at blive publiceret forfatter. Han mener ikke, at det har ændret noget. Ikke andet, end at han for eksempel holdt et foredrag på biblioteket, hvorom han begejstret udbryder: ”Det var sjovt!” Ellers er der materielt set ikke sket nogen forskel. Han lever stadig på gaden og agter at blive ved med det, så længe hans helbred tillader det. ”Jeg gør, hvad jeg gør. Jeg kan ikke kontrollere folks reaktioner på, hvad jeg har gjort”, fortæller Rickerby og uddyber, at han ikke gik op i, hvordan reaktionen til hans bog ville blive. Han skrev den for sin egen skyld; det, at den er blevet omtalt og udgivet, er blot en bonus. Og Rickerby virker oprigtig ligeglad med andre menneskers mening. Han mener, at mange forfattere bliver arrogante og får en ophøjet attitude, når de har skrevet en bog. Men de skal være mere ydmyge, for de har sådan set bare været heldige. ”Jeg er stolt af min bog. Ingen andre kunne have skrevet den. Men mange mennesker er stolte af deres arbejde. Jeg kan godt lide at skrive historier, og folk kan godt lide at høre dem. Det der ’intellektuelle’ pisser mig af. Hvad ved man mere end andre, bare fordi man er forfatter?” Jeg spørger, om han ses med andre forfattere, og dertil svarer han: “Jeg hænger ud med andre mennesker.” Han gestikulerer stærkt med hånden og siger ikke mere om det. For Rickerby er alle lige; at være forfatter giver ikke adgang til en overelite. Der er ikke så meget pis med det.

”Krimi er pornografi skrevet af jomfruer”

Bloody Fields er en god gedigen krimibog, der beror på Rickerbys egne erfaringer med den kriminelle verden. Ifølge ham selv følger bogen sandheden meget tæt, og dette er et skræmmende faktum for forfatteren, men i virkeligheden også bare en del af, hvem han er.

Hvilken effekt tror du, det giver, at du har skrevet en krimi, når du faktisk selv har været kriminel?

Igen pointerer Rickerby, hvor vigtigt det er for ham at være tæt på sandheden. Krimiforfattere kan godt lave research, men de beskriver følelser og tanker, de slet ikke kender til. Her har han selv en fordel. Bogen kan dermed siges at skrive sig ind i en autobiografisk genre, hvor forfatteren bruger sig selv som materiale. I krimier er der ofte en form for Moriarty-type, der er utrolig intelligent, påpeger Rickerby. Men i virkeligheden er kriminelle hverken dumme eller smarte – de er heldige. De kan godt være gode for en tid, men så bliver de fanget. Det er ikke mere interessant end at være tømrer. Også her har han en tydelig holdning: ”Jeg beskrev engang de fleste krimier som pornografi skrevet af jomfruer.” For Rickerby er det vigtigt, at forfatteren er erfaren med selve miljøet. Vi taler videre om, hvorfor mon krimigenren er så populær for tiden. Vi er begge lige forundrede. Måske kan folk godt lide at se, hvor langt man vil gå, foreslår Rickerby. ”Det, der er med krimier, er, at det er eventyr fortalt for voksne.” Dog er det i Bloody Fields ikke den gode, der vinder. Her må jeg pointere, at der vel egentlig er tale om Rickerby selv som ”the bad guy”. Han nikker. Til et foredrag på biblioteket, hvor jeg selv var til stede, udtrykte han mange gange, at han absolut ikke var, havde været eller prøvede på at være et sympatisk menneske: ”Jeg kan ikke være en anden end den, jeg er. Det er jeg blevet for gammel til.”

Jeg beundrer skrifttypen i bogen: Courier New, der imiterer skrivemaskineskrift, hvilket falder i god jord. Alle, der har læst bogen, beundrer skrifttypen, siger han, bortset fra anmelderen på Aarhus Stiftstidende – hun kunne ikke li’ den. Med skrifttypen har han forsøgt at skabe et autentisk udtryk, hvormed den sandhedstætte relation både vises i form og indhold. Billeder af Rickerby indgår også i det autobiografiske, og selvom bogens formalia ikke er af udpræget professionelt udseende, så er det Rickerbys aftryk, og dét aftryk er troværdigt overfor den historie, han fortæller.

Fortsættelse følger …

Bloody Fields skal ikke nøjes med at stå selv: den får to efterfølgere, der skal sammensluttes i en trilogi. Rickerby fortæller, at han er ved at færdiggøre den tredje, men sidder fast i slutningen lige pt. ”Jeg får ikke skriveblokade. Jeg får livsblokade. Der er andre ting, der kommer i vejen.” Han fortsætter med begejstring: ”Jeg tjekkede på biblioteket, og der er nogen, der læser min bog! Ikke bare det, men der er også nogen, der står i kø til at læse den!” Begejstringen er som et barns, og på trods af at han gentagne gange har pointeret over for mig, at han ikke er et sympatisk menneske, men har et narcissistisk ego, tror jeg ikke helt på ham. Der er et eller andet hjertevarmt derinde bag det store skæg og de mange lag af tøj.

Rickerby er på en særlig måde passioneret, og han har meget på hjerte. Det ender med, at han taler til mig, nærmest som en guddommelig skikkelse der udøser visdomsord, hvilket jeg også påpeger overfor ham. Han taler så meget, at jeg næsten ikke kan få ham stoppet igen. De råd, han giver mig, vil jeg gerne dele med læseren.

Rickerbys 5 gode råd til forfattere

  • Hvis man har en idé til en bog, men ikke kan få skrevet den færdig nu, kan det være, den bare ikke er klar endnu. Hvis man ikke slår igennem lige nu, er man måske ikke klar. Det betyder ikke, at man ikke vil gøre det senere.
  • Man skal kun opgive at skrive, hvis man har familie eller ikke er klar endnu.
  • Vær ydmyg som forfatter.
  • At skrive er et job. Alle har dårlige dage på deres arbejde. Kom videre, og bliv ved med at skrive.
  • Prioriter din tid. Ellers kommer det ikke til at ske. Nogle gange må du melde fra overfor dine venner, fordi du skal skrive. Det er en gyldig grund.

Afsluttende fortæller Rickerby, at han ikke fortryder sit liv eller sine gerninger. Selvom han havde undgået fængsel og sine fejltagelser, er det ikke sikkert, at hans liv havde været bedre af den grund, siger han. Men bogen er også et form for opgør med fortiden, hvori hans liv er åbenbaret for alle mennesker. Det er skræmmende, men også en befrielse.

Da jeg kommer ud i den friske luft, kan jeg stadig lugte røgen, der klæber til mig, som om det er en ekstra jakke, jeg har taget på. Solen skinner vagt, men det er en kold dag, særligt for hjemløse. Senere ser jeg ham på afstand, ved banegården, hvor han samler flasker. Han har trukket huen godt ned om ørerne, og jeg sender ham en varm tanke.